Så er programmet til Give Lystanlægs 100-års jubilæumsfest klar
I år fylder Give Lystanlæg 100 år, og det fejres lørdag den 31. August med et brag af en jubilæumsfest i tæt samarbejde med Give Festival. Dermed er der lagt op til en byfest næsten som i de go’e gamle dage.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
De sidste årtier har der været slukket for Anlægsfesten, der fil sin start helt tilbage i 1924, mens Give Festival, der også er en vigtig del af anlæggets dna, har kørt stålsat videre og kunne i 2023 fejre 40-års jubilæum, hvilket blev fejret med et brag af en fest.
Nu er der så 100-året for Anlægsfesten, der skal markeres, og på den konto er Give Lystanlæg og Give Festival gået i tæt samarbejde om at lavere en 100-års jubilæumsfest i Give Lystanlæg lørdag den 31. August.
Den store festdag starter allerede klokken 9.00 - 11.00 med morgenmad på Torvet med Give Handel og Erhverv som tovholdere. Der vil være flagallé i byen, ligesom byens butikker åbner allerede klokken 9.00 denne festdag. Cirka klokken 11.00 drager man så i fælles procession til anlægget med FDF’erne og et tamburkorps i spidsen.
Foto: Jim Hoff
Vil skabe en fest for alle
Og det er så her alle festlighederne for både store og små starter.
-Vi stræber efter at skabe en fest for alle, store som små, denne dag. Der er sørget for underholdning og tiltag hele dagen, og festivalen udvider endda med en ny bar, en cykelbar fra 15.00 til 21.00. Den kommer til at stå oppe på bakken lidt inde i skoven, og her kan man i et lille hyggeligt aflukket område nyde en god Hancock-øl og der er også drinks til pigerne her, siger Thomas Klinke og Benny Karlskov fra bestyrelserne i henholdsvis Give Festival og Give Lystanlæg.
Klokken 18.00 er der indbudt til spisning i Give Lystanlægs festtelt.
-Vi har i første omgang afsat plads til 250 gæster, men vi kan altid udvide med en ekstra sektion, hvis billetsalget til spisningen stikker helt af, og når selve spisningen og underholdningen er vel overstået, vil der blive spillet op til dans, fortæller Benny.
Klassisk start med rundstykker på Torvet
Vi bringer herunder dagens program, så du kan danne dig et overblik over dagens mange fine nedslag og festlige aktiviteter.
Torvet klokken 9.00-11.00 gratis morgenkaffe og rundstykker på Torvet med livemusik, tovholder Give Handel og Erhverv.
Torvet-Anlægget klokken 11.00: Fælles procession til anlægget med Juelsminde Pigegarde og FDF Give i front.
Foto: Jim Hoff
Programmet for scenen:
13.00 - 13.15: Velkomst
13.30 - 14.30: Mikkel Rugholms Trylleshow
14.30 - 15.00: Daniel “Hoffe” Hoff – stand up
15.00 - 16.00: Maria And The Boomers
17.00 - 17.45: Shaked Sanity
18.30 - 19.15: Hvem er Alf?
20.00 - 20.45: Kuko De Kobra
21.30 - 22.15: Rocker Dogs
23.00 - 24.00: Ud under åben himmel
Programmet for teltet
12.00 - 13.00: Bankospil
16.00 - 17.00: Møllers Trio
17.45 - 18.30: Trajve
19.30 - 20.15: Freche Bande
20.45 - 21.30: Sunset River
22.15 - 23.00: Mikkel Lyn
24.00 - 02.00: Dansetid
Billetterne til spisningen i Andeteltet kan købes efter først-til-mølle-princippet hos revisor Erling Lund, Vestergade.