Tunnelen er kommet på nye hænder: Hele familien skal løfte projektet 

1.august stemplede familien Hagedorn fra Filskov ind som nye forpagtere på Tunnelen i Give. De har forpagtet bodegaen og diskoteket af Nijazi Depca, som også ejer Thyregod kro, og de kommer med en tilgang, der handler om stor respekt for stedets historie og med viljen til at skabe et hyggeligt og trygt sted.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

ERHVERV: Det er ingenlunde helt fremmede personer, der har forpagtet Bodega Tunnelen i Allégade i Give. Hverken i forhold til stedet som arbejdsplads og stedets mangeårige historik.  

Det nye forpagterpar, Lotte og Gut Hagedorn fra Filskov har nemlig begge arbejdet på Tunnelen, mens det var kromanden Nijazi Depca fra Thyregod, der som ejer stod for den daglige drift.  

-Lotte arbejde som bartender, og jeg et nap med som dørmand og også lidt i baren. Vi havde løbende en snak med Nijazi om, at vi på et tidspunkt kunne være interesserede i at forpagte stedet. Det såede da nogle frø og satte nogle tanker i gang, og efter et familiemøde med vores to børn Mikkel og Jasmin fandt vi frem til, at vi faktisk godt kunne se os selv i det her projekt, fortæller Gut Hagedorn. 

De to børn og svigermor med på vognen 

Lad os lige få varedeklareret, at han og resten af familien på trods af det norskklingende navn er pæredanske. Til dagligt arbejder Gut som VVS’er på 18. år hos Petrowsky VVS, der har hovedkvarter i Vejle.  

Men det er ikke kun Gut og Lotte, hvis fulde navn er Charlotte, der har jobbet på Tunnelen. Også datteren. 21-årige Jasmin, har givet et nap med bag baren ved diverse lejligheder, og den rolle vil hun også komme til at indtage fremover.  

Sønnen Mikkel på 16 år bliver også en del af arbejdsstyrken på Tunnelen, idet han lejlighedsvis vil give et nap med som afrydder og praktisk altmuligmand. Derudover vil Guts svigermor også være en del af arbejdsstyrken.  

-På daglig basis er det mig der er leder. Sammen med Jasmin og Paula, også en pige der har været ansat her før, vil vi være de gennemgående ansigter her i det daglige. Vi kan så trække på både Lotte og svigermor samt en par yngre gutter, når der for alvor er drøn på, oplyser Gut og tilføjer:  

Stor respekt for Tunnellens historie 

-Vi tiltræder her med stor respekt for stedets mangeårige historik og betydning for byens borgere. Tunnelen har en fantastisk historie her i Give, og den vil vi værne om. Når man træder ind her, så vil det være som at komme ind i en velkendt tidslomme. Vi har meget fokus på, at det skal være et hyggeligt sted at komme for vores gæster. Både yngre og ældre og folk der måske er lidt ensomme og trænger til at komme ud og få en god snak i sociale sammenhænge. 

-Og så er det vigtigt for mig at understrege, at Tunnelen skal være et sted, hvor de unge kan komme i et trygt miljø. Lad os skabe et godt og trygt sted her i Give, hvor de kan gå i byen, så de ikke behøver at tage til Vejle eller andre byer for at have en god aften ude med vennerne. Det handler om at holde de unge her i byen så meget som muligt og sørge for, at de ikke søger væk, pointerer Gut.  

Tunnelen i Give har fået nye forpagtere, og det er lidt af et familieforetagende, idet det nye forpagterpar Lotte og Gut Hagedorn får hjælp af deres to børn Jasmin og Mikkel samt Guts svigermor. Privatfoto

Et trygt og hyggeligt sted for både yngre og ældre 

Han ser Give som en god by med et kundegrundlag, der sagtens kan bære to værtshuse. Og derfor ser han heller ikke Dragonen som en konkurrent, men snarere som en kollega.  

-En by af Gives størrelse kan godt bære to bodegaer, og det er også vigtigt, at der er alternative muligheder for folk i byen og området, konstaterer Gut. 

Der er da også kommet masser af positive tilkendegivelser fra kunderne efter åbningen den 1. august. 

-Vi ser flere og flere af det tidligere stampublikum vende tilbage, og vi ser også flere af de ‘gamle unge’, der vender tilbage. Det her er jo også et sted, hvor folk ude i 3.4. generation er kommet her, så det er den fantastiske historik, som vi skal tage til os og vi vil gøre alt for, at Tunnelen bliver et godt og trygt sted at komme til. 

Elsker at arbejde med mennesker 

Familien har vidst et godt stykke tid, at de skulle ind og forpagte Tunnelen, men helt bevidst har man holdt kortene tæt til kroppen og først meldt den gode nyhed ud den 1. august. Alle ting, blandt andet bevilling og tilladelser, skulle falde på plads – og da den sidste tilladelse kom i hus den 29. juli, var det game on.  

På det personlige plan er det lidt af drøm, der er gået i opfyldelse for Gut, at han nu er blevet forpagter af en bodega og diskotek.  

-Jeg er gennem mine 18 år som VVS’er hos Petrowsky blevet tæsket igennem en masse servicerådgivning og kundekontaktseancer, og jeg elsker simpelthen den menneskelige kontakt. Jeg synes, at det er spændende ar arbejde med og være sammen med mennesker. Det er utroligt givende at få de mange gode snakke om både de gode og de svære ting i livet. Folk åbner virkelig op, når de kommer her. Man skal, og det skal opfattes positivt, være lidt af en psykoterapeut, men jeg elsker det bare, lyder det fra Gut med et stort smil.  

Åbningsreception lørdag 10. august 

Lørdag den 10. August er der officiel åbningsreception. Den starter klokken 14.00, og der vil være en masse gode tilbud på spil hele dagen, og så får man besøg af Upgrade, der tilbyder pizzasmagning.  

-Vi håber på en rigtig hyggelig dag/aften/nat. Nu er vi i gang og glæder os til for alvor til at få det her til at køre på skinner. Lige her og nu handler det om at få en god start, og så vil vi stille og roligt lægge planer for eventuelle nye tiltag. Det vil der komme løbende udmeldinger om hen ad vejen, oplyser Gut, der fortsætter med sit fuldtidsjob hos Petrowsky sideløbende med det nye job på Tunnelen.