Kom med Grundtvigsk Forum på udflugt til H.C. Andersens Museum i Odense
Grundtvigsk Forum i Give inviterer nu på udflugt til HC Andersens Museum i Odense. Det sker tirsdag den 10. september med afgang fra Bøgetorvet klokken 8.30.
UDFLUGT: I 2021 åbnede det nye H. C. Andersens Hus. Museet er tegnet af den berømte japanske arkitekt Kengo Kuma. To tredjedele af museet befinder sig under jorden og det er omgivet af en eventyrlig have, der i sommerhalvåret bugner af et farvestrålende blomsterflor.
H.C. Andersen kunne i særlig grad bruge sine sanser og sin fantasi, og man får brug for begge dele undervejs i museet.
Museet giver dig muligheden for at se nye sider af H. C. Andersens forfatterskab. Her fokuseres ikke på personen Andersen og hans historie, men derimod på de eventyr, han skrev. Museet taler ikke om H.C. Andersen, det taler som H.C. Andersen.
Åfart og eftermiddagskaffe
- Efter vi har været rundt på museet, får vi frokost på Museet i restaurant ”Dejlig”, og derefter går turen til Odense Aafart, hvor vi skal på sejltur på Odense Å. Sejlturen tager 1 time. På hjemturen gør vi ophold i Middelfart, hvor vi får eftermiddagskaffe på Cafe Razz, der ligger smukt ned til Lillebælt, hvorfra vi har udsyn til både den gamle og nye Lillebæltsbro, fortæller Marianne Holm fra Grundtvigsk Forum.
Hun kan ydermere oplyse, at det forventes, at man er hjemme igen fra den forhåbentlig oplevelsesrige dag cirka klokken 17.30. Man kan i annoncen her i Vores LokalAvis søge oplysninger om pris og betalingsmetode.
Tilmelding til Lone Nielsen mobil nr. 3029 7258 eller Vita Hyldgård mobil nr. 4086 9404 senest 2. september 2024.