Her er man én stor familie: Hos Sind i Give er man der for hinanden

I Parkhuset 10 i Give finder en gruppe mennesker hver onsdag og lørdag en oase, hvor de kan være sammen og hygge sig, få lidt godt at spise og få nogle gode snakke. Målgruppen er mennesker med psykiske udfordringer mennesker, der er ensomme. Et sted der giver disse mennesker en solid og tryg base, hvor man kerer sig om hinanden.

Af Jim Hoff – jimhoff@voresokalavis.dk

OMSORG: Denne onsdag eftermiddag sidst i november er lysene tændt i fællesstuen på Parkvej 10 i Parkhuset i Give. På rullevognen er der disket op med håndmadder, og duften af varme æbleskiver breder sig også lifligt i lokalet.

Ved to borde i fællesstuen sidder en række mennesker bænket og hygger sig med håndmadderne og gode snakke hen over bordet. Her møder vi både yngre, midaldrende og lidt ældre folk – af begge køn, og de er alle medlem af én stor familie.

Ok. Der er ikke via blodets bånd, at dette familieskab er opstået, men via gode relationer i et setup, der overordnes set bæres af Sind, der er en landsforening for psykisk sundhed, og helt lavpraktisk i det daglige af tovholder Tove Thisgaard og hendes faste makker, Lisbet.

De to sørger for de praktiske ting, og Tove er både tovholder, chefkok og hende, der står for den kærlige kultur og ’opdragelse’ i forsamlingen.

Handler om det gode samvær

I Parkhuset kan mennesker med psykiske udfordringer og ensomme søge ly og venskaber, men Parkhuset udøver ikke decideret behandling. Her handler det om samvær med andre mennesker, hvor også pårørende, venner og andre er velkomne.

-Vi mødes her fast hver onsdag fra 15.00 til 17.00, hvor den står på lidt at spise, kaffe og hygge. Så mødes vi også om lørdagen fra 15.00 – 19.00. Her serverer vi varm mad, som vi selv laver. I snit er vi en 15-20 stykker hver gang, og lige har vi 60 medlemmer, fortæller Tove.

Men det sidste års tid har ikke været uden udfordringer for fællesskabet i Parkhuset. Det fortæller Anker Loft og Johannes Andersen, der begge har været en del af Parkhuset  en del år.

- Der er desværre en del, der er gået bort det sidste halvandet års tid. Vi har mistet en 5-6 medlemmer, og det er noget der gør ondt. Samtidig er det lidt svært at få nye medlemmer ind her, måske fordi man ikke ved, vi er her og ikke ved, hvad vi laver – og hvor godt her her samlingssted er for os, siger de to herrer.

 

En del tabu omkring psykisk sygdom

Her følger Tove op og tilføjer, at mange måske også har nogle fordomme om, hvad der foregår på et sted som Parkhuset. Det er i dagens Danmark ofte tabu, ikke mindst i et ’landsogn’ som Give, at tale om og at forholde sig til psykisk sygdom.

-Nogle tror måske, at folk her bare sidder og hænger og stirrer ud i luften. Nogle tror måske, at det er noget værre noget at kommer her. Men det er helt forkert. Her er en god stemning, vi taler meget sammen og hygger os, og der er virkelig højt til loftet . Her er der  plads til humor på højt og lavt niveau, og frem for alt, så tager vi os af hinanden. Vi holder øje med hinanden, passer på hinanden – og vi er der for hinanden, pointerer Tove.

Parkhuset og Sind er begunstiget af kommunale paragraf 18 midler, hvilket er med til at holde driften kørerende. Om onsdagen smider man 25 kroner i fælleskassen til at dække udgifterne til mad og kaffe, og om lørdagen, hvor Tove laver lækker varm mad, skal der 50 kroner i kassen.

