Rotary og Lions sender tre minibusser til Ukraine - og de bliver derovre 

Natten til fredag trillede tre minibusser afsted fra Give med GPS’en indstillet på Lviv i Ukraine med de tre friske danske chauffører Knud, Viggo og Knud ved rattet. En samlet last til en værdi af 145.000 kroner og med stor humanitær værdi. 

Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk 

VELGØRENHED: Lions Club og Rotary Give har fundet hinanden i et rigtig godt samarbejde, hvor det handler om fælles front i forhold til nødhjælp til det krigshærgede Ukraine. 

Sammen med gode medspillere er der fundet midler til at sende3 varebiler/minibusser til Ukraine med en del nødrationer i bagagen. 

-De tre biler bliver i Ukraine, hvor de skal ud og gøre gavn forskellige steder. Samlet set har det kostet 145.000 kroner det projekt her, og det er kun takket være gode folk, at vi har fået samlet de her penge sammen. 

-Hoven Energi - og udviklingsfond ved Åse Grønbæk har doneret 45.000 kroner, hvilket virkelig er vildt imponerende. Rotary (os i Give og internationalt) stiller med 25.000 kroner, og resten er fundet via gode lokale sponsorer, heriblandt Jelling Teatergruppe, som jeg selv er en del af. De har doneret 5.000 kroner, fortæller den lokale nødhjælpsildsjæl, Viggo Nørtoft, der også er medlem af Rotary Give, og som har taget turen med nødhjælp til Ukraine flere gange siden krigen startede tilbage i februar 2022. 

Østpå i bus, hjem med fly 

De tre biler er udstyret med logoer for Lions, Rotary og Hoven Energi- og udviklingsfond, men her skal vi lige pointere, at det er de internationale foreninger, der nævnes. 

-Der findes desværre folk, for hvem vores nødhjælp til Ukraine er en torn i øjet, så vi skilter ikke med, at hjælpen kommer her fra Give, forklarer Viggo. 

Han er selv en af de tre chauffører, der via Polen skal køre de tre biler til Lviv i Ukraine. De to andre er Knud Smith fra den lokale Rotary klub i Give og den tidligere politimand Knud Nørup fra Tarm. Når bilerne er leveret hos Rotary i Lviv, tager de tre danske chauffører et fly hjem til Danmark. 

Tre minibusser til 3 forskellige byer 

Den ene bil skal til Pavlograd i det østlige Ukraine, hvor det er bystyret, der overtager bilen. Her skal den bruges til at transportere/evakuere byens mange ældre rundt. Samtidig er der også en del rollatorer og rullestole med i lasten. 

En anden af bilerne skal til Dnipro sydøst for Kiev, hvor den skal gøre gavn ved et militært rehabiliteringscenter for sårede soldater, mens den sidste minibus skal til Kharkiv. 

Tidligere har Rotary Give fået transporteret et løbebånd fra Kom og Træn til Ukraine, og løbebånd nr. 2 er også på vej. Begge løbebånd har man købt af Kom og Træn i forbindelse med at det lokale fitnesscenter flyttede fra Ikærskolen til det nye idrætscenter.  

Hoven Energi- og udviklingsfond donerer 45.000 kroner

Fredag aften var medlemmer fra Rotary og Lions samlet på Torvet i Give for at ønske de tre chauffører god tur østpå. Til stede var også Åse Grønbæk der er formand i Hoven Energi- og udviklingsfond, hvorfra man har hentet 45.000 kroner.  

De tre biler satte afsted i den gryende morgenstund ved 5.00-tiden med hjertet på rette sted, varm kaffe i termokanderne og gps’en sporet ind på Lviv tæt på den polske grænse. 

Stærkt at Give har foreninger og folk, der yder denne her slags fine velgørende og humanitære arbejde. Giv lige en thumbs up, næste gang i Møder Viggo og Knud. 

Aase Grønbæk, der er formand i Hoven Energi- og udviklingsfond havde taget turen til Give for at være med til at sende de tre chauffører til Ukraine med de tre minibusser. Fonden har doneret flotte 45.000 kroner til det gode formål. Foto: Jim Hoff

Billeder