I efterårsferien står der knogler og kranier på programmet i Givskud Zoo – Zootopia
Nu rammer vi snart uge 42, hvor landets børnefamilier rammes af en sandsynligvis hårdt tiltrængt efterårsferie. Og hvad kan man så bruge denne uge til ud over at rydde op i garagen og gøre plænen vinterklar? Jo, her leverer Givskud Zoo igen et superfint tiltag med en masse fede aktiviteter for børnefamilierne.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVSKUD: Knogler og kranier rasler, og tænder klaprer, når Givskud Zoo – Zootopia i efterårsferien fra den 12. oktober til den 20. oktober går under huden på både dyr og mennesker.
-Det bliver en uhyggelig hyggelig uge fyldt med spændende aktiviteter for hele familien, lyder det herlige og glade budskab fra Givskud Zoo, som har en flot tradition for at levere gode tiltag og events for børnefamilier, både året rundt og aktuelt i efterårsferien. Her kan børnene og de unge mennesker besøge dyreparken både med deres forældre, bedsteforældre og andet godtfolk, hvis far og mor er på job og den vej sætte nogle gode oplevelser ind på den indre harddisk.
Særudstilling af knogler og kranier og daglig dissektion
Givskud Zoo oplyser, at der i efterårsferien vil være en særudstilling i Oddersalen med knogler, kranier og tænder fra alverdens dyr. Der vil være forskellige, spændende aktiviteter, man kan give sig i kast med, blandt andet bliver det muligt at kigge på uglegylp og se, om man kan finde, hvilke knogler, hår og tænder der gemmer sig fra uglens byttedyr.
Man kommer også mere ”i dybden” med tingene, for i verdensmålsarenaen, der er placeret i området ved P3, bliver det hver dag kl.14.30 i efterårsferien muligt at opleve to biologer dissekere et dyr.
En dissektion starter med en snak om, hvorfor dyret ser ud, som det gør, og hvilke tilpasninger det har til den natur og det miljø, dyret lever i. Så åbnes bughulen, og man kigger på længden af tarmene samt undersøger mavesækken for at se, hvad dyret sidst har spist. Derudover kigges der på centrale organer som lever, milt, nyrer, og der fortælles om organernes funktioner. Slutteligt er der fokus på hjertets anatomi og lungernes kapacitet.
Se her programmet for efterårsferien
10:30 - 16:00: Særudstilling; Knogler og kranier (Oddersalen, P3) Her er der mulighed for at lege dig til læring omkring knogler og kranier fra alverdens dyr med en masse forskellige aktiviteter.
10:30: Bongo, fodring og fortælling (P1)
11:00: Ulv, fodring og fortælling (P1)
11:30: Brillebjørn, fodring og fortælling (P1)
12:00: Pingvin, fodring og fortælling (P1)
12:30: Kamel, fodring og fortælling (P3)
13:00: Bondegård, fodring og fortælling (P3)
13:30: Sulawesimakak, fodring og fortælling (P3)
14:00: Gorilla, fodring og fortælling (P2)
14:30: Oplev en dissektion og lær en masse om dyrene, når vores to formidlere viser og fortæller (Verdensmålsarenaen P3)
16:00: Kæmpeodder, fodring og fortælling (P3)
Udover ovennævnte tiltag er det også søsat to yderligere aktiviteter, som sagtens kunne friste dyreglade børn. Se bare her:
Væk dyrene bag kulisserne
I efterårsferien er det muligt at få en helt særlig oplevelse, inden parken åbner. På Godmorgen Zoo turene, kommer man helt tæt på dyr som næsehorn, brillebjørne og løver, når man besøger dem bag kulissen.
Morgenturene begynder kl.08.15 og slutter kl.10.00. Undervejs fortæller parkens formidler om dyrene, og bagefter er det muligt at gå rundt i parken på egen hånd, da billetten til Godmorgen Zoo turene også inkluderer entré til parken hele dagen.
Hvad med at komme ud og sige godmorgen til næsehornene? Foto: Givskud Zoo
5 dages Zoo Camp
Som noget nyt er det for første gang muligt for børn mellem 7 - 13 år at komme med på en 5 dages camp i Givskud Zoo – Zootopia.
Campen, der foregår mandag til fredag i efterårsferien fra kl.08.00-15.00 (uden overnatning), er for børn, der brænder for dyrenes verden og naturen omkring os. På Zoo Camp venter der unikke og vilde oplevelser, da børnene kommer til at se nye, hemmelige og spændende sider af Givskud Zoo – Zootopia, og de kommer til at blive meget klogere på parkens arbejde med truede dyr, naturbevarelse, krybskytteri og bæredygtighed.
Givskud Zoo er ude med eyt helt nyt tiltag i form af en 5 dages Zoo Camp for børn mellem 7 - 13 år. Foto: Givskud Zoo