Så kom Give endelig på tavlen: Besejrede oprykkerne fra Rødovre 4-2
Efter to nederlag i de to første turneringskampe var det ultimativt vigtigt for Give Tennisklubs elitedivisionshold at besejre oprykkerne fra Rødovre i sæsonens første hjemmekamp. En uvelkommen regnbyge udsatte kampe i 50 minutter, hvilket gav run på de gratis grillpølser i ”Gryden”.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
ELITETENNIS: Efter nederlag til Lyngby og KB, begge gange på udebane, stod der både pligtsejr og Rødovre på menuen, da Give Tennisklub sæsonåbnede Danmarks mest omtalte tennisanlæg ”Gryden” på Grundlovsdag.
Gives tyske kvartet havde slebet tennisketcherne, gode folk fra tennisklubben havde knoklet med at få gjort banerne klar efter tirsdag nats massive regnbyger, og vanen tro stod Vivi og Britta klar ved ”Gryde-grillen” med friskstegte grillpølser ad libitum til det tennis- og pølsesultne publikum.
Give stillede med Stefan Seifert 1, single, Frederik Press 2. single, Florian Barth 3, single og Leo Kim Schörner 4. single, og de var oppe mod henholdsvis Jonas Luetjen, George von Massow, Rasmus Schwarz og Jonas Schwarz.
Kampen afbrudt: Efter første serv væltede regnen ned
Alt var timet og tilrettelagt, og tilskuerne trillede stille og roligt ind i ”Gryden”, fik sig sat på stolesæderne, og klokken 15.00 plus det løse gik 1. og 4. single så i gang. Troede vi alle sammen, for efter blot ét slag, gik der hul på junihimlen over Give, og så sprintede såvel spillere som tilskuere i ly for regnen i og udenfor klubhuset.
Regnen var massiv, og det var den arbejdsindsats som tennisklubbens folk leverede med at suge vandet op fra de dyngvåde baner, med at jævne ud og med at smide nyt grus på banerne, der hvor det så værst ud. Det var godt teamwork, og efter 45 minutters forsinkelsen kunne kampene så endelig gå i gang.
Kampen mod Rødovre blev afbrudt i cirka 45 minutter pga. en massiv regnbyge. Heldigvis var der masser af læ - og gang i grillen. Foto: Jim Hoff
Stærkt udlæg af Give
Give lagde stærkt ud med at vinde 1. og 4. single ved hjemmebanedebutant Stefan Seifert, der i sikker stil vandt 6-3, 6-2 over Jonas Luetjen. Leo Kim Schörner besejrede Jonas Schwarz med 7-5, 6-1, og dermed var der linet op til en god dag i ”Gryden” for hjemmeholdet.
Florian Barth tog handsken op i 3. single og slog sikkert sin modstander Rasmus Schwarz med stilsikre 6-1, 63, men desværre kunne den omvandrende maskinkanonserver, Frederik Presse ikke følge trop, idet han tabte 6-3, 6-3 til George von Massow.
I det to doubler blev det til en sejr til hvert hold, og dermed endte det med en 4-2 sejr til Give. Frederik Presse og Florian Barth besejrede Jonas og Rasmus Schwarz, mens Leo Kim Schörner og Stefan Seifert tabte meget klar til med 6-1, 6-2 til Jonas Luetjen og George von Massow.
Leo Kim Schörner sørgede for en sikker sejr i 4. single. Foto: Jim Hoff
GTK på rækkens 7. plads – nu venter et brag i Esbjerg på lørdag
Efter der nu er spillet 3 runder i turneringens grundspil indtager Give nu rækkens 7. plads, hvilket placerer holdet under den røde nedrykningsstreg. Dette kan der rettes op på allerede på lørdag, når turen går til Esbjerg, der indtager rækkens 5. plads med 1 point mere end Give. En sejr over de esbjergensiske oprykkere er dermed et must i bestræbelserne på af komme væk fra nedrykningsmudderet.
Efter 4. runde er der så pause frem til den 7. august, hvor Give på hjemmebane skal møde HRT, der pt. indtager rækkens sidsteplads med 4. points.
Gives fire tyske spillere Frederik Press, Florian Barth, Leo Kim Schörner og Stefan Seifert venter her utålmodigt på, at regnvejret skal stoppe. Foto: Jim Hoff