Klubmand og giftigt venstreben: Mød årets stemmesluger og årets talent i Give Fremad
Traditionen tro er der blevet afholdt afslutningsfest i Give Fremad, hvor seniorspillerne i såvel dame- som herreafdelingen var samlet for at se tilbage på sæsonen og for at belønne de respektive spillere. I denne ombæring kigger vi på Årets Stemmesluger og Årets Talent
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FODBOLD: Diagonalkroen dannede de hyggelige rammer omkring dette års afslutningsfest i fodboldafdelingen i Give Fremad, hvor dame- herrespillerne var forsamlede i muntert lag – både med henblik på et hygge sig og for at runde sæsonen godt af.
Med til sådan en klassisk fodboldafslutning hører også uddeling at priser og titler, og denne gang handler det om Årets Stemmesluger og Årets Talent på jyllandsserieholdet. Senere kan du læse om hvem, der blev kåret til årets fighter, årets rebel, årets serie 4-spiller. Derudover bringer vi også senere en hyldest fra fodbolddrengene til de to arkitekter bag det legendariske Billethus på Waldstadion i Give.
Årets Stemmesluger – en ægte klubmand
Årets stemmesluger gives logisk nok til den spiller, der hen over året har fået flest stemmer efter kampene. At det så er den samme spiller, der også blev kåret til Årets Spiller er der vel en vis logik i - for årets stemmesluger er nemlig the one and only Kristoffer Larsen.
Her får du de pæne ord, som klubbens cheftræner, Kasper Bach-Jensen hæftede på Kristoffer Larsens og hans helt unikke sæson.
Klubmand og lederfigur
-I 2024 har du vist, hvad det vil sige at være en ægte klubmand, og i dag skal vi hylde dig for den utrolige indsats, du har lagt i sæsonen – både på og uden for banen. Du er den spiller, der har fået flest stemmer i vores kampe i år, og det er ikke tilfældigt. Du har spillet 30 kampe, hvoraf 29 af dem var fra start, og du tog dig også af en enkelt pokalkamp fra bænken – altid klar til at bidrage, når holdet har haft brug for dig, lød det indledningsvist fra Give-coachen.
- Det er din klubånd, dit engagement og din ledelsesrolle på holdet, der virkelig skinner igennem. Du er den, der altid giver alt – uanset om vi er foran, bagud eller står i en presset situation. Du er den, der hæver standarden, og du er den, som både medspillere og trænerteam ser op til, når der er behov for at tage ansvar.
Binder os sammen
Du har allerede fået mange roser i denne sæson – og lad mig sige det så klart: Jeg kan ikke give dig nok. Du er ikke kun en spiller, der leverer hver eneste gang – du er også et menneske, der altid står til rådighed for holdet, som en ægte klubmand.
-Din måde at være på, din måde at støtte dine medspillere og din urokkelige vilje til at kæmpe for klubben er noget, vi alle sætter stor pris på. Du er den, der binder os sammen, og vi er stolte af at have dig på holdet. Tillykke med titlen som Årets Stemmesluger – det er mere end velfortjent, og du har virkelig fortjent at stå i centrum i dag!
Kristoffer Larsen er årets stemmesluger på jyllandssrieholdet i Give Fremad. Foto: Jim Hoff
Årets talent med det lynende giftige venstreben
Herefter handlede det om kåringen af Årets Talent, og her faldt valget helt åbenlyst på klubbens nye unge spiller, der kom til klubben efter et ’gæsteophold’ på danmarksserieholdet i Hedensted – og her taler vi naturligvis om angrebshvirvelvinden med den eminente sparketeknik og den store løbevillighed – også i forhold til højintense løb - nemlig Jonas Østergaard.
Igen læner vi os her op ad Kasper Bach-Jensens fine beskrivelser.
Ikke bare god – men virkelig god
- Årets Talent – Jonas Østergaard er en spiller, der allerede har sat sit aftryk på banen – selvom han stadig er ung nok til at blive smidt i seng klokken 21.00. Jonas Østergaard, du er årets talent! Og det er ikke bare fordi, du er god – det er fordi, du er virkelig god. Med dit fantastiske venstreben og en spilforståelse, der får selv rutinerede spillere til at klø sig i nakken, har du været en sand fornøjelse at følge denne sæson.
- Du har spillet 16 kampe i efteråret og i dén tid lavet noget, der minder om FIFA-statistikker: 11 mål og 7 assists. Og vi skal ikke glemme de 4 Man of the Match-titler – det svarer til, at næsten hver fjerde kamp slutter med, at du går hjem som holdets superstjerne.
Et træningsbæst
-Men Jonas, det er ikke kun på kampdagen, du gør en forskel. Du er også et sandt træningsbæst! Mens andre nogle gange sniger sig uden om øvelserne eller brokker sig over 15x15 løb, så er du altid klar til at give den gas. Faktisk så meget, at vi andre indimellem overvejer, om du sover med en fodbold under dynen.
- Om fremtiden: Du har hele pakken. Teknik, drive, vilje og en personlighed, der gør dig til en fornøjelse både på og uden for banen. Du er altid en kæmpe god fyr, og det betyder, at vi ikke bare ser dig som et talent, men som en vigtig del af fællesskabet. Vi glæder os til at se, hvor langt dit talent kan bære dig. Men én ting er sikker: Med dit venstreben, din målnæse og din arbejdsiver, så har du allerede taget de første store skridt på vejen. Tillykke med titlen som Årets Talent – den er mere end velfortjent.
Næste gang handler det om årets fighter, årets rebel og årets serie 4-spiller.
Jonas Østergaard er kåret som årets talent i Give Fremad. Foto: Jim Hoff