Lokal sammenhængskraft løfter Jesper tilbage til golfsporten 

I forbindelse med en arbejdsulykke blev den tidligere tømrer Jesper Hansen lammet i benene, og den særdeles sportsglade og meget aktive idrætsmand mistede dermed muligheden for at vedligeholde sin passion for golfsporten. Men nu er der lys forude – og det handler om stærk lokal sammenhængskraft. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVE: Jesper Hansen fra Give har livet igennem været en særdeles aktiv sportsmand både som aktiv udøver og træner, hvor ikke mindst håndbold og golf har fyldt rigtig meget i kalenderen. Men en grim arbejdsulykke satte en stopper for den aktive mands udfoldelser, idet Jesper blev lam i begge ben.  

Han er via sin enorme fightervilje og dejlige livsgejst dog vendt tilbage som håndboldtræner for Give HK’s U 11 drenge, hvor han fra sin kørestol sammen med Morten Eriksen og René Hviid dirigerer tropperne.  

Para-golfbilen muliggør comeback til golfen 

Samtidig med dette flotte comeback har Jesper haft en stærk ambition om at vende tilbage til golfbanen, ikke mindst fordi han har stiftet bekendtskab med en para-golfbil, der muliggør hans comeback til golfbanen som aktiv udøver.  

-Jeg har prøvet para-golfbilen i Fredericia Golfklub, og det var helt vildt pludselig at kunne stå op og slå bolde ud igen. Da jeg fortalte bestyrelsen her i Give Golfklub om para-golfbilen, gik de straks med på ideen om, at vi skulle søge fonde osv., så klubben kunne få sådan en – og som jeg naturligvis kunne bruge, fortæller Jesper Hansen.  

Jesper har prøvet para-golfbilen i Fredericia Golfklub - og det var en god oplevelse. Privatfoto

Lokale virksomheder og fonde virkeliggør Jespers drøm 

Sådan et køretøj er dog en ret dyr ting at erhverve sig, vi taler om godt 200.000 kroner, men projektet lykkedes til stor glæde for såvel Jesper som golfklubben.  

-To fonde har ydet bidrag: Fonden Vagn Jespersen og Avlscentret Guldholmgård med 50.000 kroner samt Den Jyske Sparekasses Fond (Vestjysk Bank, red.), som også har støttet med 50.000 kroner. Derudover har 4 lokale virksomheder Nortec (Vejle), MPS/Midtjysk Pakkeservice og RealMæglerne Maiken Nørtoft (Give) samt to gode lokale kræfter, der ønsker at være anonyme, ydet økonomisk tilskud på et niveau, så de 210.000 kroner til para-golfbilen er i hus.  

Andre skal også kunne bruge para-golfbilen 

-Nu er midlerne på plads, så vi kan bestille vognen til klubben og Jesper, og det er vi utroligt glade for. Nu handler det om her fra klubbens side at få etableret en opbevaringsplads til para-golfbilen, og det er vi godt i gang med. Det er vores hensigt, at vi, når det hele rent praktisk er på plads, vil give andre handicappede mulighed for at komme til Give for at spille golf ved hjælp af para-golfbilen. Golfsporten har et slogan der hedder ‘Golf - en sport for livet’, og da golf jo er en sport for alle, så er det helt oplagt at vi som klub også går ind og giver folk med fysiske udfordringer som Jesper en mulighed for at spille golf, pointerer golfklubbens formand Stephen Bihl.  

Jesper drømmer om Para Olympics i Los Angeles 2028 

Jesper forventer, at para-golfbilen lander i Give i starten af august. Det er et tysk firma, der skal levere vognen. 

-Jeg har som sagt prøvet para-golfbilen, og det var en god oplevelse. Det var svært i starten, for rent teknisk er det lidt noget andet. Jeg har meldt mig ind i nogle paragolf-grupper, og så snart vognen er landet her i Give, så skal jeg ud og spille golf og konkurrere. Jeg er et udpræget konkurrencemenneske, og går på banen for at præstere mit bedste hver gang.  

-Nu handler det om at kæmpe sig op på ranglisterne, og min helt store drøm er at komme med til Para Olympic Games i Los Angeles i 2028. Med den vogn her er der intet jeg ikke kan rent golfmæssigt, så nu handler det om masser af træning og kampe, pointerer Jesper med et stort smil. 

 

Golfklubbens formand Stephen Bihl og Jesper Hansen får her overrakt en check på 50.000 kroner fra Den Jyske Sparekasses Fond. Det var Lars Bodholdt, filialdirektør i Vestjysk Bank i Give, der overrakte checken. Foto: Jim Hoff

Kom til Give og prøv udstyret 

Han vil bruge perioden fra august frem til foråret 2025 som en test- og indkøringsperiode med Para-golfbilen som sin nye faste makker, og både klubben og Jesper håber da også, at der vil komme paragolfere til Give Golfklub for at bruge udstyret. 

-Når vi får den her til Give, er der i alt 3 styk i Danmark, og vi ser frem til at tilbyde folk med de her fysiske udfordringer at give dem mulighed for at spille golf her i Give. Det handler både om frisk luft, det sportslige og ikke mindst det sociale. Alle skal have mulighed for at spille golf uanset hvilke udfordringer man måtte have, lyder det samstemmende fra Jesper og Stephen. 

Mangler 50.000 i at nå helt i mål 

Helt i mål rent økonomisk er klubben dog ikke, for man mangler at få indkøbt en trailer, der kan fragt para-golfbilen med rundt til andre golfbaner. Derudover søger klubben også om midler til, at folk i klubben kan få kurser i rigtig brug af den nye para-golfbil, så de kan guide folk i den rigtige retning, når de kommer til Give for at prøve udstyret. 

-Vi mangler cirka 50.000 kroner for at komme helt i mål med det samlede projekt, så vi arbejder videre med fonde og lokale virksomheder. Jeg er meget fortrøstningsfuld og tror helt sikkert på, at vi kommer godt i mål med det samlede projekt. 

Glade for at støtte så stærkt et lokalt formål 

Lars Bodholdt fra Vestjysk Bank er med på bænken uden for golfklubben denne dag og overrækker i dagens fine anledning en check på 50.000 til golfklubben. 

- Formålet med Den Jyske Sparekasses Støttefond er at støtte velgørende og almennyttige formål i den tidligere Den Jyske Sparekasses virkeområde. Vi er glade for at kunne støtte det her virkelig glimrende lokale tiltag, og vi ser frem til, at Jesper igen kan komme ud at spille golf og på den måde fastholde muligheden for at dyrke sin store hobby, siger Lars Bodholdt. 

Sidder man og får lyst til at hjælpe Jesper og golfklubben i mål med de sidste penge, skal man endelig kontakte golfklubben/Stephen Bihl på 92 15 01 27 eller på mail formand@givegolfklub.dk.