Kræfterne og overskuddet er brugt: Fruerne K. lukker 30. september
1.november 2020 åbnede Pernille Ellegaard Kruse og Rikke Nancke butikken Fruerne K. i Østergade 20 i Give, men butikken vækstede så hurtigt, at den flyttede ind i meget større lokaler i Østergade 18 kort efter. Men nu er det snart slut, og det handler i høj grad om tid og overskud.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: I 4 år har genbrugsbutikken Fruerne K. pyntet på butikslivet i både Østergade og Give. Her kan man leje en reol for kun 200 kr. pr. måned, hvorfra du kan sælge alt det loppe- og genbrugsguld du har i gemmerne. Fruerne K. tager 15 procent i kommission af salget, resten er kundens.
Et noget andet koncept end de klassiske genbrugsbutikker, men også et koncept der har vundet gehør i Give og omegn, og et koncept som de to initiativtagere Rikke Nancke og Pernille Ellegaard Kruse satte i søen for nu snart 4 år siden.
Kræfterne er brugt
De har over de 4 år banket en god biks op, samtidig med at de skulle passe deres civile jobs ved siden af og samtidig med, at de også skulle levere varen i den nære familie. Og nu må de betale regningen for denne tidsrøvende kombination.
-Vi har besluttet, at vi lukker butikken den 30. september. Vi trækker simpelthen stikket, fordi vi har alt for meget på tallerkenen. Overskuddet er væk, kræfterne er brugt, og nu handler det om at passe på sig selv, fortæller Pernille, der i skrivende stund er ramt af en hård periode med stresssymptomer. Hun er mor til tre børn og arbejder hos Pagaard El i Thyregod som bogholder og i administrationen.
Arbejde, familie - og så lige en butik ved siden af – det trækker tænder
Rikke har job som farmakonom på apoteket i Grindsted og ligesom Pernille også familie med børn at passe, så det er klart, at det godt kan trække tænder, hvis man både skal passe sit civile job, en familie og så også lige finde tid til en second hand butik med 5 åbningsdage - og en butik i vækst med stabilt stigende kundetal.
-Butikken har gennem de fire år fyldt rigtig meget i vores liv, og man skal huske på, at det ikke er en gesjæft, vi kan leve af. Det ville da være drømmescenariet, men det er tæt på ulønnet arbejde, det vi laver her. Ja, det er sjovt og spændende, og det går godt.
-Vi startede ud lige midt i coronaen og kæmpede derfor nogle år med en svær kombination af faste udgifter til husleje osv., samtidig med at vi havde få indtægter, idet fok jo ikke måtte komme udenfor og handle. Men efter et par år fik vi vendt skuden, og nu går det godt, kurven peger i den rigtige retning, lyder det samstemmende fra Rikke og Pernille.
Det handler om rettidig omhu i forhold til helbredet
Det handler altså ikke om, at de to kvinder lukker butikken, fordi det går dårligt. Det handler simpelthen om rettidig omhu i forhold til helbredet, og om at få mere overskud og tid til familien derhjemme – samtidig med at det civile job naturligvis også skal passes.
Pernille og Rikke har, efter de har lavet et opslag på Facebook om, at de vælger at stoppe til 30. september, fået mange positive tilkendegivelser fra deres kunder og ros for deres koncept. Rigtig mange anerkender Fruerne K. som en god butik, som de vil komme til at savne i bybilledet, og det er da også Pernille og Rikkes store ønske, at butikken kan fortsætte med nye folk bag disken.
Efterlader en god og velfungerende butik
-Vi efterlader en god butik med et populært koncept. Bare det sidste halve år er det væltet ind med nye standholdere, og vores kunder ligger fra de helt unge til de ældre. Ikke mindst de unge har taget genbrugstanken til sig. Så det er da oplagt, at butikken skal køre videre efter os. De nye folk kan selvfølgelig gentænke konceptet alt efter deres egne ideer og tanker, men alt det hårde benarbejde er gjort.
-Konceptet er på plads, byggestenene er lagt, og der er sat en høj standard for varerne her i butikken, hvor man kan finde både brugte men også nye ting. Der er oparbejdet en god kundegruppe, så det er faktisk lige til at gå til. Derfor ville det være brandærgerligt, hvis butikken skulle lukke, konstaterer Rikke og Pernille.
Kig ind og få en snak om mulighederne
De roser deres udlejer, Allan Sørensen, for at være virkelig forstående og løsningsparat. Huslejen ligger klart i den rimelige ende, og Pernille og Rikke er også klar til at hjælpe eventuelle nye ejere i gang i en overgangsperiode.
-Hvis man er interesseret i at høre mere om konceptet, butikken og driften i det hele taget, skal man endelig ikke tøve med at kigge ind og få en snak med os. Vi er klar til at besvare alle spørgsmål.
Second hand-butikken Fruerne K. startede tilbage i 2020 med Pernille Ellegaard Kruse og Rikke Nancke som initiativtagere. Men nu lukker de butikken den 30. september, da de begge mangler tid, kræfter og overskud til at drive butikken videre. Foto: Jim Hoff
Foto: Jim Hoff