Klar til skole: Stjerneskuddets Stjernebørn har helt styr på deres madpakker

Førskolebørnene i Stjernegruppen i børnehaven Stjerneskuddet i Givskud skal snart skifte den vante og trygge tilværelse i børnehaven ud med en ny spændende tilværelse på skolen i Givskud med en ny dagligdag og en ny rytme. Som led i konceptet ’Den Gode Overgang’ mellem børnehave- og skolegang lærer børnene at smøre deres egne madpakker med køkkenchef Lise som vejleder. Og det giver madglæde, madmod og madfred.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVSKUD: Der er mange ting og kompetencer, man skal lære, når man går i børnehave, så man er klædt på til at drage videre i livet, når for eksempel skolelivet kalder. Kreative, kropslige og sociale kompetencer er vigtige helt overordnet set, og hvis vi lige åbner døren ind til den mere lavpraktiske og konkrete hverdag, så står der bogstaveligt talt også madpakker på menuen.

Og den dør er førskolebørnene i børneinstitutionen Stjerneskuddet i Givskud for længst gået ind ad sammen med deres pædagoger og køkkenchefen Lise.

Lærer at sammensætte deres egen madpakke

For når skoleklokken ringer ind til time, og hverdagen i børnehaven byttes ud med den i Givskud Skole, så er det slut med den fine madordning, som børnene kender fra børnehaven.

Nu skal børnene nemlig til at have madpakker med i skole, og den proces og forvandling har man taget proaktivt fat i hos Stjerneskuddet.

- Nu hvor børnene skal til selv at have mad med, har vi igangsat et koncept, hvor børnene både lærer om god mad, og hvor de også lærer selv at smøre og sammensætte deres helt egen madpakke. Vi har fået børnene her i gruppen til at lave ønskesedler over, hvad de godt kan lide at spise i forhold til madpakker.

Køkkenchefen Lise forklarer her børnene, hvad der er kommet på bordet til dagens madpakke-event. Foto: Jim Hoff

En madpakke er kun sund og god hvis den bliver spist

- Vi laver så nogle mapper til både børnene og forældrene, en slags manual kan du kalde det, hvor forældrene og børnene kan se, hvilke ting det er, børnene gerne vil have med i madpakken. Selvfølgelig er der nogle rammer for, hvilke ting børnene kan ønske sig i forhold til sund mad osv., men børnene bestemmer selv, hvordan de sammensætter madpakken, og i hvilken rækkefølge de vil spise maden.

- En madpakke er jo kun sund og god, hvis det hele bliver spist, og det er vigtigt for os at pointere, at der ingen regler er for, hvordan maden skal se ud. Hvis et barn hellere vil have en æbleskive på leverpostejmaden frem for en agurk, er der helt i orden. Vi har alle hver vores smag, så ingen mad er forkert, siger Lise, der faktisk har kørt det her koncept med børnene i børnehaven i mindst 10 år.

Undervist i god mad

Børnene bliver naturligvis undervist i sund og god mad, de har temadage, hvor de for eksempel ”smager en farve”, så hvis dagens tema er rød, så er det tomater, rød peber, æbler, jordbær osv., der er på menuen.  

 - Det handler meget om at bevidstgøre børnene om mad og alle de muligheder, de har, når de skal lave en rigtig god madpakke, der passer lige til dem. Vi gør også det, at når børnene skal ud på tur, så smører de selv de madpakker, de skal have med. Det er god læring og giver dem ejerskab over det, de skal have med at spise – og børnene elsker den proces, fortæller Lise.

Så skal der ellers vælges varer ud til madpakken - og der er virkelig mget lækkert at vælge mellem. Foto: Jim Hoff

Ta’ selv-bord

Mens avisen er på besøg, kommer vi på besøg hos Stjernerne, førskolegruppen, hvor 7 børn i 5-6-årsalderen gør klar til at øve sig i at smøre madpakker.  

Lise og børnenes pædagog, Gerd, har lavet et lækkert bord med forskellige madvarer, som børnene kan vælge fra til de madpakker, de skal spise til frokost denne dag. Madvarerne er produkter, som børnene i fællesskab med Lise har fundet frem til skal være en del af madpakkerne, og børnene går så sammen to og to, hvorefter de strikker dagens madpakke sammen.

Glæden ved at lave madpakker

De kan vælge frit mellem rugbrød, pizzasnegle, pølsehorn plus en masse forskelligt pålæg, grøntsager og frugt, og så kan de også vælge én snack, en lille lækker ting som en frugtstang eksempelvis.  

- Vi håber rigtig meget, at forældrene tager det her til sig, og at de sammen med børnene fremover, når de begynder i skoledelen, laver madpakker sammen med børnene. Det er hyggeligt og giver nogle gode snakke, og her kan forældrene jo så også være med til at beslutte, hvad det er, børnene skal spise – og hvor meget. Der er jo som sagt så mange muligheder – og fremfor alt handler det om, at der er glæde forbundet med madpakkerne, og at børnene får noget godt med i madkassen, som de får spist, siger Lise.

Så er madpakken klar - nu skal det hele bare rigtigt ned i madkassen, og det projekt hjælper Gerd og Lise gerne med. Foto: Jim Hoff

Håber at inspirere andre

Og så går de ellers i gang med krum hals, de unge mennesker, med at designe deres helt egne lækre madpakker. Stolte viser de deres flotte madkasser frem, og efterhånden som de bliver færdige, hjælper Gerd dem med at pakke madderne godt ind og få dem ned i madkasserne.

Faktisk har flere af børnene lyst til at sætte tænderne i deres hjemmelavede madder længe før frokostklokken ringer om en god times tid, men de må pænt vente, til der er officiel fælles frokost.

- Vi synes jo, at det her koncept er så godt, og vi ved, at det virker, så vi synes da, at andre institutioner skal læse om det og måske blive inspireret til et lignende tiltag, lyder den venlige opfordring fra Gerd og Lise.

Du kan se flere billeder fra den hyggelige madpakkeevent liger HER

Andre læser

Karina siger et vemodigt farvel til Stjerneskuddet efter 12 gode år med ledelsesopgaver

Givskud Zoo har ramt plet med fællesspisningskonceptet – og nu kan du komme til italiensk aften.

Emmy og Ida har sammenlagt lært mænd at lave mad i 28 år – men nu er det snart slut.