Hyggelig uhygge på vej: Skattejagt og Haunted House – Give gør klar til Halloween

Vi nærmer os tid hvor vi i DK fejrer alle helgeners aften. Men det udtryk lyder nu lidt old school, så i dagens samfund kalder vi det på godt jysk ’halloween’, og det er netop temaet for de aktiviteter, som Give Handel og Erhverv lancerer her i oktober.

Af Jim Hoff og Heidi Nørbo Rasmussen – jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE BUTIKSLIV:Nu er det ved at blive efterår, og bladene skifter farve, og i den forbindelse vender en dejlig tradition tilbage til Give. Uhyggen nærmer sig i form af Halloween.

Og lige som tidligere år, er Give Handelsstands forening klar til at fejre det. Dette gøres med aktiviteter for alle omegnens og byens børn. Spejderne vil pynte byen flot op, og der vil være en skattejagt med en heldig vinder.

Skattejagt i byens butikker

- Det hele starter lørdag d. 12. oktober, med en skattejagt, der vil bringe jer rundt i byens butikker. Skattekortet hentes i Give Bog & Leg, og skal afleveres der igen efter endt jagt. Og man har mulighed for at jage hele ugen frem til fredag d. 18. oktober, fortæller Heidi Nørbo Rasmussen fra halloween-aktivitetsudvalget under GHE.

Når du nu skal hente dit skattekort, kan du også få chancen for at høre uhyggelige historier både kl. 10.30 og 11.30 d. 12. oktober, i Give Bog & Leg.

- Lørdag d. 19. oktober kl. 12.00 vil vinderen af skattejagten blive udtrukket, og når man nu venter på det, så kan man jo besøge det populære Haunted House på Torvet, her er det hele; spøgelser, skeletter og masser af uhygge. og det må du ikke gå glip af, lyder det med et stort smil fra Heidi.

 

Halloween-eventen i Give starter lørdag d. 12. oktober med en skattejagt, der vil bringe folk rundt i byens butikker. Skattekortet hentes i Give Bog & Leg hos Heidi Nørbo Rasmussen. Foto: Jim Hoff

 

 Spøgelseshuset kommer igen i år op foran Give Bog & Leg på Torvet - tør du gå derind? Nej vel. PR-foto