
Velbesøgt og konstruktiv infoaften om Energipark Give med spørgelystent publikum
Torsdag den 3. april havde Eurowind inviteret til infoaften omkring Energipark Give i Thyregod-Hallen, hvor godt 400 borgere dukkede op for at høre faktiske oplysninger om projektet. Her kunne man høre om vindmøller, solceller, biogas, power-to-X, power-to-heat og batteriladestationer, og afslutningsvis var der åbnet op for spørgsmål fra salen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE-THYREGOD: I forbindelse med lanceringen af den nye energipark mellem Give og Thyregod har der det sidste års tid gået massevis af både løse og faste rygter om projektet. Og projektet har også udløst en masse følelser, ikke mindst hos de beboere, der skal lægge matrikel til energiparken, samt de borgere, der får bopæl tæt på solceller, biogas og vindmøller.
Dette er en nærmest fast passager på toget, når snakken om en ny energipark ruller ind på perronen, uanset hvor i landet vi befinder os. Det er Eurowind, der står for projektet, en virksomhed der har specialiseret sig i at udvikle, drive og bygge energiparker siden 2006, og hvor det handler om at skabe vedvarende, ren og grøn energi.
Det var da også Eurowind, der stod som værter for aftenens infomøde i Thyregod-Hallen den 3. april, hvor lidt over 400 borgere fra nærområdet kiggede forbi – nogle for at blive faktuelt klogere, andre for at stille spørgsmål til projektet.
Hvorfor en energipark?
Det var country manager (på jysk: landechef), Jesper Houe, der efter borgerforeningens formand Jens Erik Svane havde budt velkommen, som indledte aftenen med en kort præsentation af Eurowind, hvorefter han forklarede baggrunden for, at der potentielt skal anlægges en energipark mellem Give og Thyregod.
- Overordnet set handler det om at opfylde Danmarks ambitioner om klimamål, og mere lokalt handler det om Vejle Kommunes klimamål. Kommunen har på den konto udpeget 3 lokalområder i forhold til etableringen af energiparker, og her er det ene område altså det bemeldte stykke land mellem Give og Thyregod.
Jesper Houe fra Eurowind præsenterede virksomheden og strategierne bag virksomheden, inden selve projeket Energipark Give blev præsenteret. Foto: Jim Hoff
Svært at finde egnede områder til energiparker
- Det er svært at finde plads her i Østjylland og Trekantområdet, men det er også her, man har et stort behov for VE-anlæg (vedvarende energi anlæg, red.). Infrastrukturen er vigtig, man skal undgå naturbeskyttede områder, man skal helst holde sig fri af landskabsinteresser og generelt have stor respekt for naturen.
- Samtidig lever vi i en tid, hvor der både skal tænkes energiparker og den nye grønne 3-partsaftale i strategierne, når man omlægger arealer i den grønne sags tjeneste, lød det indledningsvist fra Jesper Houe, hvorefter han overlod ordet til Christian Ackermann fra Urland, en virksomhed der rådgiver om planlægning, design, byggeri og en ansvarlig udvikling af vores landområder – i en bæredygtig balance med lokalområdet.
Dialog skal åbne døren til energiparken
Ackermann forklarede, at rygraden i Energipark Give er de 11 180 meter høje vindmøller, fordi moder naturs lunger nu engang er den mest effektive og samfundsøkonomiske løsning, når der skal produceres grøn strøm på et højere niveau.
Der skal også laves solcelleanlæg plus et biogasanlæg, og alt i alt er der mange komplicerede beslutninger i sådan en proces, for eksempel placeringen af biogasanlægget, og derfor var det også hensigten med aftenens møde, udover faktuelt at vise projektet frem, at åbne op for dialog med borgerne samt inddragelse af interesserede borgere, så man kan få et stærkt lokalt funderet medspil i processen med udarbejdelsen af projektet.
- Vi skal gøre os nogle indledende tanker, vi skal finde ud af, hvor vi skal hen, og den proces skal vi gennemføre sammen med jer. Derfor har vi udarbejdet 3 arbejdsgrupper, som man kan melde sig på her i aften: Energiparken, Give og Thyregod. I forhold til de to byer handler det meget om by- og erhvervsudvikling, lød det fra Ackermann.
Christian Ackermann fra Urland fortalte om projekt Energipark Give og om Urlands tilgang til processen. Foto: Jim Hoff
Tilpasses til lokalområdet
Derefter var det Peter Salling fra PlanEnergy, der leverede informationer om biogasanlæg, hvor han kom ind på støj, lugt, trafik, visuelle forhold, natur, jord og grundvand, klima og vandmiljøet.
