Så gik den ikke længere: Give må en tur ned i jyllandsserie 2

Fredag aften blev det definitivt cementeret, at Give Fremads flagskib, jyllandsserie 1-holdet, efter sommerferien spiller i jyllandsserie 2. Det blev en kendsgerning efter et selvforskyldt 2-0 nederlag til Bredballe, hvor værterne specielt i to situationer var alt for gæstfrie i en ellers meget lige kamp.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

FODBOLD: Give Fremads jyllandsserie 1-mandskab havde kniven for struben, inden de fredag aften løb på banen mod Bredballe, der også var under pres i forhold til at fastholde håbet om at nå rækkens 2. plads og dermed ryge med i kvalifikationsspillet om en oprykningsbillet.

Tirsdag aften havde de to hold mødt hinanden i pokalen, hvor Give tog fusen på Vejle-klubben og vandt 4-2 og dermed ”er på vej ud i Europa”, sagt med glimt i øjet. Her brillerede ikke mindst Gives angriber og topscorer, Jakob Kristensen, så han var uden tvivl på taktiktavlen i Bredballeoptakten inden braget på Waldstadion fredag aften.

I Bredballe elsker man Rock under Broen

Men den brik kunne Bredballes trænerduo Ronni Laursen og Sebastian Hallen godt pille af taktiktavlen igen, for samtidig med, at de to hold løb på banen fredag aften, havde Give-topscoreren sat sig til rette til Rock Under Broen for at nyde musikken fra Magtens Korridorer, Rasmus Seebach og Suspekt. Dette skaktræk kunne man sagtens leve med i Bredballe-lejren, mens man på grøn stue nok følte sig noget vingeskudt op til en kamp, der kunne ende med en sur nedrykningsbillet i tilfælde af et nederlag.

Give stillede op i en 3:5:2 opstilling med Magnus Bitsch og Kristoffer Larsen på top, mens der var blevet plads i startopstillingen til klubbens nye spiller, Martin Nørskov, der er kommet til Give fra Gauerslund via en smuttur/dannelsesrejse til Australien. Han indtog pladsen som 6’er på den defensive midtbane, og der er ingen tvivl om, at Nørtoft er en forstærkning af holdet.

Desværre skulle han få en uheldig hovedrolle i kampen; det vender vi tilbage til lidt senere.

Gives nye spiller, Martin Nørtoft, er en klar forstærkning af Gives midtbane, men han havde desværre en uheldig rolle i kampen mod Bredballe.Foto: Jim Hoff

Holdene neutraliserede hinanden

Give havde defensiv fokus på at lukke ned for Bredballes angrebsraids over højresiden, mens gæsterne havde et mere end vågent øje på de to Giveraketter, Kristoffer Larsen og Magnus Bitsch up front. Der blev ikke levnet ret meget bagrum til de to angribere at boltre sig i. Omvendt havde Gives tremandsforsvar med god assistance fra de to wingbacks godt styr på gæsternes offensive impulser, og dermed var blueprintet til en ret chancefattig 1. halvleg på plads.

Efter 45 minutter, og en ganske fin fodboldkamp med flere gode tendenser på bolden fra begge hold, viste måltavlen stadig 0-0, og det var efter spil og chancer ganske passende. Det lignede en kamp, hvor en dødbold eller en fatal fejl skulle afgøre sagen.

Mål ændrer kampe – og det gør fejl også

Og sådan blev det – desværre for Give. For hjemmeholdet leverede to fejl i defensiven, der kom til at koste sejren. I det 51. minut sendte Martin Nørskov en bold i fødderne på en Bredballemand, der løb gennem Givedefensiven og serverede en sukkerball for sin makker Rasmus Bech Andersen, der nettede til 1-0. Hårdt slag for hjemmeholdet, også mentalt, fordi man havde spillet en god kamp, hvor muligheden for de tre points absolut var indenfor rækkevidde.

Efter scoringen forblev kampen ganske lige uden de helt åbenlyse målchancer. Det var egentlig meget kontrolleret fra begge sider, og selv om Give spillede pænt med bolden og leverede energi i mange aktioner, så savnede man den sidste fandenivoldskhed og ultimative sult efter de tre points. Klassisk for et hold, der har manglet medgang og momentum gennem hele sæsonen – det handler om selvtillid og stærk tro på tingene, og den slags opnår man kun via sejre og solide ryk i tabellen i den rigtige retning.

Fejlbeslutning førte til 0-2

Det definitive dødsstød blev sat ind af Bredballes Noah Weng, der i det 88. minut udnyttede en fejlbeslutning af Give ellers bundsolide stopper, Kasper Larsen, der forsøgte at trække en modspiller med bold offside ved at løbe frem i banen forbi sin modstander. Denne vinkel på offside er dog ikke indført endnu – så det blev til en friløber til Bredballespilleren, der takkede og bukkede for tilbuddet og scorede til 2-0.

Retfærdigvis skal det siges, at Larsen havde hele to fremadstormende fri modstandere at forholde sig til, så han var også solgt af sine kolleger i situationen, hvor han bare skulle have bakket og afventet hjælp.

Her scorer Noah Weng til 2-0 til Bredballe efter en 'gratis' friløber gennem Gives forsvar. Foto: Jim Hoff

Kampen et billede på hele sæsonen

Nuvel, med 2-0 nederlaget er Give definitivt rykket ned i jyllandsserie 2 efter en svær sæson som nyoprykker i en række med mange virkelig gode hold. Givetræner Kasper Bach-Jensen erkender nederlaget og nedrykningen, men ærgrer sig over resultatet mod Bredballe.

-Jeg synes, vi gør alt rigtigt i aften, men igen har vi, som det har været tilfældet gennem hele sæsonen, ikke marginalerne med os. Vi får fejlagtigt annulleret en scoring, der kunne have bragt os foran 1-0 og dermed givet et helt andet kampbillede, vi laver to fejl, som Bredballe udnytter. Det har meget været historien om vores sæson.

Nu handler det om at slutte godt af

-Vi får lavet en række gode omstillinger, hvor vi også er farlige, men desværre uden slutprodukt. Nu handler det om ikke at falde sammen som hold og at holde fanen højt i de to sidste kampe, selv om vi er rykket ned. Vi skal slutte godt af og signalere, vi er klar til efteråret, hvor det handler om at vende tilbage. Jeg synes, vi har lært meget i denne her række, vores spil med bolden er blevet bedre, spillerne har fået rutine fra en højere række, og det skal vi tage med ind i den nye sæson efter ferien, pointerer Kasper Bach-Jensen.

Gives man of the match blev midtbanespiller Jeppe Jørgensen foran Kristofer Larsen og Mathias Bargmann.

Give spiller torsdag den 13. juni på udebane mod Aarhus Fremad og slutter af den 23. juni på hjemmebane mod rækkens bundprop, Odder.

 

Gives dygtige midtbanespiller Jeppe Jørgensen blev valgt til Man of The Match - desværre måtte han udgå med en skade i lysken efter 70 minutter. Foto: Jim Hoff