Klubmand, midtbanekriger og kulturbærer: Peter har spillet 300 kampe for Gives 1. hold 

Nok hentede Gives jyllandsserie 2 en sejr på 3-1 over topholdet fra Aabenraa søndag den 25. august, men dagens helt store oplevelse, var da klubikonet Peter Christensen fik overrakt en pokal for 300 kampe på 1. holdet i Give Fremad. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

KLUBLEGENDER: Søndag klokken 14.50 kom der en ny spiller i GIve Fremads lukkede kreds af spillere, der har spillet 300 kampe for 1. holdet i Give Fremad. Kort før kickoff mod Aabenraa blev jyllandsserieholdets midtbanemotor, dynamo og chefkriger Peter Christensen hyldet af først cheftræner Kasper Bach-Jensen og dernæst Give Fremads formand Anders Kristensen.  

Dermed træder “Pete”, som gutterne på holdet kalder ham, ind i en eksklusiv klub bestående af fremragende fodboldnavne som Martin Østergaard, der har spillet 385 kampe, Kristian Rasmussen med 356 kampe og Jørgen Sørensen med 347 kampe. Dermed består denne fine kvartet af to defensive spillere, Martin og Peter, samt to angribere, Jørgen og Kristian. De to sidste har by the way tilsammen scoret 386 mål. 

Altid en af de første på holdkortet

Det er nok tvivlsomt, at Peter Christensen nogensinde kommer ind på klubbens topscorerliste, for mange kvaliteter har den gode midtbanekriger, men en decideret goalgetter, det har han nu aldrig været. Det er dog blevet til en håndfuld kasser i løbet af de 300 kampe, heriblandt et fortryllende langskudsmål fra 30 meter, hvor bolden blev tæsket op i målhjørnet. 

Peter Christensen fik sin debut for Give Fremads 1. hold i 2011, hvor han var skiftet fra Thyregods serie 4-mandskab til Give, og det første år spillede under træner Michael Nordby. 

Trænerne har man sidenhen skiftet en del ud på i Give Fremad, idet Peter i sine 13 aktive år i Give har spillet under Steffen Uldahl, Kristian Rasmussen, Gert Hougaard (to gange), Brian Aagaard, Boye Habekost, Brian Sølund og Kasper Bach-Jensen.  

Peter Christensen debuterede for 13 år siden for Give Fremad i serie 2 - og han har siden da været fast mand på holdet, når han ikke har været ude med skader, hvilket desværre ofte har været tilfældet. Foto: Jim Hoff

Uden skader meget tættere på klubrekorden

Og under samtlige trænere har han været en af de første spillere på holdkortet, hvis han altså ikke har været skadet. For skader har været en desværre lidt for stor del af Peter Christensens fodboldkarriere, og uden disse forhindringer havde det nok været 350 kampe, han var blevet hædret for denne søndag.  

Peter Christensen har, siden han debuterede i 2011, været holdets stabile ankerpunkt både på og uden for banen. Derfor kun naturligt at anførerbindet endte på den veltrænede overarm hos den gennemsympatiske ildsjæl Peter, der ikke giver op før 2-3 dage efter, at dommeren har fløjtet kampen af - så skal han jo alligevel til træning og give den en ny gang gas. 

En duelstærk kriger der har udviklet sit spil på bolden

300-kampsjubilaren har haft rollen som krigeren på midtbanen, nogle gange har han også taget tjansen i forsvaret, og han har typisk været den spiller, der gik forrest både fysisk med veltimede og benhårde tacklinger. En gut, der simpelthen elsker og stortrives med en masse duelspil – som han oftest kan trække sig ud fra som vinderen. 

Nu har Peter jo rundet de 30 år, og vi der har fulgt ham siden han startede i Give Fremad for nu 13 år siden, kan med glæde konstatere, at midtbanekrigeren har udviklet sit tekniske niveau på bolden. I dag ser vi stadig en herre, der kan sit duelspil til UG plus, men også en spiller der er blevet mere rolig på bolden og med flere fine velovervejede pasninger på en ellers til tider tæt trafikeret central midtbane. Men tag ikke fejl: Den inkarnerede klubmand leverer bestemt stadig en stor verbal tilstedeværelse inde på banen. Det forandrer sig næppe med alderen. 

Hvis man lavede en statistik over hvor mange af de dueller, han er gået ind i gennem tiden, ville Peter sandsynligvis ligge tæt på indeks 100. Foto: Jim Hoff

Hjerteblod både på og udenfor banen

Det var Gives cheftræner, Kasper Bach-Jensen, der fik mikrofonen før kampstart, hvor Give og Aabenraa stod linet op til kamp.  

