Nu kalder efterlønnen: Stjerneskuddets kreative og populære Anne har haft sidste arbejdsdag  

Onsdag den 19. juni var en både flot og følelsesmæssig dag for 63-årige Anne Steffensen, der efter et langt liv med et varmt hjerte for børn stoppede som pædagog i børneinstitutionen Stjerneskuddet i Givskud. Kollegerne og bestyrelsen i børnehaven havde sørget for, at Anne fik en rigtig fin festdag at slutte af på. 

Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVSKUD: Det var en helt speciel dag i børneinstitutionen Stjerneskuddet onsdag den 19. juni. Allerede fra morgenstunden var der pyntet op med dannebrogsflag rød løber, og det var der en helt speciel årsag til.  

På denne fine sommerdag havde den 63-årige pædagog Anne Steffensen nemlig sidste arbejdsdag, idet hun har valgt at gå på efterløn, og det havde personalet, bestyrelsen i børnehaven og de herlige børn sørget for skulle blive en flot og mindeværdig dag for Anne at huske tilbage på.  

Om formiddagen blev der afholdt intern festivitas for den afgående pædagog, og fra klokken 15.00 var der indbudt forældre til en fin afskedsfest for Anne Steffensen, der var iklædt et fint pink skråbånd med påskriften ‘Efterlønner - to be’.  

 

Populær skikkelse 

På indgangshegnet var der lavet et stort fint banner med ordlyden “Vi vil savne dig”, så Anne var næppe i tvivl om, at hun har været en populær skikkelse i Stjerneskuddet, både blandt børn, kolleger og forældre.  

Anne fylder 64 år den 15. juli, og hun har arbejdet i Stjerneskuddet siden 2015, altså i godt i 9 år. Hun kommer oprindeligt fra Aarhus, boede mange år i Hadsten ved Aarhus. I 1986 blev hun uddannet socialpædagog på Jægerspris Seminarium.  

-Jeg vendte så tilbage til Aarhus, hvor jeg arbejdede som støttepædagog for en 16-årig pige, men det blev for kedeligt i længden. Det var ikke det, jeg havde drømt om, så hvad nu? Jeg søgte ind i børnehaven i Aarhus i Mejlgade, senere kom jeg til en børnehave i Odder, og efterfølgende var jeg 10 år i børneinstitutionen Kildedalen i Thyregod. På det tidspunkt var jeg og min mand Henrik flyttet til Jelling, fortæller Anne, der startede i Stjerneskuddet i Givskud i 2001. 

 

Glad for at have gjort en positiv forskel 

Anne er klar over, at der venter hende en stor forandring som efterlønner, nu hvor ikke længere er i job. Men hun fyldes samtidig med en spænding om, hvad fremtiden bringer, også med stor glæde, når hun ser tilbage på sin tid som pædagog i Stjerneskuddet i Givskud. 

-Jeg er rigtig glad for, når jer her ser tilbage på min tid som pædagog, at jeg har været med til at gøre en positiv forskel. Det er en supergod arbejdsplads her i Stjerneskuddet, og jeg er utrolig glad for mine kolleger. De bliver da også inviteret med til en privat afskedsfest hos mig privat i Jelling. Så kan vi få sagt pænt og godt farvel under hyggelige og festlige rammer, siger Anne.  

Under vores samtale kommer både børn og forældre samt et par ansatte forbi og giver Anne en herlig farvelkrammer. De går naturligvis lige i hjertekulen på den rutinerede pædagog, der nok også lige får en lille smule fugt i øjenkrogene.  

 

Stærkt samarbejde med kolleger og forældre 

Hun roser sin arbejdsplads for at være en velfungerende arbejdsplads, hvor de ansattes forskellige (alder/erfaring/baggrund osv.)  

-Den forskellighed vi kommer med som ansatte fungerer godt. Der er en dejlig åbenhed her og et fladt hierarki. Vi har nogle åbne og konstruktive diskussioner, og det giver en god tone og ånd på stedet her. Jeg sætter pris på samarbejdet i personalegruppen. Der er altid gode snakke og hjælp at hente omkring de forskellige udfordringer, man måtte have i en børneinstitution. Der er også en stor imødekommenhed fra forældregruppen, for vi har nogle meget aftaleparate forældre, hvilket betyder, at vores samarbejde fungerer godt, pointerer Anne. 

De sidste 4-5 måneder har Anne været fast tilknyttet børnegruppen Kometerne/Stjernerne, der er den ældste børnegruppe i børnehaven. Her har hun haft et fortrinligt samarbejde med en anden rutineret pædagog, Gerd Thisgaard. Hen over de godt 11 år, hun har været ansat i Stjerneskuddet, har Anne været både i vuggestuen og hos de andre børnegrupper på stedet, så hun har været hele raden rundt.   

 

Så berigende at arbejde med børn 

Udover at fremhæve Stjerneskuddet som en rigtig god arbejdsplads med gode kolleger, så er der naturligvis også en del glæder ved at arbejde med børn lige fra vuggestuealderen til førskolealderen.  

-Det er meget berigende at arbejde med børn. Når jeg for eksempel går hjem fra arbejde og går forbi børnene ude på legepladsen eller i gården, så hilser og vinker de og råber “Hej Anne”. Det viser mig jo, at de er glade for mig, og at jeg har efterladt et positivt aftryk – og så er det grundlæggende bare så tilfredsstillende at være der for både børn og forældre, siger Anne og tilføjer. 

-Jeg vil helt sikkert komme til at savne kontakten med børnene. Vi har haft så mange gode timer og oplevelser sammen. Jeg elsker jo at lave spændende ting med børnene omkring natur/teknik og science. Det er jo bare festligt at lave raketter af avispapir og så se børnene med måbende grimasser og juhu-råb sende dem op i luften ved at hoppe ned på en tom plastikflaske. Sådan noget er bare herligt. Det at se børns begejstring, og i det hele taget er det dejligt at kunne glæde de her børn, det er virkelig noget, der giver mig positiv energi. 

 

 

Kreativ havepige som elsker at lave mad 

Nu ‘ringer klokken så ud’ for Anne, og det betyder, at hun får en del ekstra timer, hun nu skal til at håndtere.  

-Der bliver nu mere tid til både min mand Henrik og vores to børnebørn, som jeg selvfølgelig skal ud og have nogle oplevelser sammen med. derudover er min store hobby mad, og så påtænker jeg at gå ind i Mødrehjælpen i Vejle. Jeg vil melde mig til Idræt i Dagtimerne og begynde at svømme lidt i Vejle, og så har jeg nu en aftale med mig selv om, at vores store have i Jelling skal passes ekstra meget.  

-Derudover har jeg en meget kreativ side; jeg elsker at sy og strikke, så det bliver der nok også gjort lidt mere ud af. Og så kan jeg jo nok ikke helt holde mig væk her fra de herlige børn og kolleger, så mon ikke jeg lejlighedsvis kigger ud på et lille hyggeligt gæstevisit, lyder det afslutningsvist fra Anne med et stort smil. 

Hun skal tilbage til den fine afskedsfest, hvor en masse forældre er dukket op for at takke pænt af med hende. Her er der både kaffe og kage, saft og popcorn osv. Og på vej ud til den hyggelige sammenkomst går Anne igen forbi hegnet med det store banner med ordene: Vi vil savne dig! 

Og dét siger ligesom det hele!