Nekrolog over Alf Nørbo Sørensen

Formanden for Give Erhvervsklub, Hanne Lund, skriver her flotte mindeord over Alf Nørbo Sørensen, der døde den 22. august.

 ”I did it my way” – Frank Sinatras klassiker var netop en af de sange som Alf kunne uden ad og elskede at underholde os andre med på bedste vis.

I en fri oversættelse af teksten lyder det ” Jeg har levet et liv fuldt ud, Jeg har rejst på hver og én motorvej – og langt udover det – gjorde jeg det på min måde”.

Og ja, Alf gjorde det på sin måde, og det er måske netop derfor, at vi står chokerede tilbage og slet ikke kan forstå, at Alf der for få måneder siden kunne fejre sin 70 års fødselsdag, nu ikke er her mere.

Alf var med til at starte Erhvervsklubben under Give Håndboldklub. Han har lagt uanede kræfter i, at denne forening skulle være med til at understøtte håndbolden i Give både for børn, breddeidræt og eliteafdelingen.

Alf var gennem mange år formand for Erhvervsklubben. Som formand gjorde han et stort arbejde for at skaffe sponsorater til klubben samt arbejde for at erhvervsfolk kunne møde i et nyttigt netværk.

Han var meget afholdt i klubben. Vi vidste altid, hvor vi havde Alf – han tøvede aldrig med at sige sin mening, og det han sagde kunne man stole på.

Han var formand gennem mange år og bød altid gæstfrit ind til at bestyrelsesmøder kunne afholdes i privaten hos ham og Hanne med rigtig god beværtning.

Bestyrelsesmøder kunne trække længe ud, for Alf havde meget på hjerte. Han fortalte levende om hvad kan havde oplevet rundt om på vejene som vognmand, han ytrede sine holdninger til hvad der rørte sig i samfundet - i det hele taget gav han meget af sig selv.

Også efter han forlod bestyrelsesarbejdet, har han været en trofast støtte for klubben. Han havde sin faste plads i hallen, hvor spillerne heller aldrig kunne være i tvivl om, hvad han mente om deres indsats.

Han og Hanne kørte også meget ofte ud for at støtte klubbens hold, når der var udekampe. I det hele taget var Alf formidabel til at få oplevelser til ham og familien. Autocamperen blev brugt flittigt både i Danmark og i udlandet, og fiskeri var også hans store hobby. Fisk som Hanne så bagefter tilberedte til perfektion.

Alf vil blive savnet for at leve livet ”my way” i Erhvervsklubben, i håndboldhallen og i alle de sammenhænge, hvor rigtig mange mennesker havde glæde af at kende Alf.

Vores tanker går især til Hanne, Bianca og Heidi, som i dagligdagen må bære den allerstørste sorg.