Nyt nederlag til Gives jyllandsseriemandskab – men pilen peger den rigtige vej
Det blev til det tredje nederlag i træk for Give Fremads jyllandsseriemandskab, da holdet lørdag gæstede Fuglebakken og måtte se sig besejret med 2-0. På trods af nederlaget ser cheftræner Kasper Bach-Jensen dog fremskridt hos sit stadig skadesplagede og karantæneramte mandskab, der er ved at komme op i tempo.
Af Jim Hoff -jimhoff@voreslokalavis.dk
FODBOLD: 3. gang blev ikke lykkens gang for Gives JS 1-mandskab, der lørdag gæstede Fuglebakken KFUM i Aarhus. Hjemmeholdet kørte en i hvert fald på papiret sikker 2-0 sejr hjem med scoringer i det 4. og det 85. Minut - altså i kampens yderminutter.
Give måtte tage turen til kunstgræsbanen på Højlyngen i Aarhus Vest uden holdets anfører og forsvarskrumtap, Kasper Larsen, der sad ude med karantæne efter to gule kort mod EfB i sidste uge. Hans plads i det centrale forsvar blev overtaget af Jeppe Jørgensen, der ifølge Givetræner Kasper Bach-Jensen løste denne “vikaropgave” på bedste vis.
-Jeppe gjorde det til ug, men det er klart, at omrokeringer i et forsvar kan komme til at handle om manglende tydelighed i de indbyrdes afstemninger, og det var ret beset også det, der skete i det 4. minut, da Fuglebakken kom foran 1-0, første gang de overhovedet ankom i vores straffesparksfelt. Det var naturligvis ikke den start, vi havde drømt om, fortæller Kasper Bach-Jensen.
Skal steppe op på kvaliteten i felterne
Men Give kom stærkt tilbage og fik faktisk produceret et pat store chancer. Først en friløber til Jakob Kristensen, som desværre endte uden at nettet blafrede i Fuglebakkenmålet, og så et skud af Magnus Bitsch, der tog overliggeren.
-Vi byder godt ind i fasen efter 1-0 målet mod et velspillende hjemmehold. VI var gode på bolden og stod godt i defensiven, så selv om Fuglebakken havde bolden en del, blev de ikke farlige og produktive i vores felt. Den væsentlige forskel på os og de hold vi har tabt til i de tre kampe, er kvaliteten i felterne. Her kan vi godt mærke, at vi er gået et niveau op her i JS 1, hvor springet har været noget større end fra serie 1 til JS 2, konstaterer Givetræneren.
Gives keeper Anders Hauge spillede kampen med en lyskenskade, hvilket naturligvis er hæmmende for en målmand i nogle situationer. Arkivfoto: Jim Hoff
Topscorer igen skadet
Han kan berette om en god stemning i kabinen i pausen, og hans hold kommer også ud og er godt med i 2. halvleg. Hjemmeholdet har bolden meget men bliver ikke farlige, hvorimod gæsterne i grønt kommer frem til nogle muligheder – uden at marginalerne var på Gives side.
-Vores angriber Kristoffer Larsen føler sig snydt for et straffespark, og jeg vil egentlig også mene, at dommerne godt kunne have delt et par gule kort ud til Fuglebakken. De får godt ram på både Jakob Kristensen (stempling over foden) og Kristoffer Larsen med en hård tackling, og det ender med at vi må skifte Jakob ud med en skadet ankel – noget vi bestemt ikke havde brug for i så tæt en kamp, hvor det var lige ved og næsten for os. Havde dommerne nu givet de gule kort, vi mener, Fuglebakken skulle have haft, kunne det have givet os ekstra momentum. Når det er sagt, så skal det ikke være en undskyldning og en begrundelse for, at vi ikke vinder kampen. Vi har mulighederne, så det ligger i vores egne hænder, lyder analysen fra Kasper Bach-Jensen.
Drømmehug fra 30 meter afgjorde kampen
5 minutter før slutfløjtet kanonerer indskiftede Peter Forum så Fuglebakken på 3-points givende 2-0 med et langskud fra 30 meter, hvor Anders Hauge i Givemålet grundet en skade i lysken ikke kunne mobiliserede den sidste eksplosivitet i sin springkraft. Givekeeperen stillede faktisk op med en ikke helt frisk lyske, og det er klart, at det hæmmede den unge mands aktioner i nogle situationer.
-Nok taber vi kampen, men vi får vist, at vi kan være med mod et hold, der i min optik vil komme til at ligge i toppen i rækken. Midtbanetrioen Mathias Thychosen, Magnus Rasmussen og Peter Christensen fortjener ekstra ros, for de var gode i dag. Peter bliver da også helt fortjent kåret til Man of The Match. Vi har nu mødt tre top 3-hold, og det vi kan tage med er, at vi kan være med i tempoet i rækken. I alle tre kampe har vi haft mulighed for at hente points, så naturligvis er spillerne skuffede.
Den rutinerede midtbanespiller Peter Christensen blev Gives Man of The Match i kampen mod Fuglebakken. Arkivfoto: Jim Hoff
Ikke vant til modgang
-Vi skal også lige huske på, at holdet nu skal vænne sig til at have modgang efter nogle sæsoner med masser af medvind – og det er noget, et ungt hold skal øve sig i at kapere. Vores skadede spillere er ved at komme i gear, og jeg synes, at der er mange ting, der peger i den rigtige retning for os. Også godt at se, at Mikkel Gejl efter masser af skader nu er ved at være i omdrejninger. Han laver et fint indhop i dag, siger Kasper Bach-Jensen.
Torsdag den 18. april klokken 18.30 skal Give så endelig spille på Waldstadion i Give, hvor Kolding B. kommer på besøg, og her håber Kasper og drengene på masser af folk på lægterne, der kan give Giveholdet et ekstra boost i jagten på den første sejr i sæsonen.
Den gode nyhed fra denne fodboldweekend set med Givebriller er, at klubbens 2. hold i serie 1 fik en flot 4-2 sejr over Hedensted. Her scorede Casper Bech Thomsen 2 mål, Pelle Rasmussen 1 mål og Kristian Engelbrechtsen 1 mål. Og dermed er serie 1 holdet så på tavlen.
Jeppe Jørgensen (tv.) afløste den karantæneramte anfører Kasper Larsen (th.) som forsvarsgeneral og han løste opgaven rigtig fint. Foto: Jim Hoff