Thyregod Skole arbejder målrettet og databaseret med at vende dårlige trivselstal

I april 2023 offentliggjorde Børne- og Undervisningsministeriet de nyeste trivselstal for alle 26 folkeskoler i Vejle Kommune. Det var ikke speciel rar læsning for forældre, børn og ansatte på Thyregod Skole, for her lå den lokale skole på 2. sidstepladsen. Og det var noget af et chok for skoleleder Anette Terney, der var tiltrådt i november 2022. Onsdag aften fremlagde hun ved lokalrådets årsmøde de strategier og tiltag, man har iværksat på skolen for at vende skuden. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

SKOLELIV: 1. november 2022 startede Anette Terney som ny skoleleder på Thyregod Skole, hvor hun afløste Anne Gulbech Rasmussen, der var indsat som konstitueret leder efter Malene Søgaard Engelbredt var stoppet.  

I april 2023 landede der så en megatræls trivselsrapport på Annettes skrivebord, hvor hun kunne konstatere, at hendes nye skole ifølge målingen fra Børne- og Ungeministeriet havde placeret sig på andensidste pladsen hos de 26 folkeskoler i Vejle Kommune. 

Ramte hårdt 

Skolerne kan i trivselsmålingen, der udelukkende er baseret på eleverne fra 4. til og 9. klasses udsagn, score mellem 0 og 5 i undersøgelsen, og her scorede Thyregod Skole 3,32 mod 3,59 i det forgangne skoleår. Til sammenligning lå gennemsnittet for de 26 folkeskoler i Vejle Kommune på 3,59. 

Det skal her retfærdigvis nævnes, at trivslen såvel på landsplan som i de lokale folkeskoler har været faldende de seneste år. Var der nogen, der sagde skolereform 2014? 

- De tal ramte godt nok lidt hårdt, så her skulle der straks sættes ind. At knække sådan en kurve kræver noget skoleudvikling, og det er noget, jeg er meget optaget af. Så vi fik iværksat nogle indsatsområder på skolen, som vi nu har rigtig godt gang i, fortæller Anette.  

Thyregods skoleleder, Anette Terney, fortalte på lokalrådets årsmøde om skolens målrettede indsats for at skabe trivsel for skolens elever. Foto: Jim Hoff

Godt samarbejde med lokalområdet 

Da hun startede, var der 279 elever på skolen, i dag hedder tallet 252. Der er ansat 22 lærere og 7 pædagoger plus 4 tilkaldevikarer. Skolen rekrutterer elever fra lokalområdet, og så kommer eleverne fra Øster Nykirke Skole til Thyregod efter 6. klasse.  

- Vi har et rigtig godt samarbejde med skolen i Vonge, ligesom vi også har et godt samarbejde med børneinstitutionen Kildedalen. Generelt har vi også et fint samarbejde med lokalområdet såsom plejehjemmet, Brugsen, Borgerforeningen og sportsforeningen.  

Elevernes stemmer er de vigtigste 

-I forhold til trivselsmålingen har vi nedsat nogle overordnede målsætninger og sat mange både store og små ting i spil, hvor det også handler meget om at høre elevernes stemmer. Jeg er stor tilhænger af, at vi arbejder databaseret, så der er blevet lavet nogle data, inden de forskellige indsatsområder er effektueret – og hele tiden har vi fokus på at få elevernes perspektiver med ind i arbejdet. At arbejde stringent databaseret har krævet en kulturændring her på skolen, og det arbejder vi også løbende med, oplyser Anette.  

Processen startede med at få sat en fælles retning for skoleåret 2023/24, og her var man igennem en værdiproces med medarbejderne, som tog cirka 3 dage. Her fandt man frem til 5 værdier, som skal være aktive værdier i hverdagen.  

