Husker du? Lokal præst fik også sin VIP-tur på Harlyen efter konfirmation

Tilbageblik: Den 15. maj 2023 skrev vi før vi officielt åbnede Vores LokalAvis en artikel om præsten i Gadbjerg, der fik sit livs post-konfirmationsoplevelse.

En stilfærdig beklagelse til et bryllup sagt med glimt i øjet endte med en forrygende tur på en Harley Davidson i fuldt ornament for den lokale sognepræst Henriette Hauritz Jørgensen efter veloverstået konfirmation i Gadbjerg Kirke. Hvordan det hænger sammen, kan du læse mere om her.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GADBJERG: Søndag formiddag klokken 11.00 ringede kirkeklokkerne årets kuld af glade og stolte konfirmander ud af kirken. Forude ventede en tur i eller på et eller andet spektakulært køretøj lige fra hestevogne til knaldrøde sportsvogne, cykelvogne og veterankøretøjer af enhver slags.

Og netop dette koncept med den farverige og glamourøse transport af konfirmanderne væk fra kirken efter veloverstået forsagen af djævelen og alle hans gerninger var et tema ved en anden festlig begivenhed for et stykke tid siden.

Her deltog Gadbjergs lokale præst, Henriette Hauritz Jørgensen, i brylluppet, og ved den lejlighed udtalte hun med glimt i øjet, at hun faktisk var skuffet over, at det altid kun var hendes konfirmander, der blev transporteret væk i de her opsigtsvækkende køretøjer. Den slags oplevelser var aldrig blevet hende forundt.

Henriette Hauritz Jørgensen var bare så klar til den store tur på Kaj Busks Harley Davidsen - og hendes konfirmander heppede naturligvis på hende, da hun drog afsted siddende bag på den flotte kværn. Foto: Jim Hoff

Beslutningen var lige inde over strikkeklubben

Den bemærkning opsnappede Henriettes veninde Kirsten, og den gav hun hurtigt videre til sin mand, Kaj Busk, der naturligvis havde en løsning på det ”problem”.

- Jeg foreslog Henriette, at jeg kunne hente hende på min Harley Davidson efter konfirmationen her søndag. Dén skulle hun lige tænke over. Jeg tror ideen blev vendt godt og grundigt med Kirsten og veninderne i strikkeklubben, men det endte med, at hun sagde ja, og vi blev enige om, at det skulle foregå i fuldt præsteudstyr – og med hjelm. Derfor skulle jeg ud og finde en klassisk gammeldag motorcykelhjelm, for de nye hjelme ville mase hendes flotte præstekrave, fortæller Kaj Busk, der på dagen havde tage sine to MC-venner Martin og Jan med som bodyguards.

Helt uforberedt var Henriette ikke på det forestående Harley Davidson-setup, for hun havde haft et par testkørsler med Kaj, dog i civilt antræk. Og det havde åbenbart ikke afskrækket den friske lokale kvindelige præst. 

 

Samtlige medlemmer af Gadbjerg MC var på på plads, da Henriette Hauritz Jørgensen skulle ud og have sin bagsædedebut på Kaj Busks Harley Davidson, Jan og Martin var nemlig også på plads med deres motorcykler. Foto: Jim Hoff

Ingen fotografer, tak!

Hun havde dog i flere bisætninger anmodet om, at det her skulle foregå uden alt for megen bevågenhed fra medierne (Læs:fotografer), men det fine stunt blev naturligvis tippet til Vores LokalAvis af en god lokal kilde i Gadbjerg, og for god ordens skyld sendte vi så ikke vores fotograf men vores reporter – der tilfældigvis havde taget kameraet med, smiley!

- Tænkte nok der var ugler i mosen, da jeg så dig oppe ved kirken med dit kamera, lød det fra den sympatiske og friske præst med et stort smil, da hun ankom til det fine Harley Davidson-træf nede foran kirken. Og med alle GDPR-formaliteter på plads på denne fine uformelle facon, kunne Henriette i fuldt ornat påbegynde opstigningen på den fantastisk smukke motorcykel.

 

Henriette fik en hånd med af veninden Kirsten og en anden frisk ung dame, og så kom hun tæt på elegant op på den flotte motorcykel. Foto: Jim Hoff

Den slags uvant ukirkelig akrobatik iført en stor tung og uhandy præstekjole kræver assistance og lidt ekstra hænder, og dem var veninden Kirsten og en anden frisk ung dame klar med, og pludselig sad hun der på bagsædet af Kajs flotte kværn med påmonteret hjelm og et cykelstyrbredt smil og et royalt vink til folket – helt klar til afgang.

Der blev klikket flittigt på mobiltelefonerne, da præsten og Kaj adstadigt defilerede forbi de måbende og storsmilende sognebørn med Martin og Jan som trofaste bagvagter. Og dermed var der samling på samtlige medlemmer af Gadbjerg MC.

Er Henriette nu på vej tværs over USA?

Fantastisk syn på denne smukke konfirmationssøndag, hvor Vor Herre ikke blot velsignede dagens konfirmander men også denne fine seance ved at sende det flotteste sommervejr ned over Gadbjerg sogn.

Apropos vejret, så fortalte Kaj, at der naturligvis var en Plan B, hvis det nu skulle blive dårligt vejr.

- Så havde vi givet Henriette en tur i min veteranbil Volvo P 18, en flot lille sportsvogn. Faktisk havde vi også øvet os i det scenarie og her skal der lyde stor ros til Henriette for hendes flotte evne til både at komme let og elegant ind og ud af den ellers meget lave sportsvogn. Det var hun meget bedre til end mig i hvert fald.

Hvor turen efterfølgende gik hen, var lidt op til Henriette, men da Kaj med et stort smil luftede en drøm om at køre tværs over USA på sin Harley, kan det være, at Gadbjerg for en stund skal ud og lede efter en ny præst?

 

 Så er vi klar til afgang - hold på hat og briller  - og præstekjole. Foto Jim Hoff