Meta Maries Venners fondssøgning har givet pote: Penge til fine ud-af-huset ture

Plejehjemmet Meta Marie i Gadbjerg bliver nu opgraderet med en kørestol med mobil hjælpemotor, ligesom de første penge til en duocykel er også kommet i land. Inga Filsø Thomsen fra Meta Maries Venner har søgt fonde for midler, og her er Ole Kirk’s Fond og Spar Nord Fonden vendt positivt tilbage.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GADBJERG: Der er godt nyt til både beboerne og de frivillige, der dagligt tilbyder skubbeture ud i naturen omkring byen og på landet til kørestolsbrugerne. Plejehjemmet har fået en kørestol med hjælpemotor, som er mobil, og dermed kan bruges på flere forskellige kørestole.  

Det letter i høj grad arbejdet for de gode frivillige mennesker, der har meldt sig som skubbere for kørestolsbrugerne, for med en hjælpemotor påmonteret kan man både kommer længere rundt, og forskellige bakker kan nu forceres uden at skubberne tømmes for kræfter. 

Stor lettelse for de frivillige 

Det fortæller Inga Filsø Thomsen, der sidder som kasserer i Meta Maries Venners bestyrelse.  

-Jeg har søgt en række fonde om midler til kørestolen med hjælpemotor, og her var der positiv respons fra Ole Kirk’s Fond, der bevilgede 27.000 kroner, så vi kunne realisere indkøbet. Det skaber stor glæde hos både beboerne og de frivillige, som nu kan komme mere ud med de tunge beboere uden selv at blive overbelastede. Kørestolen med hjælpemotor er let at betjene, og den er med til at skabe bedre livskvalitet for de beboere, der gerne vil ud og nyde den friske luft og få en masse indtryk for de omkringliggende omgivelser, fortæller Inga.  

Ud på længere ture 

Den dag avisen er på besøg er en af beboerne, Grethe, klar som ‘model’ sammen med sin skubber Ulla, og de glæder sig begge over den nye kørestol med hjælpemotor.  

-Det betyder nemlig, at vi nu kan komme længere ud - og for eksempel se på heste. Det elsker Grethe nemlig, og i det hele taget vil hun rigtig gerne ud hver dag i den friske luft og nyde naturen – og det er meget lettere nu, siger Ulla med et stort smil. 

Beboeren Margit og skubberen Anna er helt enige i den betragtning, og de ser også frem til nu at kunne komme ud på længere ture på steder, hvor det før var svært pga. det kuperede terræn. 

Hjælpemotoren er mobil og kan flyttes fra kørestol til kørestol, og den er ifølge Anna og Ulla meget let at betjene.

 Ulla og Anna, der er frivillige på Meta Marie, glæder sig meget over at de nu kan råde over en kørestol med hjælpemotor - og de to beboere Grethe og Margit nyder også tanken om, at de nu kan komme ud på længere ture. Foto: Jim Hoff

Samtalecykel på trapperne 

Inga har også søgt midler til en såkaldt duocykel med hjælpemotor. En samtalecykel, hvor både fører og passager træder i pedalerne uafhængigt af hinanden, og hvor man på hyggelig vis kan sidde og snakke sammen, mens man cykler muntert derudaf. 

-Det er en cykel vi glæder os rigtig meget til at få. En cykel som både gangbesværede og handicappede kan få stor glæde af. En rigtig fin måde at komme ud af huset på og nyde naturen, få lidt frisk luft og god motion og samtidig også have mulighed for at tale sammen om de ting, man ser og oplever, fortæller Inge.  

Hun kan ydermere berette, at plejehjemmets personale samt pårørende også kan benytte duocyklen sammen med beboerne. 

-Man kan jo komme vidt omkring med sådan en cykel, så det er muligt at udvide paletten af oplevelser til glæde for beboerne. Duocyklen koster omkring 67.000 kroner, og her har Spar Nord Fonden doneret de første 25.000 kroner, men jeg er godt i gang med at finde de sidste penge.  

Et projekt til inspiration 

Netop Spar Nord Fonden er denne dag til stede i skikkelse af Carsten Filsø fra Bankrådet i Vejle. Han er på plads på vegne af Spar Nord Fonden for at overlevere en check på 25.000 kroner til Inga og Ulla fra Meta Maries Venner. 

-I år kan vi fejre 200-års jubilæum, og i den anledning har vi uddelt 200 donationer á 10.000 kroner til gode formål. Heraf de 20 her i Vejleområdet. Vi synes, at duocyklen her er et genialt projekt, som medfører forøget livskvalitet for beboerne, så det vil vi meget gerne bakke op om. I det hele taget bakker vi meget gerne op om gode lokale projekter, og vi håber, det fine duocykeltiltag her på Meta Marie i Gadbjerg kan give inspiration til andre steder. Vi uddeler midler hvert kvartal, og Spar Nord Fonden støtter fællesskaber inden for kultur, fritid og det sociale område, fortæller Carsten Filsø.  

Det var Carsten Filsø fra Bankrådet i Vejle, der på vegne af SparNord Fonden overerakte checken på de 25.000 lroner til Inga (i midten) og Ulla fra Meta Maries Venner. Foto: Jim Hoff

Meta Maries Venner har skaffet i alt en halv million 

Inga kan fortælle, at Meta Maries Venner på sigt har skaffet op imod en halv million kroner til plejehjemmet via fondssøgning, og de penge er gået til en række forskellige gode formål til glæde for plejehjemmets beboere. 

-Det er blevet til en ny pavillon, og en gang om ugen kommer Ole Brandstrup og spiller musik for beboerne, hvilket de alle ser rigtig meget frem til. Det er eksempler på, hvad nogle af pengene er brugt på.  

Meta Marie befinder sig pt. under konkurs og det tidligere friplejehjem er således nu under kommunale vinger. Det er naturligvis ikke den bedste situation at være i, men  

Under konkurs, men det fungerer fint i hverdagen 

Inga fortæller, at hendes oplevelse af stedet og i henhold til de snakke, hun har med personalet og beboerne, at det fungerer rigtig fint.  

-Vi har en konstitueret leder, Lone Brøndlund, som er her 3 gange om ugen, det fungerer fint, der er fyldt op med beboere, og der er kommet ro på på personalefronten, hvor der ikke mere er de store udskiftninger. Det virker meget stabilt, og tingene fungerer efter min opfattelse fint i det daglige.  

-Jeg synes, det er gode tegn, at vi løbende tager nye beboere ind, så i Meta Maries Venner ser vi positivt på fremtiden og er ret overbeviste om, at plejehjemmet på et tidspunkt igen kommer på private hænder, lyder det forventningsfuldt fra Inga.  

I første omgang handler det så lige om at få skaffet de sidste cirka 42.000 kroner til duo-cyklen, og her er Inga ganske meget fortrøstningsfuld, idet hun allerede har flere “skibe i søen”, som det godt kunne tyde på kommer i havn.  

 

 Det er sådan en duocykel, der sandsynligvis snart lander på Meta MArie plejehjemmet i Gdbjerg - til stor glæde for beboerne. Foto: PF Mobility