Så skal der hygges: Elkjærklubben inviterer på festlig eftermiddag med Ris Ras

Elkjærklubben i Grønbjerg-Langelund er klar med et nyt aktivitetsprogram, og noget af det første, man inviterer ind til en festlig dag i musikkens tegn med DJ Ris Ras fra Give.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GRØNBJERG: Hvis du er til rigtig god musik fra Giro 413-konceptet og bor i lokalområdet omkring Grønbjerg- Langelund, så skal du endelig bare læse med her. De aktive folk i Elkjærklubben er nemlig klar med et rigtig godt arrangement tirsdag den 15. oktober.

Her inviterer man nemlig ind til en rigtig hyggelig dag i sangens og musikkens tegn, hvor det er DJ Ris Ras fra Give, der stiller op i sin festlige partyjakke og med sit altid strålende humør.

Og ikke nok med det, så har han naturligvis også taget sit transportable musikstudie med og det populære Gire 413-koncept, så mon ikke de gode folk fra Grønbjerg-Langelund og omegn nok skal få brugt både smilemusklerne og stemmebåndene. Måske endda ligefrem på én gang.

-I forbindelse med at Ris Ras kommer og spiller for os, så vil der også være kaffe med boller og lagkage samt småkager, så god musik vi kender, hyggeligt kaffebord, det er da bare noget der duer, lyder det med et stort smil fra Sussi Lang fra Elkjærklubben.