Nye tider i Farre: Semler Agro har opkøbt Herborg Maskinforretning
Herborg Maskinforretning er nu 100 procent på Semler Agros hænder, efter at sidstnævnte virksomhed har opkøbt Herborgs afdelinger i hele landet. Semler Agro har erhvervet de resterende 49 procent i Herborg Maskinforretning og overtager dermed det fulde ejerskab.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
ERHVERV: Der er breaking news fra erhvervsområdet i Farre, hvor det onsdag er blevet offentliggjort, at Danmarks største maskinforretning, Semler Agro, opkøber de resterende 49 procent af Herborg Maskinforretning og får dermed det fulde ejerskab over virksomheden.
Dermed er Herborg i Farre nu også 100 procent på Semler Agros hænder.
Med dette opkøb på plads står det også fast at Herborg Maskinforretnings afdeling i Farre skal have nye ansigter på ledelsesposterne.
Lars Henrik og Jakob Pedersen stopper
De nuværende indehavere, 53-årige Lars Henrik Hansen og 46-årige Jakob Pedersen ønsker nemlig ikke at fortsætte i det nye setup under Selmer Agro. Det fortæller Lars Henrik Hansen til Vores LokalAvis onsdag formiddag.
-Vi samlede alle tre afdelinger under Herborg i Videbæk tirsdag aften, hvor folkene fik besked om opkøbet. Det blev ok modtaget. Selmer Agro er jo et professionelt setup med dygtige folk til at besvare på medarbejdernes mange spørgsmål – nogle kunne de svare ret konkret på, mens nogle blev besvaret lidt mere ”politikeragtigt”, om man så må sige. Da vi ved samme lejlighed annoncerede, at vi begge stopper den 31. marts i virksomheden, udløste det lige lidt forundring, men folk kom nu hurtigt videre, understreger Lars Henrik og Jakob.
Lars Henrik Hansen (tv.) og Jakob Pedersen har været ejere af maskinforretningen i Farre siden 2005, hvor de købte den af daværende smedemester Henry Kristensen. Foto: Jim Hoff
-Nu skal vi lige se hvad fremtiden bringer
Sammen overtog Lars Henrik og Jakob Pedersen i 2005 Farre Smeden efter Henry og Mary Kristensen. I 2012 solgte de forretningen til Herborg, og blev medejere og fortsatte i virksomheden.
-Vi har været på en virkelig fantastisk rejse hen over de i alt 19 år med nogle fantastiske medarbejdere, gode og trofaste kunder. Det har virkelig været sjovt, men bestemt også tidskrævende med nogle meget lange dage – og det har jo gået ud over antallet af timer med familien derhjemme, fortæller Lars Henrik og Jakob.
-Derfor satte Jakob og jeg os ned og talte tingene igennem i forhold til, om vi skulle fortsætte i det nye setup eller søge nye veje. Jeg vendte det også med min kone, og hun gav mig det gode råd, at jeg skulle få truffet en beslutning, som var min beslutning og ikke andres beslutning. Efter at have vurderet tingene grundigt besluttede vi, at det nok var bedst for os at stoppe her, lyder udmeldingen fra Lars Henrik
-Jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvad er det du gerne vil? For mig handler det om at fastholde mig selv og stå ved det, jeg står for – og derfor føltes det rigtigt at sige fra. Med dette nye setup vil der helt naturligt være en anden form for ledelse, og det skal man også kunne se sig selv i. Et eller andet sted handler det simpelthen om at være lidt egoistisk og tænke på mig selv, forklarer Lars Henrik.
Havde ikke den rigtige mavefornemmelse
Jakob har den samme indgang til karrierestoppet i det nye setup.
-Jeg kunne ikke rigtig få den helt rigtige mavefornemmelse i det nye setup. Skulle jeg gå med ind i det nye eller hvordan? Jeg kunne mærke i maven, at det nok var tid for mig at komme videre og at prøve mig af i andre sammenhænge. At skulle ind og være en del at en anden måde at styre en virksomhed på, det var jeg lidt usikker på, så derfor meldte jeg fra, fortæller Jakob og tilføjer:
-Her var det tid til en naturlig stillingtagen til tingene, og jeg vendte mine tanker på hjemmefronten. Og alt ia lt handler det også for mig om at få mere kvalitetstid med min familie. Og nu er vi jo begge blevet lidt ældre, end da vi startede for 19 år siden, så det handler jo også om, hvordan man vil bruge sin energi.
Jakob og Lars Henrik har her og nu ingen konkrete planer om, hvad fremtiden bringer rent jobmæssigt.
-Det handler først og fremmest om at gøre det her rigtig godt færdigt. Det er det, vi har stor fokus på lige nu. Det andet, det må komme senere, lyder synkront fra de to herrer.
