Istiden i Give breder sig – folk fra nær og fjern myldrer til byen

Isskulpturfestivalen er ved at blive en solid fasttømret del af byens event-DNA, og efterhånden har eventen fået et solidt tag i folk fra såvel lokalområdet som folk langvejs fra. Det fik vi et godt eksempel på lørdag den 14. december, hvor de 3 arrangerende foreninger kunne smile om kap med hinanden over den flotte tilstrømning.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Hvordan kan vi bedste lave et brandingsprojekt, der for alvor sætter Give på landkortet? Jo, lad os smide en 9-10 store isblokke ned i midtbyen, invitere en flok kompetente kunstnere og ellers fyre godt og grundigt op med aktiviteter i bymidten!

Det var den konklusion, man kom frem til i Give Skulpturby, Give Handel & Erhverv og Give Udviklingsråd for en halv snes år siden. Og dermed var isskulpturfestivalen en realitet med de 3 benævnte foreninger/råd som tovholdere – og med en fornuftig kommunal økonomisk goodwill på bagsmækken som drivmiddel.

Fra vand til is til kunst

En folkelig byfest i iskunstens tegn, hvor man også sørger for at inddrage borgerne, ikke mindst børnene, i en række familievenlige aktiviteter, samtidig med, at man kan beundre de dygtige kunstnere i arbejde med de tonstunge isblokke, der med hammer og mejsel - plus drønende elmotorsave – forvandler frosset H20 til seværdig, men desværre ikke ret langtidsholdbar kunst.

Denne lørdag var der 9 kunstnere med dertil hørende isblokke på plads, der var linet op til Ice For Kid i en pavillon foran kroen, FDF’erne havde inviteret til Halmballe Mountain Climbing, og der var opstillet en række boder i Østergade, på Torvet og i Vestergade, hvor folket kunne fornøje sig mad alt fra franske hotdogs over popcorn og brændte mandler til skind og skønhedsmidler.

Alt dette krydret fint op med en gang familievenlig julerelateret gadeteater og en kvartet af veloplagte spillemænd i kiksede Onkel Børge julejakkesæt, der havde julesange lige fra Shu-Bi- Dua til Bing Crosby på repertoiret.

Med andre ord: Der var i den grad dømt folkefest med iskunsten som platform!

Kunstnerne gav den gas fra klokken 10.00, og der blev arbejdet med fin gejst og højt humør uanset vejret. Foto: Jim Hoff

Afbud fra lokal kunster

De 9 isskulptører blev desværre ramt af et afbud på selve dagen, idet den lokale altmuligkunstner, Knud Buhl, desværre måtte melde fra grundet problemer med ryggen. Heldigvis sprang Rasmus Jacobsen til som billedhugger-vikar, og dermed blev holdet fuldtalligt – og Knud Buhls fine is-kunst med de indefrosne grene og røde børkunne blotlægges til fri fortolkning for folket.

Fri fortolkning var nøgleordet, når byens mange gæster gik rundt og dels overværede selve skabelsesprocessen og dels de færdige produkter fra de dygtige kunstneres hænder. Der kom mange gode – og sjove – bud på, hvad det var de respektive skulpturer forestillede, og hvad de symboliserede.

Her skal vi lige huske, at det vigtigste for en kunstner er at kunne snige sig ind under andre menneskers hud – og hvad der så sker herfra, ja det er jo helt op til den enkelte beskuer af kunsten.

Fra regn til sol

Fra klokken cirka 10.47 og en god time frem satte vejrguderne en ureglementeret tackling ind på projektet, hvor de lod regne sile nådesløst ned over de såvel kunstnerne og de fremmødte i bymidten.

Det gør ikke så meget i forhold til skulpturernes holdbarhed, der værste er, at det er noget skidt vejr at arbejde i for kunsterne, der bliver våde og kolde, alt imens de bliver overdænget med isspåner fra deres elmotorsave. De slog dog ikke op i banen men fortsatte helt cool mede deres arbejde, og klokken 12.48 brød solen frem, regnen gik slukøret hjem – og så myldrede det ellers ind med folk til isskulpturfestivalen.

