Nu sker det endelig: Give hylder tarteletten med en stor fest

Hvis man kan tale om en ret, der er tæt på at give stegt flæsk med persillesovs baghjul som den danske nationalret, må det være tarteletten. På fransk betyder det “lille tærte” men på dansk er det en meget stor spise. Og den hylder GISK den 28. oktober.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  
 
HYGGE: Julefrokost, oktoberfest og påskefrokost. Det kender vi ganske udmærket, men nu kommer der et helt nyt koncept, hvor en ganske bestemt ret er i centrum. Her i Give er vi i forvejen kendt som Tartelettens Hovedstad, takket være Lasse Lindberg på kroen, og nu tager GISK den endnu længere ud og fejrer tarteletten den 28. oktober ved en Tarteletfest. 

Det fortæller centerleder Martin Schmidt, der jo selv er kendt som lidt af tarteletconnaisseur og som en stor begejstret fan af den lækre spise.  

- For første gang nogensinde åbner vi dørene til en fornøjelig aften, hvor vi hylder tarteletten. Det sker lørdag d. 28/10 i Ikærhallen. Dørene åbnes kl. 16.30, og vi glæder os til at se folk til en uforglemmelig aften i tartelettens tegn. Så tag endelig dine venner, familie eller kolleger med og lad os sammen fejre Danmarks elskede spise, lyder den krystalklare opfordring fra centerlederen. 

Hvem kan sige nej til en tarteletfest? 

Naturligvis er tarteletten i fokus denne aften, men der vil også være underholdning til at skylle den gode mad ned med – ud over de sædvanlige flydende nydelsesmidler, naturligvis.  

- Musikken denne aften er lagt i de bedste kompetente lokale hænder, idet Ronnie Flyvbjerg Olesen, fra Filskov har lovet at sørge for god musik hele aftenen. Ronnie er kendt fra Mariehaven, og er også kapelmester for Birthe Kjær, som jo tidligere har gæstet Give. Så med det bagkatalog er vi sikre på en god musikalsk oplevelse, siger Martin Schmidt. 

Ronnie selv udtaler om sin debut som musiker til noget så charmerende og pæredansk som en tarteletfest 

- Hvem kan sige nej til at spille til Tarteletfest? Vi skal i hvert fald gøre vores til, at gæsterne kan få danset og sunget til alle de kendte hits, lyder det med et stort smil fra den rutinerede musiker.  

Ronnie Flyvbjerg Olesen står for den musikalske underholdning til Tarteletfesten. Privatfoto

Billetsalget går fint 

Martin Schmidt og hans folk ser med stor spænding og masser af positive forventninger frem mod dette nye event. 

- Vi glæder os helt vildt til at prøve konceptet af, og billetsalget går rigtig fint. Men der er selvfølgelig altid plads til flere, siger Martin.  
På spørgsmålet om, hvad det egentlig er, man som tarteletfestgæst (fantastisk ord, ikke sandt) kan vente sig denne aften, er Martin klar i mælet:  

- En hyggelig eftermiddag/aften med lækker mad og god musik. Vi er helt sikre på, at kombinationen af live musik og DJ fra scenen kommer til at skabe en fantastisk ramme omkring aftenen. Så er det jo som altid, op til folk selv at medbringe det gode humør og tage naboen, familien, kollegaerne, eller hvem end man nu vil have med. 

Den hemmelige menu – se den her 

Tilbage til det rent lavpraktiske, så kan billetter købes online eller ved indgangen. Øl, vin og andre drikkevarer kan købes separat i baren. 

Ja, ja, det er alt sammen fint nok, men hvad med menuen? Hvad skal vi have at spise, vil den nysgerrige og madglade tarteletfan sikkert siger: Ok, se så lige her. Det er lykkedes via aktindsigt at få fat i menuen, og den ser sådan ud:

En hemmelig tartelet til forret, en klassisk tartelet til hovedret – og så en overraskelse i form af en dessert tartelet.   

Du har nok fået noget, du godt kan li’, hva’! 

Og så lige en lige tartelet-joke at gå hjem på:

Lille Søren var helt tosset med tarteletter, men mor sagde han ik' sku' spise så mange, for så bliver man bare tyk. 
Næste dag så han en stor tyk mand i bussen, og sagde til ham:

- Orv, du har nok spist mange tarteletter hva? 
Sørens mor sagde: Fyyh Søren, sådan siger man ikke! 

Næste dag i bussen sad der så en højgravid dame på et af sæderne, og Søren brændte efter at sige noget til hende, men kom så i tanke om, hvad mor havde sagt. Langt om længe, fandt han på at sige noget pænt til damen, og sagde så :  

- Øj, du har nok fået noget, du godt ku' lide, hva?

Vi ses til tarteletfesten, smiley!