Hverken Jakob eller Lars Henrik ved, hvad fremtiden bringer for dem rent arbejdsmæssigt efter den 31. marts. Men de kan begge to godt forstille sig en sabbatperiode, hvor pulsen lige kommer ned. Foto: Jim Hoff
Medarbejderne i Farre fortsætter
Jakob og Lars understreger, at der absolut ingen bad feelings er mellem dem og Selmer Agro, og at det i bund og grund handler om at stoppe, mens legen er god. Lars uddyber her sine tanker.
-Jeg ved ikke endnu, hvad fremtiden bringer, efter at jeg stopper her den 31. marts. Tænker lige jeg skal bruge noget afspadsering og ryste pelsen lidt og få lidt ro på, inden jeg drager videre i mit arbejdsliv. Også rart at der er accept fra vores medarbejdere i forhold til, at Jakob og jeg stopper. Det giver også ro i maven og bedre overskud til på et tidspunkt at kigge fremad, konkluderer Lars Henrik, der ligesom Jakob er glad for, at alle øvrige medarbejdere i Herborg Maskinforretning fortsætter i deres nuværende job.
-Vi har gennem tiden haft nogle megagode medarbejdere, som vi har været glade for og stolte af. De har en stor ære i, at vi i dag kan aflevere en sund og god forretning til Selmer Agro.
De to kan nu snart se ind i en nyvunden frihed, og de glæder sig begge to til at få en periode med ro på. Måske det bliver en sabbatperiode, men uanset hvad, så ser de begge med stor spænding ind i hvad fremtiden måtte bringe dem rent arbejdsmæssigt. Om det bliver udenfor eller indenfor den velkendte branche, det vil tiden vise. De er begge meget åbne i den henseende.
Selmer direktør: Det rigtige skridt for alle
Ifølge pressemeddelelsen fra Selmer Agro fortæller Semler Agros direktør Lars Beck, at man konsoliderer forretningen og cementerer dermed strategien for salg og service af John Deere-landbrugsmaskiner samt mærkets have-, park- og golfudstyr i Danmark.
Det lyder endvidere i pressemeddelelsen, at virksomheden har brugt de seneste år på at integrere Herborg Maskinforretning i organisationen, som har været en afgørende del af Semler Agros strategi
-Vi er glade for at have nået frem til en aftale, som alle parter er enige i. Det fulde ejerskab er det rigtige skridt for alle, og vi kan nu fortsætte integrationen samt yderligere udvikle og ensarte vores koncepter, udtaler Lars Beck i pressemeddelelsen.
Opkøbet vil ifølge Lars Back sikre integrationen af nye digitale løsninger, som skal være med til at fremtidssikre Semler Agros kunder og dermed styrke koncernens position på markedet.
- Planen er at kombinere det bedste fra begge forretninger med Semler Agros fokus på digitale løsninger og Herborgs tradition for stærke én til én-relationer. De er en af landets bedst drevne maskinforretninger med en stærk lokal tilstedeværelse. Det vil vi holde fast i, men med en mere digitaliseret og datadreven opsætning, som kunderne og markedet efterspørger i stigende grad, siger Lars Beck.
I 2005 indgik Jakob Pedersen og Lars henrik Hansen et ApS-partnerskab med Henry Kristensem fra Farre Smede- og Maskinforretning. 3 år senere overtog de to unge gutter så forretningen. Foto: Jim Hoff
Herborgs direktør: Et naturligt skridt
Keld Andersen, der nu er tidligere direktør og medindehaver af Herborg Maskinforretning er ifølge pressemeddelelsen glad for den nye aftale og for samarbejdet siden 2019.
- Det har været den rigtige beslutning fra start, så den nye aftale er et naturligt næste skridt. Vi har været en del af Semler Agro i snart fem år, og jeg er sikker på, at forretningen fortsat vil udvikle sig positivt med det nye ejerskab til glæde for både vores medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere, siger Keld Andersen.
Helt overordnet set indgår opkøbet af Herborg Maskinforretning i Semler Agros overordnede strategi om løbende at udvikle forretningen og styrke digitale produkter og services.
- I takt med, at landbruget undergår en større transformation, stiller kunderne også nye krav til løsninger, der styrker deres forretning i dag såvel som i fremtiden. Derfor investerer vi massivt i nye digitale løsninger, som skal sikre, at Semler Agro fortsat er den foretrukne leverandør til moderne og effektivt landbrug i Danmark, siger Lars Beck.
Fakta om Selmer Agro
Semler Agro er en landsdækkende maskinforhandler, der beskæftiger omkring 300 medarbejdere på tværs af 14 værksteder, inklusive en underforhandler på Bornholm, og fra 100 rullende værksteder i form af servicebiler.
Sammen har Jakob og Lars Henrik løftet salget af John Deere i små 20 år med stor ekspertise og målrettethed. Men nu venter nye, og indtil videre, ukendte opgaver på de to. Foto: Jim Hoff