Markant jubilæumsfejring i Givskud: Elin og Tove blev fejret på flotteste vis for sammenlagt 75 år i byens tjeneste

Der var kaldt ind til stor jubilæumsfest i Givskudhallen søndag den 29. september, hvor Elin Søbye kunne fejre 50- års jubilæum og Tove Skovbjerg 25-års jubilæum i den lokale idrætsforening. Derudover markerede man hallens 40-års fødselsdag og kunstgræsbanens 10-årsdag.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVSKUD: 125 år i alt. Det var sammenlagt det tal dagens fire jubilarer kunne fejre, da Givskud GUF indkaldte til stor jubilæumsfest i hallen søndag den 29. september. Elin Søbye kunne fejre 50-års jubilæum som evigt brændende ildsjæl i den lokale idrætsforening, Tove Skovbjerg kunne fejre 25 år i samme anledning, mens Givskudhallen denne dag kunne markere sin 40-års dag, ligesom kunstgræsbanen ved siden af hallen kunne fejre 10-års fødselsdag.

Hallen var dækket op til omkring 200 spisende gæster, og i bunden af hallen var der linet om med hoppeborge og en rodeotyr til de yngste deltagere. Jens Fisker fra Skolding stod klar med sin legendariske helstegte pattegris, så der var på alle måder lagt op til en rigtig fin jubilæumsfest.

De mange jubilæer et symbol på hvad byen kan

Det var Tove Skovbjerg, der er sekretær i Givskud GUF, der bød folket velkommen til en god dag i fællesskabets og hyggens tegn.

-I dag fejrer vi mange ting, og at vi kan fejre disse ting i en by som Givskud, fortæller om, at når vi står sammen og løfter i flok, kan vi få selv store og måske fra starten uovervindelige projekter til at lykkes. Heldigvis er mange lokale borgere og frivillige foreninger kommet på besøg her i hallen i dag.

-Derudover har vi også besøg af DGI Sydøstjylland, DBU Jylland, Vejle Idrætsråd, Givskud Zoo – Zootopia, samt de tre foreninger, DSI Givskud Kunstgærs, DSI Givskudhallen og Givskud Gymnastik og Ungdomsforening, bag dette arrangement med mange af deres frivillige hjælpere og familierne bag. Stor tak herfra for denne flotte opbakning, lød det indledningsvist fra Tove Skovbjerg.

Pattegrisen fik ben at gå på

Så var der spisning ad libitum, og efter den altid kulinariske gode oplevelse det er, når Jens Fisker fra Skolding disker op med helstegt pattegris, gik der gang i de officielle taler.

Her fik vi historien om Givskudhallen og kunstgræsbanen leveret af hallens formand Nicolaj Sørensen og Elin Søbye, og de to indslag samt essensen af talerne fra Lokalrådet DBU og DGU tager vi op i særskilte artikler her i avisen.

Derudover var der naturligvis taler til Elin Søbye og Tove Skovbjerg, og her var det Tove der fik det første ord i forhold til at sige pæne ord om sin makker gennem nu 25 år i Givskud GUF.

Jens Fiskers helstegte pattegris var igen-igen et populært kulinarisk indslag - og et godt fundament for det videre forløb ved jubilæumsfesten i Givskud. Foto: Jim Hoff

Folk tror jo vi er gift

Hun startede med at takke Elin for mange gode fælles oplevelser, og at konstatere, at de to damer nok har været mere sammen med hinanden end med deres respektive ægtemænd Claus og Bjarne.

- På et tidspunkt var en af vores gæster i klubhuset til et fodboldstævne endda i tvivl om, om vi var gift, fordi vi kunne kommunikere med halve sætninger og vide, hvad slutningen er, konstaterede Tove fra talerstolen til stor moro for publikum. Hvorefter hun fortsatte med følgen flotte karakteristik af sin makker ud i foreningslivet.

- Elin, du er om nogen primusmotor bag meget af det, vi fejrer i dag. Nogle gange tænker jeg, at du ikke kan beskrives som en ”Ducacell-kanin med kæmpebatterier”. For du sprænger simpelthen skalaen for energi. Du har et enormt overblik over deadlines for både tilmeldinger til turneringer, datovarer i kiosken og ansøgninger til diverse midler som frivillige foreninger kan søge.

Ildsjæl også i ungdomsklubben

Elin Søbye har også et helt specielt ungdomsvenligt projekt kørende i Givskud, og det kom Tove naturligvis også ind på.

- Du arbejder hver fredag for at skabe et trygt miljø for de unge mennesker i ungdomsklubben. De senere år sammen med Andre og de foregående år med Jørgen og Kirsten. Rengøring af klubhuset og indkøb til kiosken er også opgaver du klarer, og når du en sjælden gang har tid til andet end frivilligt arbejde, så kører strikkepindene med diverse kreationer.

- Din familie og især børnebørnene har også en kæmpestor plads i dit hjerte. Og så lige et par ord til dig Bjarne. Tak fordi vi må bruge Elin så meget og ind imellem udsætter/aflyser din aftensmad eller lignende, fordi der lige er et foreningsprojekt, som kræver Elins tilstedeværelse. Elin: Tusind tak for dig, lød den fine udgangsbøn fra Tove.

