KT Erhvervsbyg bygger på hjemmebane: Udvider med 1300 kvadratmeter til kontor og kantine 

KT Erhvervsbyg har i årevis leveret byggeprojekter over hele landet lige fra Vendsyssel til Sydhavnen i København til Lolland, men de næste måneder vender virksomheden blikket indad og bygger nye kontor- og kantinefaciliteter til domicilet på Ryttervangen 18 i Give. 

Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk  

ERHVERV: Vækst skaber vækst, og ud fra den devise er det kun logisk, at KT Erhvervsbyg A/S på Ryttervangen i Give, der i dag er en af Danmarks største specialiserede entreprenørvirksomheder indenfor erhvervsbyggeri, nu er gået i gang med at udvide på ’hjemmebane’.  

I starten af juni har virksomheden påbegyndt opførelsen af en ny bygning ved siden af de eksisterende bygninger på matriklen.

Den nye bygning med kontor- og kantinefaciliteter kommer til at ligge ved siden af  og forbundet med den eksisterende hovedbygning. Grafik: KT Erhvervsbyg

 1300 kvadratemeter til kontor og kantine

- Vi er i gang med en udvidelse af kontor og kantine faciliteter i alt cirka 1.300 m², og vi forventer at kunne tage de nye faciliteter i brug omkring februar – marts 2025, fortæller Per Henriksen, der er CEO og Partner hos KT Erhvervsbyg. 

Den nye bygning vil i stueplan få en spritny kantine med køkken, en række kontorpladser, et mødelokale, toilet/badefaciliteter og en ankomsthal med dertil hørende reception. 

På 1. salen vil der blive plads til omkring 40 kontorpladser, 3 mødelokaler, 1 mødelokale/showroom, toiletter og en lounge.  

Det betyder, at når det nye projekt står klar, så vil KT Erhvervsbyg råde over 120 kontorpladsen, 96 kantinepladser og 92 mødepladser samt 120 p-pladser.    

 

 1. salen bliver et decideret kontor- og mødelokale med omkring 40 kontorpladser og 4 møderum. Grafik: KT Erhvervsbyg

 

Den nye bygning rummer ud over nye kontor- og mødefaciliteter også en ny stor lækker kantine med dertil hørende køkken. Grafik: KT Erhvervsbyg

Her har vi så den nye bygnings ankomsthal og reception. Moderne og lækkert. Grafik: KT Erhvervsbyg. 

 

 Sådan vil det samlede domicil hos KT Erhvervsbyg A/S se ud ude fra Tykhøjetvej, når den nye bygning står færdig i februar/marts 2025. Grafik: KT Erhvervsbyg

 

 Her er 3D tværsnit af den nye kantine. Grafik: KT Erhvervsbyg