- Der vil blive udarbejdet en støjberegning, og en beregning af eventuelle lugtforhold samt en oversigt over de visuelle forhold, og det kan man så gøre indsigelser til og komme med bemærkninger, så vi kan tilrette projektet så godt som muligt, så det passer i forhold til lokalområdets ønsker.
Fjernvarmechef: Energiparken en stor gevinst
Peter Mikael Kjer fra Give Fjernvarme hyldede Energipark Give for at være en genial måde at lave fjernvarme på.
- Hvis energiparken bliver en realitet, kan vi i fremtiden levere billig varme til Give Nord (industriområdet) samt til Thyregod. Vi kan sikre os en fast lav stabil pris de næste 20-30 år, og vi kan opretholde et langtidsholdbart produktionsapparat. Der kan etableres en varmepumpestation ved biogasanlægget, som kan levere varme til Thyregod, og rørføringen skal borgerne i Thyregod ikke tænke på rent økonomisk. Returvarmen kan man med fordel bruge i Thyregod Svømmehal, så alt i alt er det her en virkelig fornuftig idé, konstaterede Peter Mikael Kjer.
Direktøren for Give Fjernvarme, Peter Mikael Kjer, talte varmt for Energipark Give, fordi det kan betyder stabile og borgervenlige energipriser over mange år. Foto: Jim Hoff
Tæt på 40 millioner kroner til lokalsamfundene
I forbindelse med etableringen af Energipark Give vil der tilflyde lokalsamfundene en del penge fra den grønne pulje, der administreres af Vejle Kommune, ligesom naboerne til energiparken kan se frem til flere former for økonomisk kompensation og støtte – den såkaldte VE-bonus, hvis projektet bliver til virkelighed. Her kan beboere, der bor op til 1440 meter fra en vindmølle, kunne modtage en VE-bonus, en årlig økonomisk kompensation, som gives til dem, der bor tæt på nye vindmøller eller solceller. Det kunne være gratis strøm/meget billig strøm.
- Der er afsat tæt på 40 millioner kroner, som vi skal indbetale, og som så skal tilbagebetales til lokalområdet som kompensation, oplyste Jesper Houe.
Pengene kan/skal bruges til almennyttige formål i lokalområdet, for eksempel som i Grønbjerg, hvor man brugte penge fra den grønne pulje på at etablere en flot naturlegeplads samt shelters og multibanen ved skolen.
Projektet skal godkendes af kommunen
Christina Holmbjørn fra Vejle Kommune kom herefter på banen for at forklare om kommunens klimastrategi, og fremfor alt fik hun pointeret, at det er kommunen, der skal godkende projektplanen, når ansøgningen en gang kommer fra Eurowind. Der udarbejdes på den konto en miljøkonsekvensrapport, som vurderer, hvordan projektet kan komme til at påvirke naturen og borgerne i det pågældende projektområde.
- Det handler om at se på miljøplanen, klimaregnskabet og så skal kommunens politiske principper for opsætning af VE-anlæg naturligvis overholdes. Vi vil løbende være i dialog med de forskellige grupper omkring processen, og det er vigtigt for mig her at understrege, at vi er i startfasen – og at intet er besluttet, pointerede Christina Holmbjørn.
Stor gevinst for lokale virksomheder
Inden spørgerunden var det Marc Perera Christensen, der er regionaldirektør i Dansk Erhverv, der fik taletid. Han pointerede betydningen af en energipark for de lokale virksomheder, som er presset på energipriser.
- Behovet for uafhængighed af andre energileverandører, Putins gas, olie fra Mellemøsten eksempelvis, er stort. Lige nu henter vi 60 procent af vores energi fra andre steder end Europa, så det handler om at få kontrollen tilbage. Med de tårnhøje energipriser er virksomhederne økonomisk under pres, det ender med virksomhedsflytninger, eller lukninger – og dermed tab af arbejdspladser. Derfor giver Energipark Give mening for os alle i det daglige, og energiparkerne er med til at udvikle området.
- Virksomhederne har brug for grøn strøm, så vi kan fastholde arbejdspladser, og man kan også tiltrække folk til området og dermed gavne den lokale udvikling. Men jeg er med på, at det er vigtigt, at det kører i øjenhøjde med borgerne involveret. Man skal udnytte den lokale samlingskraft, der er til stede, det er vigtigt, konstaterede Marc Perera Christensen.
Så var der en pause på 30 minutter, inden spørgerunden gik i gang, og hvad der blev talt om her, kan du læse i en særskilt artikel her i avisen.
I pausen kunne de fremmødte stille spørgsmål til Eurowind og studere projektkortet over området. Foto: Jim Hoff
Kort over energiparken Grafik: Eurowind
Mulig placering af biogasanlægget inden for den stiplede cirkel. Grafik: Eurowind