Midtvejsfejring: Et stærkt og forenet foreningsliv skal bære det nye idrætscenter i mål
Efter håndværkerrejsegildet torsdag var det hele folket, der var inviteret til rejsegilde og midtvejsfejring af det nye fælles idrætscenter ved Søndermarkshallen i Give. Der var et rigtig flot fremmøde, og de to talere Martin Schmidt og Gerda Jørgensen fremhævede begge fællesskabet og den forenede opbakning som vigtige parametre for det nye centers succes.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FORENINGSLIV: Det nye topmoderne idrætscenter, der skal stå klar til foråret 2024, er i den grad ved at tage form. Håndværkerne har været i gang i godt fem måneder, og i uge 23 kunne GISK invitere til håndværkerrejsegilde om torsdagen (læs herom andetsteds i avisen) og midtvejsfejring søndag af det imponerende byggeri.
Søndagsseancen i den stegende sommersol blev en velbesøgt affære, hvor børn og voksne i alle aldre kiggede forbi til en god og hyggelig event. GISK havde sørget for mad og drikke ad libitum, der var hoppeborg, gratis padel og flere hyggeaktiviteter sat i søen, og naturligvis var der også et par fine taler til folket.
Stor ros fra Give GIFs formand
Efter at centerleder Martin Schmidt havde budt folkemassen velkommen, fik Gerda Jørgensen ordet i sin egenskab af formand for Give GIF.
- Det er et stykke virkelig kompetent og flot arbejde, der her er blevet udført af folkene bag projektet her. Man kan vist godt kalde det et langtidsprojekt, for projektet med et nyt idrætscenter her i Give har godt nok været undervejs i mange år. Ros til de lokale, Vejle Kommune og de tilknyttede projektfolk, som har leveret et flot stykke arbejde. Jeg vil i den forbindelse, uden at forklejne andres indsats, gerne fremhæve især tre personer, der har gjort det ekstra godt, nemlig Martin Schmidt, Jørgen Lundsgaard og GISK-formand Christian Christiansen. I har sammen med jeres bestyrelse virkelig gjort et kæmpestort stykke arbejde, lød det anerkendende fra Gerda Jørgensen.
Gerda Jørgensen kunne i sin egenskab som formand for Give GIF opfordre de mange foreninger i Give til at stå tæt sammen og samarbejde om at nå i mål med at hjælpe til med at skaffe de sidste midler til indhold og inventar i det nye center. Foto: Jim Hoff
- Kun via stærkt samarbejde mellem foreningerne når vi i mål
Hun kunne også konstatere, at rejsen hen mod det endelige mål bestemt ikke har været uden sten på og huller i vejen.
- Men I har formået at holde både hovedet og humøret højt, og det er en god egenskab, som I også får brug for på den sidste del af rejsen. I har faciliteret en lokal indsamling af ekstra midler, så man kan imødegå de ønsker og behov, foreningerne har i forhold til det nye center. Jeg ved, at I ikke er i mål med at samle penge ind, og her er det utrolig vigtigt at understrege, at der virkelig skal samarbejdes på tværs af alle foreninger. Her skal vi virkelig stå sammen som ét stærkt samlet foreningsliv og være med til at hjælpe GISK i mål, lød opfordringen fra Give GIF-formanden.
Her er, kunne Gerda fortælle, Give GIF selv er på banen med en række aktiviteter, der skal skaffe penge til inventar, redskaber osv. til det nye center.
- Men vi skal også søsætte nogle aktiviteter på tværs af foreningerne. Og det er noget vi skal blive rigtig gode til. Det går den rigtige vej, og det er meget bedre mht. samarbejdet på tværs end for nogle år siden. Og afslutningsvist vil jer gerne bare sige, at det bare er så fedt at stå her i dag ved midtvejsfejringen og glæde sig over, hvor langt vi er kommet med det her fantastiske projekt.
250.000 kroner fra MES’ Vækstpulje
Martin Schmidt fik igen lejlighed til at understrege, at pengene til de ydre rammer er i hus, men at der stadig skal arbejde rent lokalt på at skaffe midler til indhold og inventar.
- Og her har jeg et par gode nyheder til jer. For def første har vi fået en flot donation på 250.000 kroner fra Vækstpuljen hos MES (Midtjyllands Elektricitetsforsyningsselskab, red.). Pengene er øremærket den nye motoriksal, der kommer til at rumme både en springgrav og en række faciliteter og redskaber, der kan være gavn for en meget bred grupper af borgere lige fra små børn over beboerne fra bostederne til kørestolsbrugere, oplyste Martin Schmidt.
Sagt i en parentes her så går MES efter sommerferien i gang med at etablere fibernet her i byen, så de er meget motiverede for at blive en synlig og vigtig medspiller i bysamfundet i Give, Du vil her i avisen snart kunne læse en særskilt artikel om ES-projektet i Give.
Centerleder Martin Schmidt kunne fortælle, at det nye idrætscenter har modtaget pænt store donationer fra MES og Rotary i Give på samlet 365.000 kroner. Foto: Jim Hoff
Rotary Give på banen med 115.000 kroner
Og der var flere gode nyheder fra centerlederen, der i den anledning o0vergav ordet til Brian Kristiansen fra Rotary Give.
- Hvert år sætter vi os sammen for at finde et godt lokalt projekt, som vi kan støtte, og her var det oplagt at finde midler til den nye motoriksal i det nye idrætscenter. Vi udgav i den ånd en bog ”Små historier fra Give’, og den blev så populær, at den indbragte os 40.000 kroner. Derudover søgte vi yderligere tilskud fra Rotary Danmark og Rotary Internationalt, og det lykkedes os at få pengene til at yngle. Derfor kan vi i dag overrække GISK 115.000 kroner, og det er vi faktisk stolte af, konstaterede Brian Kristiansen.
Martin Schmidt kunne efter pengeoverrækkelsen fortælle, at der også skal arbejdes på at skaffe midler til bedre og mere sikre tilgangsveje til det nye center, så alle borgere uanset mobilitetstilstand kan komme sikkert til og fra centret.
- Der skal også kigges på parkeringsforholdene, for der vil uden tvivl komme rigtig mange mennesker her i det nye center, så også her venter der os en kæmpeopgave. Det samme gælder de nye boldbaner, der skal etableres på den andens ide af Sdr. Ringvej. Her har vi og kommunen også en udfordring, der skal klares, pointerede Schmidt, inden folket blev sluppet fri til røde pølser og almindelig folkelig søndagshygge.
Du kan se flere fotos fra midtvejsfejringen HER
Der var rigtig flot opbakning til GISKs midtvejsfejring den 11. juni. Foto: Jim Hoff