Rasmus Nielsen: At afløse Richard Østerballe er som at afløse Laudrup på landsholdet 

Efter at den officielle talerække var kørt gennem ved Richard Østerballes afskedsreception, var det den nye zoodirektør, Rasmus Nielsen, der fik overladt mikrofonen. Han lagde ud med en analogi fra sportens verden, hvorefter Østerballe sluttede af med at overrække den nye mand i chefstolen en tryllestav. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVSKUD: Analogier fra sportens verden, ikke mindst fodboldens. Er meget ofte brugt i forskellige sammenhænge, og da Givskud Zoos nye direktør, Rasmus Nielsen, skulle holde tale for sin forgænger, Richard Østerballe, var det netop oratoriske tricks fra denne fine skuffe, der blev hevet frem.  

Nøglespiller a la Laudrup 

-I 1986 scorede Michael Laudrup et drømmemål til 3-1 mod Uruguay, og i 1998 var Laudrup igen på spil, da han vippede Ebbe Sand fri til scoring med den klassiske Laudrup kigge-væk-finte. Her er der tale om en mand, der har været nøglespiller på landsholdet gennem en årrække - og Richard du har været en nøglespiller a la Laudrup her i Givskud Zoo gennem mange år.  

-Du har sat dybe aftryk her i parken og lokalt i byen. Du har sat spor nationalt og internationalt, du har en stor viden om alt i parken og om medarbejderne, og du er kendt for dit engagement i det lokale foreningsliv, også som fodboldspiller.  

-Jeg tænker, min tilgang til mit job her, hvor jeg skal afløse dig er lidt som at gå til gå-fodbold. Det skal foregå i et roligt tempo, jeg skal lære spillet at kende og lære mine holdkammerater at kende, konstaterede Rasmus Nielsen med et smil. 

 

Rasmus Nielsen lavede en fin analogi omkring sin situation som den, der skal afløse Richard Østerballe. - Det svarer til at afløse Michael Laudrup på landsholdet, mente den nye direktør med et smil på læben. Foto: Jim Hoff

Hvordan afløser man lige Laudrup? 

Han kom så ind på, hvordan det må være at skulle afløse den danske zoo-verdens svar på Michael Laudrup. 

-Andre end Michael Laudrup haf efterfølgende gjort det godt på landsholdet. Men det er bestemt svære sko/fodboldstøvler at skulle fylde ud, og der skal nok komme nogle fejlafleveringer. Men det bliver bedre, og jeg skal nok få scoret et mål eller to. Det her er en proces jeg glæder mig til at sætte i gang sammen med medarbejderne. 

-Og Richard, nu vender du jo hjem. Du kom fra Viborg, og nu vender du hjem igen. Jeg har tænkt mig over, hvad jeg skulle give dig i gave. Noget med natur og kunst. Min svigerfar Erland har inspireret mig til gaven, som er et kobbertryk af et stykke natur i Hanherred, lidt symbolik på din indsats for naturen, Richard.  

Kærlige presbolde til den nye direktør 

Gaven blev overrakt under bifald, og så tog Østerballe over med sine sidste officielle ord som zoodirektør. Og det var med glimt i øjet, og for at blive i fodboldens verden en skævert af en aflevering, der kunne minde om en rigtig presball a la Stig Tøfting. 

-Først og fremmest en stor tak for alle de pæne ord og gaverne. Nu kan jeg officielt overdrage jobbet til dig. Jeg tror ikke, at fodboldstøvlerne kommer til at klemme, da du går i større sko end mig. Nu er det op til dig at sørge for, at Givskud Zoo holder kursen, og at I kun leverer et underskud, hvis det er nødvendigt. Jeg forventer, at når jeg fylder 90, at I har 550.000 gæster fast hvert år i dyreparken, og at Givskud Zoo er et internationalt fyrtårn 

-For at gøre det projekt lettere for dig, vil jeg nu officielt overrække dig den tryllestav, jeg har gjort brug af gennem årene, så kom lige herop, kære Rasmus. 

Richard Østerballe overrakte sin "tryllestav" til Rasmus Nielsen, nemlig nøglen til Givskud Zoo ledsaget af en masse humoristiske presbolde om parkens fremtid og udvikling. Foto: Jim Hoff

Østerballes tryllestav 

Det viste sig, at tryllestaven var en klassisk kæmpestor analog middelalderborgsagtig nøgle, og dermed var den nye mand i dyreparken officielt lukket ind i det forjættede land ved navn Givskud Zoo –Zootopia. 

Dejlig jordnært og med en god gang befriende humor fra begge de herrer her i afskedens og velkomstens stund af blandede følelser - og det kvitterede selskabet da også for med lange stående klapsalver.  

Herefter var der dømt uofficielt hygge rundt ved bordene, og hvis der lige nøjagtigt denne fredag var lidt ekstra stille i såvel løveanlægget som i gorillaanlægget, ved vi nok godt hvorfor!  

 

Af de ansatte fik Østerballe overrakt dette flotte farverige maleri, der jo i høj grad signalerer, hvad det er, han har beskæftiget sig med i mange år. Foto: Jim Hoff