Hvor blev tiden dog af: 60-års Jubilæum Filskov Realskole.

60 år – hvor blev de af? Endnu en gang mødtes eleverne fra Filskov Realskole, som gik hver til sit i 1964 med beviset på en realeksamen i lommen.

Af Orla Kalhøj og medsammensvorne

10 af de oprindelige 18 elever samt vores afholdte klasselærer Kristian Pedersens enke kom fra nær og fjern og mødtes på Filskov Kro den 28. november 2024. Det blev en dejlig dag, hvor snakken gik fra første øjeblik. De 60 år var forsvundet som dug for solen.

Flokken havde været samlet til både 25, 40 og 50-års jubilæum, men emnerne var absolut ikke udtømt. Det var stadig erindringerne om vores fantastiske klasselærer Kristian Pedersen, som fyldte. Han var knap 10 år ældre end os, men på trods af den unge alder, havde vi alle respekt for ham, og han viste os stor tillid.

Tysk og klassisk musik hittede

Af undervisning huskes specielt tysk, som var hans favorit. Vi kom vist alle til mere eller mindre at holde af det tyske sprog, og kan den dag i dag nærmest stå på et ben og bøje verber.

Det var også ham, der introducerede den klassiske musik for os. Ikke lige vores livret i første omgang, men der var ingen vej udenom. En stor musikbox blev placeret på katederet, og der blev skruet op på så høj styrke, at der ikke var mulighed for at tage en lur. Med tiden kom vi vist alle til at holde af Vivaldis De fire Årstider, og så var vejen banet for at udforske den klassiske musik yderligere.

Soldater- og røverhistorier

Mange erindringer blev udvekslet i løbet af dagen, og ligesom soldaterhistorier, bliver de lidt bedre for hver gang, de bliver fortalt.

Efter den gode frokost på Filskov Kro gik turen til skolen, hvor vi genså vores klasselokale, og hvor det obligatoriske foto blev tagetπ.

Retur til kroen, hvor eftermiddagskaffen var klar. En dejlig dag med masser af snak lakkede mod enden, og vi besluttede, at der nok ikke skal gå hverken 5 eller 10 år, inden vi skal ses igen

 

Navnene på billedet fra venstre er: Henning Bjerg, Birthe Pedersen, Åse Nissen. Gern Nielsen, Mette Bøjgård, Orla Kalhøj, Anne-Maria Nielsen, Jens Chr. Jensen, Jonna Olsen, Anni Brunn, Bent Søndergård og Ulla Burgdorf. Alle efternavne er de navne der blev brugt, da de unge mennesker her gik på skole. Privatfoto