FDFerne havde stillet et halmballebjerg op på Torvet - og var der mange børn, der her fik en rigtig fin optur. Foto: Jim Hoff

Tag en tur på Mount Halmballe

Alt imens det herlige gadeteater drev julegæk med børn og andre skikkelser, der godt ville erkende, at de egentlig ikke gider være voksne, og mens Blæserbanden byggede musikalsk bro mellem folket og den tilstundende julehøjtid, kunne man fornøje sig med både en gratis tur i den flotte hestevogn og et fint o-løb og bjergbestigning på Mount Halmballe, faciliteret af de lokale FDF’ere, der vanen tro altid bakker flot op om de forskellige events i bymidten.

Hjalte fandt guldet i isblokken

Man kunne udover de flotte isskulpturer også nyde de flot pyntede juletræer i byen, som 250 børn fra Ikærskolen på fineste vis havde iklædt julens farver og figurer. Og midt på Torvet var der gang i det helt store ishuggeri, for her havde arrangørerne stillet en stor isblok op med indefrosne pengestykker, som man kunne hugge ud af denne transportable blok af indlandsis.

Den heldige vinder, som ´fandt den rigtige mønt, kunne gå hjem med et stort cykelstyrbredt smil og et gave kort på 1000 kroner til de lokale butikker i Give. Efter 4 timer og 45 minutters indædt ishuggeri var vinderen fundet, og det blev 4-årige Hjalte Bjerre Henriksen, der løb med den fine gevinst. Mon ikke der var et halvt kilo ekstra lørdagsslik som belønning til den unge mand fra mor og far efter denne stærke præstation.

4-årige Hjale Bjerre Henriksen blev den heldige og dygtige vinder af 1000 kroner, da det var ham, der huggede den gevinstgivende guldmønt ud af isblokken. Foto: Hanne Lund

Iskunst by night – ja tak!

Så blev klokken 15.00, og dagens event var slut. Vægterne fra Vejle havde indtaget scenen og sunget folk hjem i hulen igen, skulpturerne stod færdige og ventede blot på mørket skulle sænke sig, så folk kunne komme ned i midtbyen igen og se dagens kunstværker i et helt andet lys – hvilket bestemt ikke gør oplevelsen mindre spændende.

Og disse hyggelige aftenvandringer er også blevet en væsentlig del af isskulpturfestivalen – og hvad med dagen derpå, hvor lørdagens kunst er ved at forvandle sig til vand, der sagte risler ned i byens underjordiske kloaksystemer. Her får skulpturerne igen et nyt udtryk – og det var lørdag formiddag var en stor isbjørn forvandles søndag eftermiddag til en frosset fortolkning af ’Skriget’ af Edvard Munch.

Iskunst by night - bestemt noget der er værd at gå efter. Foto: Jim Hoff

Jovist, kunsten er på alle måder en flygtig størrelse.

Sandsynligvis de flotteste besøgstal til en isskulpturfestival

Dagens arrangører var på alle måder rigtig godt tilfredse med denne 2024-udgave af isskulpturfestivalen.

-Det blev en helt fantastisk dag. Vi er flere, der vurderer, at vi aldrig før har haft så mange gæster i byen her i dag til isskulpturfestivalen. Fok er kommer langvejs fra, igen også en masse lokale, men i år ser vi ekstra mange, der er kommet langvejs fra.

- Det hænger uden tvivl sammen med, at vi i år har valgt at bruge midler på også at annoncere for eventen på TV Syd. Det har garanteret været med til at trække folk til byen i en større skala, lyder det fra en glad formand for Give Handel & Erhverv, Hanne Lund.

Lad os ud fra Hanne Lunds betragtninger og udtalelser bare hugge ud i granit, at 2024-udgaven af isskulpturfestivalen på alle måder opfyldte de oprindelige visioner og målsætninger om at sætte Give positivt på landkortet – og så fik man da også lige sendt en lille glad gut på 4 år hjem med bevidstheden om, at der nok venter ham en ekstra julegave i år!

Du kan se en hel masse fotos fra isskulpturfestivalen 2024 på Vores LokalAvis' Facebookside  - klk HER