Funderet på en overordnet målsætning om, at elevernes faglige og sociale trivsel øges, både individuelt og i klassefællesskabet, og at elevernes karaktergennemsnit skal øges, lancerede man disse fem værdier: Dannelse, fællesskab, udvikling, tryghed og nysgerrighed 

Har ansat en trivselsvejleder 

- Til at understøtte disse værdisæt arbejder vi, ud over med den aktive implementering af de fem værdier, med det datadrevne handleplansarbejde som samarbejdsform om elevernes trivsel og læring. Vi har et udvalg med ressourcepersoner, der i et professionelt læringsfællesskab, faciliterer og understøtter skolens øvrige læringsfællesskaber, og så bruger vi PLC, det professionelle læringsfællesskab, med diverse vejledere. Derudover kan vi trække på vores FabLab, hvor det handler om at bibringe eleverne teknologiforståelse, som yderligere et læringsrum, fortæller Anette, det også har yderligere en trumf, hun kan spille ud i forhold til at rykke trivselsniveauet i den rigtig retning. 

- Vi har ansat en trivselsvejleder, som skal have børnene på sinde. Det er en person tilknyttet Louise Klinge (dansk forsker indenfor relationskompetence, primært med et fokus rettet mod professionelle voksnes relation til børn og unge og en velrenommeret foredragsholder ud i de her problematikker, red.). Trivselsvejlederen har ikke undervisning, hun er med ude i klasserne som vejleder og er ansat 25 timer om ugen. 

Indsatsen for bedre trivsel er funderet ud fra nogle fælles værdier og databaseret. Foto: Jim Hoff

Det virker 

På skolen arbejder man med en pædagogisk handleplan, som skal afdække elevens behov for supplerende undervisning, specialundervisning, ligesom der er fokus på barnets generelle pædagogiske behov – eller sagt på en anden måde: Hvad er det man ønsker, barnet skal lære, udvikle eller styrkes i.  

Den pædagogiske handleplan udgør en rød tråd hele vejen op gennem skoleforløbet og tager udgangspunkt i elevernes trivselsmålinger. Og her er der også fokus på, hvordan klassen kan støtte op om målsætningerne. 

- Igen er elevernes stemmer med, idet vi indsamler data via samtaler/interviews med eleverne. Der foretages løbende evalueringer på handleplanerne, og ja, jeg kan med glæde sige, at metoden virker. Det har været en rigtig fin aha-oplevelse for de, der arbejder med tingene at se effekten af denne her indsats, konstaterer Anette. 

Hun har selv nogle møder med de respektive klasseteams, hvor man snakker om, hvilke temaer der er vigtigst, men også hvor man fremlægger de forskellige tegn på succes eller mangel på samme. Her har man stort fokus på de elever, der ikke er inde i en god udvikling.  

 SFO'en også med i indsatsen for bedre trivsel 

Skolens SFO, hvor man skal forholde sig til faldende børnetal, er også en del af trivselsfremstødet. Her har man fokus på at skabe aktiviteter hver dag for børnene, aktiviteter der meldes ud til forældrene. 

- Det handler om, at børnene får brændt noget krudt af, de skal ikke kun sidde og lege med perlebakker. Der skal lanceres forskellige aktiviteter, med stor medarbejderinddragelse, så vi kan aktivere børnene, pointerer Anette. 

- Vi skal ud at fortælle de positive historier 

Skolelederen fremlagde også en skolestrategi, hvor det i højere grad handler om at komme ud og fortælle de gode historier. En positiv branding af skolen, kan man vel godt kalde det.  

Her handler det om i samarbejde med byens foreninger at skabe gode historier, der skal foldes ud og fortælles. En positiv storytelling, for skal man kun forholde sig til visse mediers fokus på dårlige trivselsmålinger og unuancerede fokus på kun de dårlige afgangskarakterer, er det pænt op ad bakke.  

- Thyregod Skole er en skole som så mange andre folkeskoler med de udfordringer, der er oppe i tiden. Men vi handler aktivt på det, og vi sender også de rigtige no-go signaler, når det er påkrævet. Vi laver en plan, som også sendes ud til forældrene, uanset om det handler om snus, spiritus, mobning eller vaping. Og her skal der lyde en stor ros til forældrene for at bakke rigtig flot op om skolen - både i forhold til vores trivselstiltag, og når vi er ude med de her budskaber, hvor det handler om at stoppe uhensigtsmæssig adfærd, siger Anette.  

Et stærkt indlæg, der viser, at skolen vil og kan gøre noget konstruktivt ved tingene – og så er det jo kun glædeligt, at forældrene bakker op. Netop fællesskab og sammenhold er et stærkt dna i Thyregod og omegn og den eneste rigtig platform at løse også de skolemæssige udfordringer på.