Nyt stærkt foreningstiltag: Gadbjergs Venner skaber liv i byen 

Der er lanceret et nyt stærkt samarbejde mellem 3 af Gadbjergs Foreninger, hvor det helt grundlæggende handler om byens ve og vel og udvikling. Den nye arbejdsgruppe er i gang og har flere ideer og tiltag i støbeskeen. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GADBJERG: Der er spændende nyt fra foreningslivet i Gadbjerg, hvor tre af byens foreninger har slået pjalterne sammen. Det er Borgerforeningen, Margrethe Club og Gadbjerg IF, som har fundet hinanden, og som har dannet arbejdsgruppen ‘Gadbjergs venner’ med det noble formål at skabe liv og aktiviteter i Gadbjerg. 

Triumviratet bag Gadbjergs Venner er Nette Linde, formand i Gadbjerg IF, Ole Lange, formand Borgerforeningen og Torben Pedersen fra Margrethe Club. 

Tanken om ny stærk samlende forening opstod over en kop øl 

Avisen har talt med Nette Linde, der udover Gadbjerg IF også er tilknyttet Margrethe Club, og hun kan fortælle, at tanken og effektueringen af “Gadbjergs Venner” kom i forbindelse med gode snakke i hyggeligt lag.  

- Vi sad nogle stykker fra de forskellige foreninger og snakkede over en kop øl eller to. Vi kunne jo godt se, at der blev afholdt forskellige sociale arrangementer i byen af både Margrethe Club, Borgerforeningen og andre foreninger. Vi fandt frem til, at det da var det smarteste, at vi gør de her ting sammen som by og ikke hver for sig. Det handler om at forene kræfterne og på den måde at skabe flere og større events, forklarer Nette.  

Sommerfesten genoplives 

Derfor er det nu en kendsgerning, at Gadbjergs venner i fremtiden i fællesskab vil arbejde at stille sommerfesten på benene igen. En event, der har ligget i dvale nogle år, både på grund af lidt stilstand samt coronaen. 

- Sommerfesten skal vi bare have gang i igen. Det var da noget af det, vi lagde mærke til, da vi skulle flytte til Gadbjerg for et par år siden, og som vi fandt spændende ved byen. Kampen mellem land og by, som var en del af sommerfesten, så vi da frem til at være en del af. Jeg har dog personligt aldrig oplevet sommerfesten, da den desværre lukkede ned, men nu skal den op at køre igen ud fra devisen ‘lidt men godt’, forklarer Nette, der kan tilføje at Gadbjergs Venner også vil stå i spidsen for julefrokost og festival i byen. 

Tjener gode penge ved Rock i Byparken 

Den nye forening er selvfinansierende og booster økonomien med en tjans til Rock i Byparken med salg af drikkevarer, som giver en indtjening til de andre arrangementer. 

 -Vi har lavet en fordeling, der ser således ud: 15 procent af vores penge går til hver af de tre foreninger. Så giver vi 15 procent til sommerfesten, så man her kan sætte lidt ekstra sejl ind i events/underholdning osv. De sidste 40 procent ligger i en pulje, som det er muligt at søge midler fra en gang årligt. Disse midler uddeles med blik for, at de kommer flest mulige til gavn, at de medvirker til at skabe byforskønnelse, og at de medvirker til at gøre Gadbjerg til en attraktiv by, forklarer Nette. 

Hun nævner da også lige i en hurtig bisætning, at Gadbjergs Venner så absolut også er en aktiv medspiller i forhold til at få etableret et togstop/trinbræt i Gadbjerg. Lykkes dette, så er man for alvor blevet Gadbjergs Venner.