Målrettet træning i novemberregnen: Unge målmænd i Give er flyvende

Fem friske gutter i regn og blæst på kunstgræsset på SuperBrugsens Arens en lørdag formiddag i november. Det var setuppet, da Give Fremads målmandstræner Rasmus Thisgaard havde inviteret klubbens U11 og U12-keepere til målmandstræning, som et led i klubbens satsning på uddannelse af deres målmænd allerede fra en ung alder.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

DE SEJE UNGE: Klokken lidt i 10.00 lørdag formiddag den 16. november skete der ting og sager på SuperBrugsens Arena i Give, hvor fem friske guttermænd iført målmandshandsker og brede smil mødte frem til målmandstræning under ledelse af Give Fremads målmandstræner, Rasmus Thisgaard.

Vejret viste sig ikke just fra sin bedste side, idet regnen faldt ned over det fine anlæg, samtidig med at der gik en frisk vind henover banen. Men det var nu ikke noget tema for de herlige unge knægte Esben, Noah, Liam, William og Magnus, der alle var klar til en times undervisning i basale målmandsteknikker.

Så er vi klar chef: Fra vesntre er det Magnus, Esben, Noah, Liam og William. Bagerst målmandstræner Rasmus Thisgaard. Foto: Jim Hoff

Grundlæggende målmandsteknikker på programmet

De friske knægte kom fra U11, 1. stk., og fra U12-holdene, 4. stk., og efter at de havde taget r…. på avisens udsendte med en række skøre dæknavne lige fra Børge til Oscar, blev vi enige om at kalde dem for Egen, Keld, Benny, Dynamit Harry – og Kasper Schmeichel. Her var det Liam, der trak det bedste kort, idet han løb med Schmeichel-titlen, smiley.

Nuvel, efter denne herlige seance og et gruppefoto af de seks flotte fyre, blev gutterne sendt ud på en opvarmningstur af Rasmus. Dernæst fik de unge keepere forklaret, at dagens program handlede om de basale målmandstekniker lige fra ’gribe-trekanten’ til den ideelle udgangsposition/grundbalance for en målmand.

Handler om at lave gode keepere

Selvom regnen i flere perioder ville være med til denne fine og grundige træning, gik de fem målmands-musketerer på med krum hals. Flere af øvelserne kaldte på akrobatiske manøvrer, der fik knægtene til at rulle elegante, sådan da, rundt på kunstgræsset og dermed kom i absolut nærkontakt med den godt gennemblødte undergrund – og så bliver man jo våd, altså sådan rigtig plaskvåd. Og de elskede det!

Dagens seance sluttede af med at gutterne velvilligt stillede op til et ”flyvende foto”, så der var lidt lækkert visuelt guf til artiklens forsidefoto. Også denne disciplin klarede fem-banden til ud med kryds og slange.

Hele konceptet bag denne træning finder vi i klubbens hensigt med at gøre mere for at uddanne klubbens målmænd fra en ung alder. Derfor tilbydes målmandstræningen både til klubbens ungdoms- og seniorspillere såvel på pige/damer- som drenge/herresiden.

Så hvem ved: Måske den næste ”Schmeichel” kommer fra Give!

Du kan se flere fotos fra de flyvende fodbolddrenge HER

Foto : De fem friske knægte Liam, William, Magnus, Noah og Esben stillede velvillig top til et ”flyver-foto”, og de skulle ifølge rygterne slet ikke være landet endnu. Foto: Jim Hoff