
Kommende præsident i Rotary Club Give efterlyser nye medlemmer og afliver loge-myter
Foto: Leif Søndergaard er mangeårigt medlem af Rotary Give, og til sommer bliver han klubbens præsident. Foto: Jim Hoff
Leif Søndergaard overtager til sommer præsidentembedet efter Erik Harpøth, og den kommende præsident har en klar mission. Det handler om en klar definition af, hvad Rotary Club handler om her i 2025, og om at få hvervet nye medlemmer. For den gammeldags snak om loger osv. kan vi ifølge Søndergaard godt glemme alt om.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE FORENINGSLIV: I de gode gamle dage var en forening som Rotary meget bundet op på at være en såkaldt loge for erhvervsdrivende og folk i ledende positioner – og en forening kun for mænd.
Men den varedeklaration kan vi godt glemme alt om.
Det fortæller Leif Søndergaard, mangeårigt medlem af Rotary i Give og foreningens kommende præsident.
En folkelig forening for både kvinder og mænd
- I dag er Rotary en mere folkelig forening, hvor der er plads til både mænd og kvinder. Vi er en social forening, hvor vi nu mødes fast hver 14. dag på Museum Give. Her spiser vi middag sammen, mad som et af vores medlemmers koner laver til os. Og det er altid superlækkert.
- Udover at nyde det gode samvær over en god gang mad, så har vi ofte en interessant foredragsholder inde, og vi tager også af og til ud på virksomhedsbesøg. Vi kigger også forbi hos offentlige institutioner; senest var det Fælleshuset i Karlskov, vi besøgte. Og det er helt uforpligtende at være medlem – man kommer, når man kan og har tid, fortæller Leif.
Humanitære tiltag
Rotary, der er en stærk internationalt funderet organisation med afdelinger over det meste af verden, har også en stærk humanitær side.
- Vi støtter ulandsprojekter, vi har et katastrofeberedskab, hvor vi også støtter i tilfælde af krig/naturkatastrofer osv. For eksempel er vi lokalt her på Give-egnen meget involveret i hjælp til Ukraine. Derudover har vi også et koncept med udviklingsstudenter, hvor vi hvert år sender et ungt menneske til udlandet – og selv modtager et ungt menneske fra udlandet. Det er en service, der går begge veje, pointerer Leif.
Rotary Give er tit og ofte synlig ved mange af de arrangementer, der foregår i bymidten i Give. Her bliver der solgt juleneg ved Isskulpturfestivalen. Foto: Jim Hoff
Lad os ’Så et frø’
Penge til udvekslingsprojekterne samler man ind lokalt, og her er man i Rotary Club Give, med Leif Søndergaard som tovholder, i gang med projektet ’Så et frø’, hvor man sælger poser med frø til såvel hr. og fru Jensen og hvem der ellers kunne være interesserede i at gå foråret i møde bevæbnet med nye blomsterfrø.
- Vi har været rundt i de store kædebutikker her i Give, men de må ikke lægge hylder til den slags her, men til gengæld kan vi hos dem søge om et kontantbeløb til vores udvekslingsprojekter. Vi har så været rundt hos de mindre og de selvstændige butikker i Give, og har man må og vil gerne bakke op om vores projekt, så frøene kan nu købes i en række butikker i Give, fortæller Leif.
Man går næsten altid klogere hjem
I forhold til rekruttering af nye medlemmer er der ligesom to veje ind i Give Rotary Club. Man kan enten selv søge om optagelse, og her er der, modsat i gamle dage, intet krav om, at man er erhvervsmand eller har en ledende stilling.
Man kan også blive prikket på skulderen af et Rotary-medlem og få en venlig opfordring til at gå ind i foreningen.
- Man har så en prøvetid i foreningen, og derefter bliver man så optaget. Vi ser gerne flere unge og flere kvinder i foreningen, og vi har stor respekt for, at erhvervsfolk i dag er pressede på tiden og derfor har svært ved at afsætte timer til at være med her hos os.
- Personligt vil jeg sige, at det virkelig er interessant at være med i Rotary. Vi har nogle gode møder, har nogle berigende foredrag, og man føler bare, at man mange gange går klogere hjem. Derudover er der jo det gode kammeratskab og det gode netværk, som jeg også sætter virkelig stor pris på.
Afliver myten om de mystiske ritualer
- Jeg vil også gerne her aflive myterne om, at vores forening er bundet op på et hav af mystiske ritualer. Sådan er det altså slet ikke. Det eneste ritual, vi har, er, at den siddende præsident tager sin ’borgmesterkæde’ på ved de mere officielle lejligheder, pointerer Leif.
Hvis man vil vide mere, eller eventuelt melde sig ind i Rotary, kan man helt uforpligtende ringe til Leif Søndergaard på telefonnummer 20 25 82 24. Hen over året kan man også møde Rotary i bymidten i Give, hvor de ofte er med til de forskellige arrangementer lige fra Skulpturdagen til Foreningernes Dag.
Man kan søge mere indblik i foreningens liv og arbejde på Facebook under Club Rotary Give.
Rotary Give var også i det gavmilde hjørne i forbindelse med den store lokale støtterunde til det nye idrætscenter i Give.Foto: Jim Hoff