-Vi har også en god ordning med Netto, hvor vi kan hente gratis frugt, grønt og brød fra deres overskudslager. Det har vi nydt godt af i 8 år, og det er med til at vi kan holde priserne nede. Det betyder også, at vores medlemmer kan tage en pose gratis frugt med hjem, hvis de ønsker det. Og så har jeg en god nyhed: Vi har lige fået bevilget en vanddispenser, fortæller Tove, mens skålen med varme æbleskiver går rundt til stor glæde for dagens fremmødte.

Tove Thisgaard er tovholder for medlemmerne af Sind i Parkhuset i Give. Foto: Jim Hoff

100 procent alkoholfrit sted

Hun understreger at Parkhuset er et 100 procent alkoholfrit sted, og det forventer man, at alle respekterer. Medlemmer her er fra midt i 20’erne og man har topper alderslisten med et medlem, der blev 95 år, inden hun gik bort.

- Vi vil gerne have flere medlemmer, også gerne nogle  yngre medlemmer – ligesom vi også godt kunne bruge lidt flere frivillige til at give et nap med. Vi har et godt samarbejde med personalet her i Parkhuset, der arbejder med folk med psykiske lidelser og på handicapområdet. De kan til tider godt spotte folk, der kunne have godt af at blive en del af flokken her hos os, og omvendt kan vi også trække på deres fagligheder, hvis vi føler et af vore medlemmer trænger til noget hjælp. Det kan være i forhold til medicin for eksempel. Det at vi er så tæt på hinanden her i huset er bestemt en stor fordel, pointerer Tove.

God opførsel en selvfølge

Hun pointerer, at man skal opføre sig ordentligt, når man møder op i Parkhuset. Der skal være en god tone, og det er hun garant for.

-Det der med at lave rigtig god mad og at fok opfører sig ordentligt, det har Tove helt styr på. Hvis der er optræk til noget, så er hun klar med et gult kort, og der er da også et par stykker, der har fået rødt kort, hvis de gik over stregen. Så er det ud af vagten, lyder det fra Anker med et stort smil.

Ud over de faste onsdage og lørdage tager man også på udflugter ud af huset til for eksempel Rørbæk Sø og Fårup Sø, man har grilldage i haven udenfor Parkhuset, og så afholder man julefrokost, påskefrokost, ligesom man også sørger for at fejre medlemmernes runde fødselsdage på fineste vis.

 

Parkhuset reddede Brians liv

En af Parkhusets solstrålehistorier leverer Brian Knudsen, der har været tilknyttet stedet i 2 ½ år.

-For et par år siden var jeg stærkt alkoholiseret. Det var meget voldsomt, og jeg var tæt på at dø. Flere af mine tætte familiemedlemmer havde slået hånden af mig, så jeg havde virkelig ramt bunden. Men så kom jeg ind i Sind og Parkhuset her for de her 2 ½ år siden – og jeg har ikke drukket siden. Tove og folkene her har virkelig hjulpet mig i den rigtige retning, og nu har jeg også fået hele min familie tilbage igen. Jeg har også fået mit kørekort igen, så jeg har et godt liv nu, fortæller Brian, der flyttede fra Vejle til Parkhuset for et par år siden.

-Brian er en af vores solstrålehistorier her i Parkhuset. Han er bare en sød og rar fyr, og han er god til at hjælpe til med at lave mad osv. Vi har hele tiden været meget opmærksomme på Brian og været der for ham, og det har vist sig at være den helt rigtige medicin. Her har han et godt netværk, og han er også blevet mere udadvendt og tager med på vores årlige højskoleophold, hvor han gerne springer ud på gulvet og danser med til folkedans, fortæller Tove med et stort smil hen mod Brian, der gengælder de flotte anmeldelser med et smil og en fin rødmen.

Kig bare ind

Har man lyst til at se, hvad Sind og Parkhuset i Give går ud på, kan man bare dukke op og være med og den vej rundt få en fornemmelse af stedet, folkene og stemningen.

Første gang man for eksempel deltager i en onsdagshygge eller lørdagsmiddag, hvor den sagtens kan stå på hakkebøffer med bløde løg og æblekage til dessert, er det gratis, og har man generelt lyst til at høre mere om stedet, er man velkommen til at kontakte Parkhuset.