Karina siger et vemodigt farvel til Stjerneskuddet efter 12 gode år med ledelsesopgaver
Daginstitutionen Stjerneskuddet i Givskud skal ud at se sig om efter en ny leder, efter at nuværende leder Karina Lykke efter 12 år har fået nyt job i Sct. Norberts Børnehus i Vejle med tiltrædelse som leder den 1. 12.2024. Fredag den 22. november var dermed sidste arbejdsdag for Karina i Stjerneskuddet.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVSKUD: Efter 12 år med forskellige titler sidst som leder hos daginstitutionen Stjerneskuddet i Givskud skifter Karina Lykke arbejdsplads, idet hun den 1. december 2024 tiltræder en stilling som afdelingsleder hos Sct. Norberts Børnehus i Vejle. En stilling, som hun i sit netværk blev opfordret til at søge, da den blev ledig, og efter en del overvejelser frem og tilbage besluttede Karina så at byde ind på den ledige stilling - og fik den.
-Nu skal jeg som ny leder af Sct. Norberts Børnehus være med til at deltage i en ny proces, idet Børnehuset der er i gang med at bygge om, og samtidig lærer deres kultur og organisation at kende. Det er en spændende opgave, jeg her går ind i, og selvom det bestemt er vemodigt at forlade denne dejlige arbejdsplads her i Givskud, ser jeg da også frem til at prøve noget nyt og noget andet i en privat børneinstitution, siger Karina og tilføjer:
Mange udvidelser
-Det blev så til 12 fine år her i Stjerneskuddet i Givskud. Der er sket mange ting her over de 12 år, for eksempel fik vi åbnet en ny vuggestue med 8 børn fra start. I dag er der så 20-25 børn i vuggestuen, så det har været en flot udvikling. Vi har også bygget til, så vi fik plads til en ekstra børnegruppe, og her seneste har vi fået lavet et nyt køkken tæt på vores fællesrum. Et køkkenrum, der nu kan lukkes af, så børnene og de voksne har mere ro og plads til samtaler hen over madlavningen.
- Dermed får man i køkkenet nogle mere rolige og dybere samtaler, frem for som tidligere at skulle stå og lave mad på en ’hovedbanegård’, fortæller Karina, der selv har været med til ansættelse af samtlige ansatte i Stjerneskuddet på nær 4 – så man da i den grad godt sige, at det er hende, der har sat holdet.
Sket meget på de 12 år
Hun stiller op til interview her to dage før, hun har sidste arbejdsdag sammen med Ann-Sofie Apel, der er formand for forældrebestyrelsen, og de to kan se tilbage på 12 år, hvor der ikke kun på det fysiske område er sket store forandringer.
-På det pædagogiske område er der sket meget, idet Stjerneskuddet er blevet en noget større institution hen over de sidste 12 år. Udvidelse med vuggestue og ekstra børnegruppe, og så er bredden af vores børnegruppe også blevet større. I starten var der en del landbofamiliers børn, der gik her i Stjerneskuddet, men nu er der bred diversitet i børnegruppen, ligesom vi også har fået flere forskellige nationaliteter ind i børnegrupperne.
Der var liv og glade dage i Stjerneskuddet, den dag avisen kiggede forbi. Der blev hygget i alle rummene - og børnene og de voksne nød det. Fotocollage:Jim Hoff
-Det stiller naturligvis en række nye krav til vi voksne omkring børnene i forhold til kommunikation, forståelse af forskellige kulturer og familiemæssige baggrunde. Børnene lærer her at acceptere hinandens forskelligheder, og deres rummelighed fordres. Her skal der lyde en stor ros til både personalet og børnene i forhold til, hvor gode og empatiske de har vært til at optage de nye børn. Det handler jo også om, for de nye børn fra andre kulturer og med en anden sproglig baggrund, at de sammen med de andre børn og personalet finder gode løsninger, så de lærer at gå i en dansk børneinstitution – og de opgaver synes jeg bestemt, at vi lykkes godt med her i Stjerneskuddet, siger Karina og Ann-Sofie.
Velfungerende personale og stærk økonomi
Ann-Sofie og bestyrelsen er naturligvis kede af, at Karina ny har søgt nye græsgange, men de ønsker hende alt godt i fremtiden og ser med taknemmelighed tilbage på Karinas 12 år i Stjerneskuddet.
-Karina efterlader en knalddygtig personalegruppe. Det er en flok omstillings- og udviklingsparate mennesker, der er gode til at tage nye udfordringer op og til at arbejde med sig selv og dermed udvikle deres kompetencer. I forhold til samarbejdet med forældregruppen er de gode samarbejdspartnere og dialogsøgende i dagligdagen, lyder det anerkendende fra Ann-Sofie.
Den tråd tager Karina gerne op og pointerer, at hun bestemt også ser Stjerneskuddet som en institution med et godt personale, der nok skal køre institutionen godt videre.
-Vi har et fagligt dygtigt og godt personale her, og læg dertil at vi også er dækket godt ind mht. økonomien, idet vi har en virkelig god drift. Vi arbejder også med i KIDS-konceptet, som Vejle Dagtilbud bruger som redskab og koncept, hvor det handler om at arbejde med stærkere børnefællesskaber, lege og læringsmiljøer med udgangspunkt i den aktuelle børnegruppe.
- Derudover er vi en del af et stærkt og loyalt lokalsamfund, hvor vi nyder rigtig stor opbakning fra Givskud Zoo, skolen, hallen, ligesom vi også har et fint samarbejde med friplejehjemmet i Riis. Vores overgang fra børnehave til skole fungerer rigtig godt, vores børn er godt selvhjulpne og kommer med en naturlig nysgerrighed og gode relationer, hvilket letter overgangen fra børnehave til skole, konstaterer Karina.
Ny ledervikar står klar
Når hun har haft sidste arbejdsdag den 22.11., bliver det ledervikar Dorte Christensen, der pt. har taget tjansen som ledervikar i børneinstitutionen i Ølsted/Jerlev, der tager over indtil, der er fundet en ny fast leder til Stjerneskuddet.
-Dorte er vant til at gå ind i de her midlertidige lederstillinger, så det er vi helt trygge ved. Hun har prøvet det her setup før, og vil være et par dage om ugen i Stjerneskuddet. Derudover har vi i Henriette Taaning som er en rigtig dygtig souschef, så det er en god sammensætning. Sammen med personalet, skal de nok få maskinrummet til at køre stabilt videre.
- Vi er som forældrebestyrelse bestemt trygge ved situationen, selvom vi da vil savne Karina. Og som sagt så lever vi i et lokalsamfund, der har ja-hatten på, hvor der er gode relationer, som er med til at få tingene til at fungere, så vi ser positivt på fremtiden for vores dejlige børneinstitution, siger Ann-Sofie.
Karina Lykke (tv.) skifter pr. 1. december nyt job, hvor hun starter som leder hos Sct. Norberts Børnehus i Vejle. Her ses hun sammen med køkkenchefen Lise (I midten) og forældrebestyrelsens formand Ann-Sofie Apel. Foto: Jim Hoff