Susanne 3 år efter markant karriereskifte: Det var den helt rigtige beslutning for mig

I december 2022 lagde Susanne Sandholm 27 års virke som ejendomsmægler bag sig for at hellige sig en helt ny tilværelse som indehaver af den lokale guldsmedebutik i Østergade i Give. På den måde blev hendes store hobby og passion for smykker og ure hendes levevej, og det er et karriereskifte, hun i dag ser tilbage på med stor glæde.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE BUTIKSLIV: Der er ganske givet stor forskel på at sælge en fin villa til et yngre par i Give og sælge smukke vielsesringe til det samme par. Men i bund og grund handler det jo om den gode personlige kontakt, om tillid og åbenhed. Derfor har skridtet for Susanne Sandholm fra at være lokal ejendomsmægler med 27 år på bagen til at være indehaver af Tøttrup Guld Sølv Ure ikke været svært, og da slet ikke når man som Susanne her kan kombinere sin hobby og sit arbejdsliv.

-Jeg har altid været fascineret af smykker og ure, og derfor var det helt oplagt for mig at gå ind i denne her branche, da muligheden bød sig for 3 år siden i forbindelse med at Else Bach og Niels Tøttrup var klar til at sælge deres butik. Jeg har lært rigtig meget på de 3 år i forhold til at stå i butik og i forhold til varegrupper. Det har været virkelig sjovt og motiverende, og rent arbejdsmæssigt er jeg ikke så spændt op, som da jeg var ejendomsmægler. Her er der mere fleksibilitet, så jeg kan tilpasse min tid, og det passer mig rigtig godt, fortæller Susanne over en hyggelig kop kaffe i baglokalet til butikken en tirsdag formiddag.

Kan ikke undvære det gode erhvervsliv

Denne dag er det hende og den rutinerede butiksassistent og trofaste wingman Annette Vilstrup, der er på arbejde, og allerede fra klokken 10.00 myldrer det ind med de første kunder. Den linde strøm af kunder fortsætter ufortrødent, så de to friske damer har nok at se til.

-Jeg er glad for, at jeg stadigvæk er en del af byens butiks- og erhvervsliv. Det liv kan jeg simpelthen ikke undvære. Det gode sammenhold i erhvervslivet, det gode samarbejde med pigerne her i butikken, og de mange trofaste kunder, det er de ting. Jeg elsker den gode kontakt med kunderne, der er med til at give energi og arbejdslyst. Vi har jo, ud over de gode lokale kunder, også kunder her i butikken, som kommer fra et opland på en 30-35 kilometers radius Så jo, at jeg for 3 år siden gik ind i denne her branchen, det har været en god og rigtig beslutning for mig, siger Susanne.

Hun måtte gennem en benhård 2022, hvor hun både fungerede som ejendomsmægler og butiksindehaver, men fra 2023 har Susanne kunnet koncentrere sig udelukkende om guldsmedebutikken, da hun 2. december 2022 afhændede danbolig i Give til Lars Secher.

Gang i ’ringhjørnet’

Susanne har over de nu 3 år udviklet på butikken, både mht. til de fysiske rammer og i forhold til varelageret. Personalefaciliteterne er blevet shinet godt og grundigt op, og så har Susanne, Annette og butikkens tredje pige, Ann, etableret et rigtig fint ’ringhjørne’, hvor folk i giftetanker kan sidde i fred og ro med en af butikkens medarbejdere og få en god dialog om vielsesringe, prøve til og se butikkens udvalg over en kop kaffe og et lille glas.

-Folk er ved at få øjnene mere og mere op for vores ’ringhjørne’, og vi får superfin respons på tiltaget, fra de folk der har været i ’ringhjørnet’ – også på de sociale medier. Vi kan også efterkomme specielle ønsker, idet vi også giver mulighed for at folk kan designe deres egne ringe. Så der er mange muligheder i vores ’ringhjørne’, og det handler jo om at give vores kunder den allerbedste service, vi kan, pointerer Susanne.

Butikken har etableret et såkaldt 'ringhjørne', hvor man over en kop kaffe sammen med en af de tre piger i butikken, Ann, Annette eller Susanne, kan sidde i fred og ro og finde frem til de vielsesringe, man måtte ønske sig. Foto: Jim Hoff

Har udvidet varelageret med 25 procent

Hun har ud over 27 års erfaring som ejendomsmægler også en baggrund som bankuddannet i Provinsbanken i Hjallese på Fyn, og derfor ligger det lige til højrebenet, at det er Susanne, der står for butikkens regnskaber.

-Samtidig med at jeg sidder og pusler med butikkens tal og økonomi, får jeg også en rigtig god føling med markedet og en god fornemmelse af, hvilke produkter der er relevante at have i butikken. Det betyder, at vi kan have fokus på at have de rigtige varer på hylderne, og vi har i min tid da også forøget varelageret med 25 procent, så der er mere at komme efter. Vi kan jo ikke sælge noget, vi ikke har, konstaterer Susanne med et stort smil.

Masser af fine events

Ud over den daglige butiksdrift tilbyder butikken også forskellige events for kunderne – både i butikken og ude af huset. Mandag den 28. oktober er der således inspirationsdag i butikken fra klokken 15-00-18.00, hvor man kan blive inspireret til at skave personlige og farverige kombinationer med smykker fra Heide Heinzendorff, og der vil også være lidt godt til ganen i den anledning.

Onsdag den 13. november inviterer Susanne og pigerne så folk ind på Diagonalkroen, hvor der afholdes Mads Z Event. Her får man besøg af smykkedesigner Mads Ziegler fra Mads Z, og han vil holde et oplæg omkring smykkedesign og tidens trends.

-Her har man mulighed for at vinde en lækker smykkepræmie, og derudover får alle gæster en lille goodiebag med hjem. Vi starter op med lidt tapas og et glas vin/øl/vand, og billetterne til denne event kan købes her i butikken. Der er et begrænset antal billetter i udbud, da vi gerne vil holde det eksklusivt og i en intim og hyggelig stemning, siger Susanne.

Hun henviser i den forbindelse til den nyindrettede Mads Z-afdeling i butikken, hvor man kan få en forsmag på de produkter og varer, den danske smykkedesigner producerer.

Susanne Sandholm (tv.) og Annette Vilstrup inviterer til en hyggelig aften med smykkedesigner Mads Ziegler på Diagonalkroen den 13. november. Foto: Jim Hoff