Køberrådgivning: Få hjælp gennem dit boligkøb
Danbolig i Give fortæller her om køberrådgivning, og hvorfor det kan være en rigtig god ide at koble en køberrådgiver på sin hushandel. Læs her om hvordan du kan blive guidet sikkert gennem dit boligkøb.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
EJENDOMSHANDEL: De fleste af os køber kun bolig få gange i livet. Når I står foran huset en solskinsdag i maj, hvor æbletræerne blomstrer og fuglene kvidrer, er det let at forelske sig i alt det dejlige. Men gemmer der sig noget afgørende i købsaftalen eller i lokalplaner og servitutter?
Dét kan I få hjælp til at gennemskue med en professionel, lokal ekspert ved jeres side.
- Hvor en ejendomsmægler er sælgers repræsentant, giver køberrådgivningen boligkøberne de bedste betingelser og ro i maven. Køberrådgiveren tager jer i hånden og får hele boligkøbet ned på det tilgængelige plan, siger Lars Secher fra danbolig Give.
Gennemgang af alle dokumenter – også de tekniske
Et af de vigtigste områder af danboligs køberrådgivning er den grundige gennemgang af alle relevante dokumenter.
- En købsaftale er typisk over 30 sider og ledsages af 20-30 sider bilag, som I skal gennemskue, og det kan få stor betydning, at kommunen er i gang med at udarbejde en lokalplan, at der er en offentlig sti hen over grunden eller at staten eksproprierer jord til en gennemgående jernbane.
Vi kigger – i modsætning til banken – således ikke kun på de økonomiske aspekter af jeres boligkøb, men også på servitutter, byggetilladelser og andre lignende dokumenter, siger Birgitte Jæger.
Skaffer køber et godt overblik over alle papirerne
Hvad enten man er førstegangskøber eller erfarne på markedet, giver danboligs køberrådgiver køberne en hånd med at navigere gennem processen.
- En køberrådgiver hjælper jer og forklarer, hvad der står i papirerne, så I kan få overblik og træffe informerede beslutninger. Jeres køberrådgiver har desuden styr på lovkrav, deadlines, dokumenter og korrespondance med ejendomsmægleren. Det betyder, at I både sparer tid og får bedre overblik over hele processen og hvem, der skal gøre hvad og hvornår, forklarer Birgitte.
Hun pointerer her, at uanset hvor langt man er i boligkøbet, kan man få køberrådgivning hos danbolig. Til gengæld kan man kun få køberrådgivning om ejendomme, som er til salg hos andre mæglere – altså ikke danbolig i Give, fordi man et armslængdeprincip over for butikkens egne bolighandler, for at kunderne skal være trygge ved danboligs uvildige køberrådgivning.