Så blev juletræet pyntet: Sommerfuglene fra Grønborgvejens Børneunivers hyggede julen i gang i Brugsen

Det kan godt være kalenderen kun siger november, men vi ved det jo godt: Nu er det snart jul. I den forbindelse har Brugsen i Give lavet alletiders fine juleafdeling i forhallen, og her er det en flok juleglade sommerfugle, der har fået æren af at pynte det fine juletræ.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

JUL I GIVE: Fredag formiddag den 1. november kom julen for alvor til Give, da en flok herlige børn fra Grønborgvejens Børneunivers indtog forhallen med en masse flot hjemmelavet julepynt. Missionen var klar: Det godt 2 meter høje juletræ skulle pyntes – og det blev det efter alle julekunstens regler.

På forespørgsel fra uddeler Claus Villumsen havde 28 børn fra Sommerfugle-gruppen hos Grønborgvejens Børneunivers været i gang i cirka 14 dage med at fremstille julepynt til det store juletræ, og helt i tidens ånd havde de unge mennesker brugt en del genbrugsmaterialer til deres fine juleproduktion.

Så er træet pyntet med pynt og gaver. Så kan nissen godt se at finde den røde dragt frem og rensdyrkanen frem. Foto: Brugsen

Genbrug til det grønne træ

-Vi har for eksempel brugt toiletruller til at lave rensdyr og julemænd, og selvfølgelig er der også brugt klassisk karton til klippe-klisterierne. Børnene er gået op i det her projekt med liv og sjæl, og selvfølgelig havde vi travlt, idet vi havde 14 dage til opgaven. Men det gik fint, ja faktisk troede vi første at juletræet var 3-4 meter højt, så vi var ikke sikre på, at vi kunne nå at lave så meget julepynt.

- Heldigvis havde et par af børnene ”smugkigget” på juletræet et par dage før, vi skulle pynte det, og de sagde til os, at ”det slet ikke var så stort, som vi troede”. Og godt for det, for den mængde pulepynt vi havde lavet, passede lige nøjagtigt, fortæller pædagog Hanne Schmidt Hansen.

Fin opgave for Sommerfuglene

Efter at børnene på festlig vis havde pyntet juletræet, var Brugsen gavmilde værter for en gang juice, lidt snolder og julehygge mede børnene, så julen blev for alvor  tændt op denne hyggelige fredag.

-Da vi fik buddet på at levere julepynten til juletræet, sagde vi selvfølgelig straks ja. Det er en rigtig fin opgave for vores Sommerfugle, vores 5-årige førskolebørn, som jo kan rigtig mange ting selv. De er gået til sagen med stor iver, og der er blevet klippet og klistret løs i de her 14 dage, hvor der er også er blevet lavet en rigtig lang guirlande, som har ligget på gangene, indtil den skulle rundt om juletræet i Brugsen. Nu føler vi jo, at vi har et slags ejerskab i juleafdelingen i Brugsen – og det er faktisk ret så hyggeligt, konstaterer Hanne med et stort julesmil.

 

 Fotocollage: Jim Hoff og Brugsen Give