
Udvikling og samarbejdsmuligheder i fokus for ny energipark
Den 3. april inviterer Eurowind Energy til borgermøde i Thyregod Hallen klokken 18.30, hvor de vil præsentere deres vision for en omfattende energipark placeret mellem Give og Thyregod.
Give-Thyregod: Energiparken, der skal etableres øst for Givevej, vil kombinere vindmøller, solceller, batterilagring, et biogasanlæg og en varmepumpe til fjernvarme.
Lokal forankring og langtidsperspektiv
- Det har været vigtigt for os, at fordelene ved energiparken kommer de lokale til gode. Når der sker store forandringer, skal vi respektere de følelser, det kan vække. Derfor bygger vi vores projekt på udvikling af området til gavn for flest muligt. Vi sælger ikke vores parker, så vi er her i de næste 30 år eller mere. Det betyder, at vi tager ansvar for den løbende udvikling i lokalområdet, siger Niels Thorkilsen, projektleder hos Eurowind Energy.
Lokale gevinster og vækst
Ud over den økonomiske støtte fra VE-bonus og midler fra Grøn Pulje vil projektet skabe nye arbejdspladser inden for industri og serviceerhverv, forbedre el-infrastrukturen og fjernvarmenettet samt bidrage til udviklingen af rekreative områder.
- Den lokale adgang til grøn og billig energi er afgørende for industriens vækst og vil samtidig reducere CO2-udledningen markant. Det giver ikke blot en konkurrencefordel for virksomhederne, men også en styrkelse af deres grønne regnskaber, siger Niels Thorkilsen.
Foto: EuroWind
Attraktiv bosætning og lokaludvikling
Energiparken forventes ikke kun at styrke erhvervslivet, men også at gøre Give-Thyregod og omegn mere attraktiv for tilflyttere. Den vil sikre kvalificeret arbejdskraft og øge aktiviteten i området. Derudover vil billigere og grønnere fjernvarme komme både virksomheder og private husholdninger til gode.
- Vi ser allerede, hvordan virksomheder begynder at undersøge muligheden for elektrificering af transporten, hvilket understøtter både deres konkurrenceevne og den grønne omstilling, påpeger Thorkilsen.
Biodiversitet og rekreative forbedringer
Ud over energiproduktionen vil projektet også bidrage til at beskytte drikkevandet, da jorden under solcellerne ikke dyrkes intensivt. Der vil desuden være store græsområder, som understøtter biodiversiteten.
- En energipark som denne kan adressere flere dagsordener og skabe en attraktiv helhed for både borgere, industrivirksomheder og landmænd, siger Thorkilsen.
Fakta om energiparken:
11 vindmøller med en højde på op til 180 meter.
Solcellepark på 150-220 hektar.
Biogasanlæg med en kapacitet på 700.000 tons årligt.
Batterianlæg med 2-4 timers kapacitet.
Ladeløsning ved motorvejsafkørsel 9 for tung og let trafik.
Integration af PTX-teknologier som græsprotein, e-metanol og pyrolyse.
Med energiparken placeres Give-Thyregod og omegn på landkortet som et innovativt og bæredygtigt område, der lever op til fremtidens krav om grøn energi.
Foto: EuroWind