Sidste nat med loppekliken: Det var både tungt og befriende

Fredag den 20. oktober klokken 14.00 gik dørene op ned til Ikærhallen, til det der blev en historisk event. Det var nemlig sidste gang, at FDF’erne i Give afholdt det ellers vildt traditionsrige loppemarked. 51 gange blev det til, inden foreningen bukkede under for tidens beklagelige trend med en udpræget mangel på frivillige.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk   

GIVE: De store loppemarkeder i Danmark, og sådan et har FDF’ernes loppemarked i Give været i en menneskealder, har traditionelt altid været mindst lige så velbesøgte som de store festivaler. Sådan blev det også her i historiske 2023, hvor det var sidste gang, at FDF’erne åbnede portene til Ikærhallen for det store to-dagens loppemarked.  

Årsagen til at det blev “sidste nat med loppe-kliken" finder vi i den triste kendsgerning, at det simpelthen er blevet for svært at skaffe frivillige hænder, når det kæmpestore og arbejdstunge loppemarked skal håndteres både før, under og efter selve arrangementer. Dermed er det blevet en event, der slidt voldsomt det trofaste regiment af “Tordenskjolds Soldater”, der virkelig smider et ocean af frivillige timer i projektet. 
De udfordringer kan du læse mere om her.  

Ingen styrt ved indgangen i år 

Fredag den 20. oktober klokken 14.00 sharp blev dørene ned til Ikærhallen slået op, og så gik der for alvor hul på den lange kø ude foran hallen og ventede på at komme ned i hallen og gøre deres livs fund. I timerne før havde FDF’erne og deres hjælpere haft travlt med at gøre hallen helt klar, og den stod knivskarp, da de første gæster med “handelsmord” i øjnene væltede mere eller mindre elegant ned af de 7 trin til hallen.  

I år slap vi, modsat sidste år, heldigvis for styrt og karambolage, og den store myretue af folk fik fordelt sig i en lind og ganske harmonisk strøm ud til de respektive steder, de havde udset sig som destinationen for deres første handler.   
Klar stod en hvidklædt kittelhær af sælgere og lyseblå FDF-hjælpere til at servicere denne flok af handelsparate indkøbere, der viftede med både kontanter og mobile pay-skyderen klar i hoftehøjde. 

I år gik det smertefrit ved indgangen, da dørene blev slået op. Men der var da fart på. Foto: Jim Hoff

Knud og Gurli: Trist det stopper nu 

Vi spoler lige filmen en god halv time tilbage.  
Avisens udsendte ankom til hallen klokken 13.15 i håbet om at få en p-plads. Men allerede her var alt, som i alt, totalt optaget. Folk parkerede både på p-pladsen, i skolegården, på fortovet, på græsplænerne ude foran hallen og skolen. Det havde været et sandt slaraffenland for en klassisk overmotiveret P-vagt at kigge forbi Ikærskolen/hallen denne fredag eftermiddag.  

Inde i hallen fik jeg en snak med nogle af de gode FDF’ere, både de ældre, de lidt ældre, de modne og så de unge om udsigten til, at dette var det sidste loppemarked i FDF-regi. 

-Jeg synes, det er trist, at det er kommet så vidt, at det må lukke. Vi har godt nok haft mange gode år med loppemarkedet og tjent mange penge. Der er meget arbejde med det, det ved vi godt, vi har jo selv prøvet det mange gange, og når der nu ikke er hænder nok, så må det jo desværre være sådan, lød det med triste miner fra de to FDF-koryfæer Gurli og Knud Eriksen, der også var på plads i hallen denne historiske sidste omgang med lopper.  

Lasse Brandt Thomsen dirigerer tropperne inden salget går løs i og omkring møbelafdelingen. Foto: Jim Hoff

Befriende det er slut 

I den anden ende af aldersskalane finder vi kredsleder Lasse Brandt Thomsen, der er gået den slagne vej fra aktiv FDF’er og direkte ind i ledelsen i gruppen i Give.  
-Jeg synes, at det er en stor befrielse, at vi nu ved, at det her er sidste gang. Der er simpelthen så meget arbejde med at drive et loppemarked, ikke kun her i dagene op til og under loppemarkedet, men også en masse weekenderne, hvor vi er ude på genbrugspladsen for at samle effekter sammen. Nu kan vi bruge kræfterne på nye ideer med at tjene penge, som er nemmere at håndtere, og som måske ikke kræver så mange frivillige, lyder pointen fra Lasse  

Vildt fedt når det kører 

Hans far, bestyrelsesformanden i FDF Give, Claus Brandt Thomsen, havde en underlig dobbeltrettet fornemmelse, i maven.  
- I løbet af ugen her, hvor vi har gjort klar og fundet effekterne frem til hallen, har vi faktisk gået og snakket om, at det her jo faktisk er rigtig sjovt det her. Der er et vildt godt sammenhold, humøret er højt, og det hele kører bare på skinner, så man får jo periodisk lyst til, at vi skal fortsætte med loppemarkedet. Men vi må bare erkende, at uanset hvor godt og sjovt det er, når det hele bare kører og det vælter ind med folk i hallen, så er det også en godt ting at vide, at vi ikke mere skal tænke på og knokle med at finde frivillige. Arbejdsbyrden, også den mentale, er simpelthen blevet for stor, det må vi bare ærligt indrømme, konstaterer Claus, alt imens der kaldes til samling i de respektive salgsgrupper, så alle kan få en gameplan at køre efter.  

Flot, flot tilslutning 

De to dage gik rigtig godt med masser af folk i hallen.  

- Fredag var som altid den største dag med rigtig mange folk, men der var også god tilstrømning lørdag, hvor vi jo også fik nye varer ind. Og i år ville folk give prisen, der var ikke så meget prutten om priserne, så det var da rigtig dejligt.  
- Vi har endnu ikke det endelige overblik over økonomien, men det er min klarer opfattelse, at vi igen kommer til at ligge med et overskud på de her 160-180.000 kroner, siger Lasse Brandt Thomsen. 

Der var masser af folk i hallen både fredag og lørdag til FDF'ernes sidste loppemarked. Foto: Jim Hoff

Rigtig flot punktum for godt 50 år med lopper i Give 

Lørdag stod den efter lukketid på oprydning, og her blev der kørt to 40 fods containere med overskudsloppeeffekter til Vejle Kommune. Derudover blev det til 2 vognfulde samt nogle trailere med gods til affald. 

- Det var ikke så slemt i år mht. overskud af varer. Vi fik også sendt en hel masse gods til Ukraine, hvor Anna fra Thyregod tog godt fra, så det var rigtig fint, at vi også kunne bidrage den vej rundt. Også fint samarbejde med diverse opkøbere, så det blev alt i alt et rigtig flot punktum for de 51 gange, FDF i Give har lavet loppemarked. Naturligvis er der vemodigt, at det er slut, men tiderne er som de er, og nu kigger vi fremad og forsøger at finde andre pengegivende aktiviteter, konstaterer Lasse.  

Med den begejstring og ildhu, som de lokale FDF’ere altid har lagt for dagen, er der ingen tvivl om, at de nok skal finde nye markeder. Og tak for flotte godt og vel 50 år med det store altid velbesøgte loppemarked i Give. Den præstation kalder på meget stor respekt! 

Du kan se en masse billeder fra dette historiske loppemarked HER

FDF'ernes bestyrelsesformand Claus Brandt Thomsen gør her klar til den store auktion med udvalgte effekter under hammeren. Foto: Jim Hoff