Vand og mudder over det hele: Fede udfordringer for hele familien til Dirty Trail i Karlskov
Lørdag den 7. september bliver der for alvor fyret op under kedlerne på og omkring Karlskov Friskole, når der inviteres til Dirty Trail, hvor de herlige fysiske udfordringer gennem mudder og vand afsluttes med en stor områdefest om aftenen.
Tekst Jim Hoff og foto Ulrik Wulff Nielsen - jimhoff@voreslokalavis.dk
KARLSKOV: Ringive Lindeballe IF er klar til igen at præsentere områdets gode borgere for en ordentlig omgang action ved friskolen i Karlskov, når man lørdag den 7. september inviterer til Dirty Trail.
Her bliver det i den grad fyret op under kedlerne, når deltagerne skal passere en masse sjove, svære, våde, mudrede og mere eller mindre van(d)vittige forhindringer. Der er tale om et forhindringsløb for hele familien. Hvor man kan løbe sammen med sin mand/kone, man kan også løbe sammen med sit barn, så Dirty Trail er bestemt en udfordring det kunne være sjovt at løse som familie.
For nok bliver man træt, beskidt og våd, men det er en fantastisk udfordring, som virkelig kan give nogle gode oplevelser til den mentale huskebank hvor deltagerne skal forcere både en række naturlige og konstruerede forhindringer i bedste jægersoldat-stil.
Skidesjovt - også for tilskuerne
Det hele foregår som tidligere nævnt ved Karlskov Friskole, og man kan tilmelde sig i tre kategorier:
4,2 km ,3 omgange, starter kl. 13.00. Man løber sammen som par, og der kan tilmeldes en ekstra løber pr. par.
7 km, 5 omgange, og det starter kl. 14.00. Her løber man igen sammen som par, og også her kan der tilmeldes en ekstra løber pr. par.
Så er der en 7 km lang PRO-rute, 5 omgange, starter kl. 14.00, og her løber man enkeltvis.
Ruten ligger i området ved om omkring friskolen og er ud over at være en hård, sjov, våd, mudret og hamrende vild udfordring for deltagerne, også en fortrinlig oplevelse for publikum, der her kan få en hel masse motion til lattermusklerne.
Yderligere info om tilmelding osv. finder du HER