- Peter, du har i årevis været en sand kriger på midtbanen. Du har kæmpet for hver eneste bold, løbet de ekstra meter, og har aldrig vigeret tilbage fra en udfordring. Din indstilling har inspireret dine holdkammerater til at yde deres allerbedste, og du har været en uundværlig brik i holdets succeser.  

- Men det er ikke kun på banen, at du har gjort en forskel. Som en fantastisk klubmand har du altid været der for klubben, både i medgang og modgang. Du har været et forbillede for de unge spillere, en støtte for dine holdkammerater. Din loyalitet og dedikation har ikke kun gjort dig til en vigtig spiller, men også til en sand kulturbærer – en, der har været med til at forme klubbens identitet og kultur, lød de flotte ord fra cheftræneren, der ikke tøvede med at kalde Peter for en sand klublegende.  

Efterfølgende var det Give Fremads formand Anders Kristensen der 100 procent bakke op om de flotte ord fra Kasper.

-Alt det Kasper lige har sagt er bare spot on, og Peter, så har vi jo en stående aftale,dig og mig, om at så snart du ikke skal spille bold mere, så har vi en post klar til dig i bestyrelsen. Du har i så mange sammenhænge vist dig som en kanongod klubmand og ydet så meget for klubben også uden for kridtstregerne, så vi ville elske at få en mand af din kaliber med på holdet, lød det anerkendende fra formanden

Gives cheftræner Kasper Bach-Jensen (tv.) og klubbens formand, Anders Kristensen, holdt begge en flot tale for klublegenden Peter Christensen i anledning af hans flotte 300-kamps milepæl. Foto: Jim Hoff

Fællesskabet og den flotte sportslige rejse

Peter fortæller, at han naturligvis er stolt af at have rundet 300 kampe, og at det rigtig meget handle rom klubbens kultur og sportslige rejse fra serie 4 hold til Jyllandsserie 1 hold der har motiveret og fascineret ham.  

- Give Fremad er en helt speciel klub. Jeg har altid haft det rigtig godt her på grund af det gode fællesskab - og så her det været vildt motiverende at være med på den flotte historiske sportslige rejse. Da jeg startede i 2011 kæmpede, vi med at holde os i serie 2, men i de sidste 4 halvsæsoner, inden vi rykkede op i JS 1, har vi virkelig sat fart på og bare vundet en masse kampe. At være en del af et det hold, der var med til at give klubben dens højeste placering i rækkerne nogensinde var bare fantastisk.  

En anden del af Peters glæde ved at spille bold, i Give handler om det fællesskab, han føler man får med byens folk.  

- Når jeg er nede og handle i Brugsen får jeg da en masse gode snakke med folk, der vil tale fodbold. Det er megahyggeligt, og med til at man bare føler sig hjemme både i klubben og i byen. Jeg elsker også at være et forbillede for de unge spillere i klubben. Jeg husker da selv, hvordan jeg som helt ung så op til ‘stjernen’ på holdet i Thyregod. At man er et forbillede for andre, giver ekstra energi. Jeg har endda oplevet at skulle skrive autografer, og at nogen ville have et billede med mig – det er da lidt vildt, konstaterer Peter med et stort smil. 

Jagter nr. 2 og 3 på rekordlisten

For ham har tilliden fra træneren og klubben altid betydet neget, og på den konto har han altid villet ofre alt for klubben – og givet sig 100 procent både på og uden for banen. 

Nu rundet han i år de 34 år, men han er stadig klar til at gå efter haserne på et par af de spillere, der ligger foran ham på rekordlisten. 

- Jeg har valgt, grundet min alder og skadeshistorik, at tage en halv sæson ad gangen. Jeg kan i hvert fald sagtens se mig selv spille her i klubben også i 2025. Jeg tænker, at jeg gerne vil nå op på listens 3. plads (347 kampe, red.), og kunne jeg også lige gå forbi Kristian Rasmussen på 2. pladsen med 356 kampe, ville det da være så fedt. At nå den slags målsætninger, er også en stor motivation for mig, lyder det fra den herlige midtbanekriger.  

 

Peter Christensen har været med til at fejre oprykning med Give Fremad mange gange - har har været med på rejsen fra serie 2 op til jyllandsserie 1 og er dermed et stærkt symbol på klubbens flotte fremgang de seneste år. Foto: Jim Hoff