Startede som en forælder, der tog ansvar

Efter en række andre taler, som vi som sagt behandler andetsteds i avisen, var det så 50-års jubilarens tur til at sige pæne ord til sin wingman i foreningslivet gennem 25 år. Elin greb mikrofonen og startede med at ønske Tove tillykke med sølvbrylluppet som frivillige i Givskud GIF i 25 år

- Du startede som mange andre frivillige som en forælder, der påtager sig at være træner for de yngste børn i fodbold på hold, hvor Kristian, Frederikke og senere Amalie var med – siden gik du ind i bestyrelsesarbejdet i Givskud GUF og nogle år også i FC GOG, som siden 2018 ikke har været en del af Givskud GUF men en selvstændig fodboldklub. I mange år har du været GUF-bestyrelsesrepræsentant i Givskud Hallen og havde i en del år ansvaret for halplanen, bestillinger m.m., fortalte Elin.

Tidligere aktiv på håndbold- og fodboldbanen

Men det skulle vise sig at Toves historik med den lokaleidrætsforening er noget længere end de 25 år, hun har været frivillig. Den slags statistik har Elin naturligvis også styr på.

-Tove har været medlem af Givskud GUF siden du fyldte 7 år. Hun startede med at spille håndbold, senere også fodbold. Hun har stået rigtig mange fodboldkampe som sidste skanse i forsvaret med ansvaret i målet, og i håndbold havde Tove et dræbende skud. Den fysiske deltagelse i holdspillene har hun dog nu måttet ligge på hylden af helbredsmæssige grunde.

Tove er også en person, kunne Elin berette, der aldrig er gået af vejen for at give sine meninger til kende og at argumentere for disse. Men begreberne ’flid og commitment’ har også været et stort kendetegn for Toves virke i det lokale foreningsliv.

Dagens to kvindelige jubiolarer Tove Skovbjerg (tv.) og Elin Søbye i den klassiske træningsdragt, holdt taler for hinanden ved jubilæumsfesten. God ide, for de kender jo hinanden som var de et ældre ægtepar. Foto: Jim Hoff

Nu skal vi altså snart ha’ den øl!

-Du har været en flittig frivillig i Givskud. En ildsjæl, der ikke er brændt ud i løbet af kort tid, og du har ikke været bange for at tage fat på en opgave, stor som lille, og kunnet sige fra, hvis du ikke orker opgaven. Talrige er de lørdage, hvor vi har været sammen i kiosken i klubhuset til hjemmekampene og fodboldstævner som Safari Cup, Pigeraketten, Marabou Cup osv. i fodbold eller i hallen til indefodbold, håndbold, badminton, udstillinger og kridtet baner.

-Ja, vi har nogle gange været gift alt for længe os to; et udtryk vi har brugt mange gange, og det fik vi meget sjov ud af i klubhuset en gang, hvor en ny dommer blev lidt forvirret over udtrykket, da han mente, at jeg var gift med Bjarne.

Hvor har vi mange gange sagt, at nu tager vi en øl, når de sidste gæster er gået hjem. Vi har bare aldrig fået den drukket, men det når vi måske nok en dag.

Guvernørens hustru går til kor

Elin kunne ydermere fortælle, at Toves prioriteter har flyttet sig lidt de senere år, idet opgaverne i GUF ikke været så mange. Og det er der en helt faktuel grund til.

-Claus (Toves mand, red.) store arbejde for Rotary har trukket dig med, ligesom korsang har fået din store interesse. Du er steget i graderne til Guvernørens hustru. Nu er opgaverne primært sekretærfunktionen, hjælp med at drive kiosken i klubhus og hal, stand by hvis det utænkelige skulle ske, at Hans Rasmus holder en fridag med baneopkridtning (sker nærmest aldrig), og seneste opgave er at igangsætte GUF’s nyeste aktivitet vinterbadning hos Halina og Georg Schurmann i Riis.

Skrubtudser? Nej tak!

-Det er godt for os at have et medlem som både er praktisk anlagt, og som ikke bange for at trække i det det beskidte arbejdstøj, og som også god på det skriftlige felt på computeren. Skrubtudser, det er du dog ikke så god til. Huskede engang du skulle ind i materialeskuret, og der sad en kæmpestor skrubtudse og kiggede på dig. Da måtte du banke på inden, du lukkede op. Heldigvis kom Richard fra Løveparken dig til undsætning og tog dyret med hjem. Dog lidt modigt, at du i flere år lod gummistøvlerne stå i samme rum, lød det fra fru Søbye med et stort smil, inden hun takkede Tove for sin store indsats for ca. 350 medlemmer i Givskud GUF og brugerne af Hallen.

Efter de mange fine taler var der kaffe og kage og endnu mere turbo på løjerne nede ved hoppeborgene – og dermed en fin afrunding på det festlige 125-års jubilæum i den aktive foreningsby, Givskud med de uundværlige ildsjæle.

Du kan se flere fotos fra jubilæumsfesten i Givskud HER

Børnene havde også en festlig dag, den dag der var kaldt ind til 125-års jubilælumsfest i Givskudhallen. Foto: Jim Hoff