Musikshowet Dansk Slager Parade er endnu en gang klar til Diagonalkroen

Efter positive tilbagemeldinger fra publikum i Give og omegn er Give endnu en gang udset til at være en af de byer, som det populære musikshow i starten af 2025 kommer igennem på sin Danmarksturné. Det er igen Diagonalkroen, der bliver centrum for de populære musikalske udfoldelser.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

UNDERHOLDNING: Når Dansk Slager Parade igen indtager Diagonalkroen i Give finder vi udover husorkestret Klaus & Servants også revystjernerne Susanne Breuning og Jan Schou på scenen. Michael Winckler, der hylder sin far i anledning af crooneren Gustav Wincklers 100 års dag, er også en del af showet.

Siden debuten for snart 30 år siden har musikshowet Dansk Slager Parade rørt et publikum på mellem 150.000-200.000 danskere med ørehængere, hits og underholdning for folk i alle aldre.

- Der er ikke noget som musik, der bringer folk sammen. Og særligt, når vi har et varieret overflødighedshorn af de bedste sange fra dansktoppen, Melodi Grand Prix og den internationale sangskat fortolket af nogle af Danmarks dygtigste sangere og entertainere, er det en fornøjelse at være med i, siger showets kapelmester Klaus Strand-Holm, der til daglig er i front for Klaus & Servants, som i 10 år været bandet, der både spiller egne hits og leverer musikken til solisterne.

Lander i Give den 15. januar 2025

Gennem årene har showet budt på populære og folkekære solister og musikere som Torben Lendager fra The Walkers, John Andersen fra The Rocking Ghosts, Lis & Per, Drama Queen, Anders Bircow, Kirsten Siggaard, Lise Haavik, Dario Campeotto, Bjørn Tidmand, Dorthe Kollo og mange, mange flere.

- Dansk Slager Parade kommer tilbage til Diagonalkroen i Give den 19. januar kl. 1500. Udover Klaus & Servants og Sound of Laban består 2025-programmet af skuespillerne Susanne Breuning og Jan Schou, som underholder sammen Michael Winckler. Han hylder sin far Gustav, som ville være fyldt 100 år, fortæller direktør Stig Ulrichsen fra CB & Ole B. Booking, der står bag showet.

Dansk Slager Parades musikalske indslag og underholdning bliver bundet sammen af konferencier Karin Strand-Holm, som mange publikummer kender fra tv-musikhowet ”Syng Med & Tip Et Hit, der har kørt i flere sæsoner på DK4.