Stafet for livet-toget kører for 11. gang — med spændende nyheder!
Styregruppen for stafetten i Billund kommune melder klar til endnu engang at afholde den traditionsrige weekend fyldt med masser af aktiviteter for deltager i alle aldre!
Af Niels Pedersen Stafet for Livet Filskov
FILSKOV: Det foregår som altid på Filskov Stadion, og denne gang er det d. 7-8. september fra kl. 11-11.
Af det store program kan nævnes, at det igen i år er lykkedes arbejdsgruppen at få de mange solister og aktører, musikere m.v. til at stille op i den gode sags tjeneste, helt uden vederlag!
Der bliver masser af aktiviteter man kan deltage i - udover naturligvis det allervigtigste, at gå eller løbe en masse runder på de 3 ruter, for dermed at indsamle mange gode kroner til Kræftens Bekæmpelses vigtige arbejde i kampen mod kræft.
Der er lige nu tilmeldt 18 hold, og mere end 300 deltagere, 63 fightere, og flere kommer til løbende, så det tegner rigtig godt! Vi har plads til mange flere, så man skal endelig ikke holde sig tilbage, og er man forhindret, kan man jo fortsat støtte et hold eller en deltager, det foregår alt sammen inde på stafettens hjemmeside. Vi hjælper meget gerne med tilmeldingen
Åbningen sker lørdag kl. 11.00 anført af den gule fighterbil og Legoland Billund Garden. Privatfoto
Massevis af gode – og nye - aktiviteter
Åbningen sker lørdag kl. 11.00 anført af den gule fighterbil, Legoland Billund Garden og de mange fightere efterfulgt af alle deltagerne. Efter første runde sendes balloner til vejrs, som symbol på at sygdommen sendes væk, og så starter den store stafetweekend.
Alle fighterne bliver forkælet med en lækker fighterfrokost inden de også kan tage del i alle aktiviteterne. Der bliver også i år både 24 minutters børnestafet, stenmaling, tryllekunstner, tombola, bankospil, stafetlotteri, wellnesstelt med både frisører, fodterapeut og massører, som alle arbejde gratis i dagens anledning. Så behandlingens pris går ubeskåret til Stafet for livet.
Af nye aktiviteter kan nævnes et børnehospital, hvor alle børn og barnlige sjæle kan få lavet sundhedstjek på deres medbragte bamser, og derudover kommer 5 unge mennesker fra Hinnum Cut og laver opvisning i sportsgrenen Combat Archery (bueskydningskamp med ufarlige pile). Alle er velkommen til at afprøve denne disciplin, og om natten er dette også muligt inde i Viadukthallen.
Der kommer 5 unge mennesker fra Hinnum Cut og laver opvisning i sportsgrenen Combat Archery til Stafet for livet. Privatfoto
Musik og kaffebord
Musik fra scenen bliver i år med bl.a. gospelkoret Gospel by choice, David Westen Rasmussen og Naja Storbjerg med flere. Midt på eftermiddagen er der dømt stort kaffebord i Viadukthallen, hvor man kan sætte tænderne i lækre kager, som er sponsoreret af virksomheder i kommunen Det er altid et tilløbsstykke.
Bliver man sulten så står Viadukthallen s café og personale klar med et stort udvalg af lækkerier både undervejs, til aftensmaden, til natmaden og til morgenmaden om søndagen! Lørdag aften er der som sædvanlig en stemningsfuld lysceremoni, hvor der tændes lys i de mange lysposer, som man kan købe og dekorere i lysteltet.
Poserne kan også købes online allerede nu, og så er der frivillige der skriver og tegner på dem, og de bliver så stillet op ved ceremonien. Efter en kort tale er der solosang, efterfulgt af en stillerunde før stafetten atter kører natten igennem indtil det hele slutter søndag formiddag klokken 11.00.
Så der er rig mulighed for at tage del i en spændende weekend fyldt med kærlighed, hyggeligt samvær, og ikke mindst at være med i den fælles kamp mod kræften. Kort sagt — kom med til et døgn der bevæger.
Styregruppen svarer meget gerne på evt. spørgsmål, og tilmeldingen er åben helt indtil stafetten slutter! Det sker på www.stafetforlivet.dk/billund