Jubel på Waldstadion: Tilbagevendte Chris Bech med to kasser i fremragende start til Give
Give Fremads flagskib i jyllandsserie 2 fik en perfekt start på sæsonen, da holdet sendte FC Sønderborg hjem til Sønderjylland med et 4-1 nederlag. Kampen gav et glædeligt gensyn til Chris Bech, der nettede to gange og holdets nye angriber Jonas Østergaard kom også på tavlen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FODBOLD: Det blev en rigtig fin sæsonoptakt for Give Fremad jyllandsseriemandskab, da de lørdag over middag løb på banen mod FC Sønderborg. Det endte med en stensikker Givesejr på 4-1 efter 3-1 ved pausen, og ud over de 3 dejlige points kunne man på grøn stue også glæde sig over et vellykket comeback til midtbanespiller Chris Bech samt et vellykket comeback til angriber Jonas Østergaard.
De to herrer scorede henholdsvis 2 og 1 mål, mens Jakob Kristensen scorede det sidste mål, det til 3-1, inden ham måtte udgå i pausen med en skade i lysken.
Kampen udsat 20 minutter grundet trafikproblemer
Kampen måtte udsættes cirka 20 minutter, idet sønderjyderne var en tome forsinket grundet problemer på motorvejen, og denne forsinkelse kom Give bedst over. Værterne var pænt toneangivende i kampens første halve time, og det spillemæssige overtag og det godt opsatte presspil scorede i to scoringer i henholdsvis det 23. og det 29. minut.
Begge gange var det midtbanespiller Chris Bech, der sendte kuglen i nette, begge sat eminent i scene af angriber Jakob Kristensen med frispilninger i Messi-klassen.
Desværre lukkede Give helt unødvendigt gæsterne ind i kampen igen efter et ikke smart boldtab blot små fem minutter efter 2-0 målet. Målet til 2-1 gjorde ikke noget godt for Give, der mistede momentum, men da Jakob Kristensen idet 45. minut efter en eminent sukkerball af en frispilning trillede Give på 3-1, var der gode fornemmelser at gå på pause på for de grønne.
Midtbanespiller Chris Bech er for alvor tilbage på jyllandsserieholdet i Give. Her scorer han til 2-0 mod Sønderborg - hans andet mål i kampen. Foto: Jim Hoff
Genialitet af Østergaard lukkede festen for sønderjyderne
Det blev angriber Jonas Østergaard, der bankede det allersidste søm i kisten for gæsterne, da han i det 51. minut opfangede, at Sønderborgkeeper Tomas Papiernik var på afveje og med et følt og teknisk veltempereret langskud servede kuglen flot i mål. Den kasse fik den unge angriber godt op at ringe i den efterfølgende jubelscene, der var en premierleague-scoring værdig.
Herefter producerede hjemmeholdet nogle fornuftige scoringsmuligheder og fik sat nogle angrebsåbninger op, der med lidt mere coolness og med lidt flere fornuftige beslutninger havde resulteret i yderligere et par mål til hjemmeholdet.
Udeholdet bed omvendt ikke ret meget fra sig rent offensivt, og sønderjyderne leverede også en del tekniske fejl i opspillet og så heller ikke altid alt for velkomponerede ud i det defensive arbejde.
Derfor en sikker, fortjent og logisk 4-1 sejr til Give, der dog med bekymring kan konstatere, at Simon Vilstrup og Jakob Kristensen måtte udgå med skader. Ikke vildt godt, idet holdet spiller igen allerede tirsdag i Bramming.
Jakob Kristensen triller helt cool bolden i mål til 3-1 efter flot forarbejde fra Magnus Bitsch. Foto: Jim Hoff
- Supergode den første halve time
Det var naturligvis en ganske tilfreds Givetræner, der efter kampen udtalte sig til Vores Lokalavis.
- Vi spiller en super førte halv time, hvor vi er i kontrol og er rigtig gode på bolden. Vi kommer også foran 2-0, men bliver så lidt for magelige, hvor et dumt boldtab ender med et mål til Sønderborg. Det gav kampen fornyet spænding, men godt at vi så får scoret til 3-1 lige før pausen, siger Kasper Bach-Jensen.
Han pointerer, at når Give fik sat deres spil sammen som aftalt, så havde de overhånden.
-Vi arbejder også en del med vores presspil og med det brede punkt, og de ting lykkedes vi ret godt med i flere momenter af kampen i dag. Jeg ser rigtig gode præstationer af Chris Bech på midtbanen, og stor ros til Malthe Debel Pedersen, der virkelig har taget chancen i forsvaret. Også en stærk præstation af Mathias Bargmann i forsvaret. Derudover ser jeg i dag en god holdindsats, og en sejr på 4-1 i premieren kan man jo altid bruge til noget, konstaterer Givetræneren.
Holdets normale anfører Kasper Larsen var tilbage efter at han i dagene op til kampen var blevet far, og kaptajnen kom på banen i 2. halvleg.
Det blev også til indhop til en velspillende Jeppe Jørgensen, der afløste den skadede Simon Vilstrup efter 13 minutter. Derudover kom også Mathias Thychosen på banen til 2. halvlegs start.
Gives Man of The Match blev Chris Bech med 13 stemmer, og runner up blev Mathias Bargmann Mortensen med 4 stemmer.