Kom så piger: Pigeraketten lander i Give med et stort fodboldbrag
DBU og Give Fremad inviterer alle piger mellem 5 og 11 år til en spændende dag fyldt med fantasi, sjov og masser af fodboldaktiviteter, når fodboldpige-raketten lander i Give den 23. juni.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FODBOLDPIGER: Piger og fodbold, det kan altså bare noget, og det har man for længst opdaget i Give Fremad, hvor en masse glade fodboldpiger boltrer sig på de lækre baner på Give Stadion.
Derfor er det helt oplagt, at klubben nu bliver en del af DBUs Pigeraketten, som er en sej og rigtig fin fodboldaktivitet målrettet 5-9-årige piger. I Give Fremad vælger man dog at udvide konceptet lidt og åbner også døren for de 10-11-årge fodboldpiger på egnen.
Handler om at få flere piger til at spille fodbold
Det fortæller Kenneth Bigum Hansen, der er træner for klubbens friske U9-U10 piger, og tovholder på Pigerakettens nedslag på Give Stadion.
- Vi afholder det her fodboldarrangement, så vi kan få nogle flere tøser i gang med at spille fodbold i vores lille by. Jeg er er træner for U9, 10 og 11 pigerne, og det er virkelig sjovt. Jeg har fået 8 piger fra U14 til at komme og hjælpe på dagen. Jeg har 14 U9-10 piger, allerede spiller fodbold. Vi træner 17.00-18.00 mandag og torsdag, og vi har to hold, og vi vil gerne have flere yngre hold i gang i Give Fremad, fortæller Kenneth.
Han har lavet en aftale med Brugsen i Give, som giver en sodavand på dagen, og Dancake er frisk på at give et stykke kage.
Alle er velkomne - og det koster gratis
Ifølge varedeklarationen fra DBU flyver Pigeraketten rundt i 2,5 time, hvor den blandt andet skal forbi Mars, Saturn og Neptun. Her vil pigerne, sammen med klubbens frivillige og DBU's instruktør, blive guidet igennem solsystemet, hvor de gennem sjove lege og fodboldøvelser skal samle energikugler til raketten, så de kan rejse hjem igen til fodboldklubben.
- Det eneste man skal medbringe, er en ordentlig gang godt humør, masser af gå-på-mod, vandflaske og tøj til at bevæge sig i. Så vi håber vi ser en masse friske piger til en rigtig sjov fodbolddag fyldt med spændende rum-aktiviteter, siger Kenneth og tilføjer:
- Og så er det vigtigt at understrege, at alle er velkomne - uanset om man har prøvet fodbold før eller er helt ny. Det er gratis og uforpligtende at deltage og det kræver ingen tilmelding.