
Helstøbt mandfolkeindsats: Give med storsejr over Rækker Mølle – nu dufter det ret meget af 1. division
Der blev i den grad skabt en uforglemmelig håndboldaften torsdag, da Give HK efter en af årets mest helstøbte holdpræstationer uden slinger i valsen besejrede et ret forstærket Rækker Mølle-hold med 30-20. Sejren betyder, at Give nu står med en kongemulighed for at skrive 1. division på cv’et til næste sæson.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DIVISIONSHÅNDBOLD: Der var kogt til en af de helt store håndboldaftener i Vestjysk Bank Arena, da Give HK’s 2. divisionsmandskab torsdag aften tog imod Rækker Mølle. For Give var det en mulighed for at sprinte tæt ind til den målstreg, der hedder ’oprykning til 1. division’.
Med en sejr kunne de lokale håndboldhelte bringe sig 6 point foran nærmeste forfølger i oprykningsløbet, Hørning – og med blot 3 kampe tilbage efter aftenens dyst, var det en helt igennem gylden mulighed for at sparke døren ind til det forjættede håndboldland i 1. division.
Ekstra gejst og adrenalin
Give kunne stille med nøjagtigt samme mandskab for 4. kamp i træk, og gæsterne fra det vestjyske havde i dagens fine anledning pyntet på 2. divisionsholdet med en håndfuld 1. divisionsspillere på holdkortet, hvilket naturligvis ikke gjorde opgaven lettere for Give.
Den slags ’uventet sportslig opgradering’ hos en modstander kan man som hold tackle på to måder: Enten kan man gå over i hjørnet og tisse i bukserne af benovelse og skræk, eller også kan man kigge hinanden dybt i øjnene og etablere endnu mere gejst og adrenalin – og så ellers gå ud og vise modstanderne, hvem der er herrer i eget hus.
Givegutterne valgte den sidste model, og sådan skal det være!
Bomstærkt forsvar
De første 15 minutter var helt lige, 7-7 sagde måltavlen, men så begyndte hjemmeholdet stille og roligt at etablere et overtag både i angrebet og i forsvaret. Man kunne tydeligt se, at det hold her har spillet sammen i denne opstilling i 4 kampe, og forsvarsspillet med Stork og Nederby som de to helt store klipper har nu nået et niveau, hvor modstanderne virkelig skal gøre sig umage for at finde blottelser.
Give gik til pause med en betryggende føring på 14-9, betryggende ikke blot pga. de 5 måls forspring, men fordi det var et hjemmehold i fuld kontrol, og som ganske klinisk omsatte de gode takter i et velovervejet angrebsspil til mål.
Emil Pil var i et sprudlende spillehumør mod sine tidligere holdkammerater og scorede 6 mål. Foto: Jim Hoff
Give i fuld kontrol efter pausen
Efter pausen fortsatte de gode takter fra hjemmeholdet, der konstant førte med 5-6 mål til det talstærke publikums store begejstring – godt assisteret af et veloplagt speakertårn og DJ Noise, der satte musikalsk ild til hallen.
Med 10 minutter tilbage accelererede Give forspringet mod et fysisk slidt gæstehold, som ellers har det fysiske element som et af deres kompetencepunkter. En 8-måls føring i det 55. minut blev elegant og smertefrit med en storspillende Jacob Skov i målet udbygget til en 10-målssejr til Give på 30-20.
Og så blev sejlet op ad åen til den helt store guldmedalje. Givedrengene julede over sejren som en flok kåde teenagetøser og modtog med brede grin og high fives ad libitum publikums stående bifald. Det var Boxen-vibes lige så det piskede, simpelthen!
- Flot vi kan slide en fysisk stærk modstander op
Pressens udsendte mødte en glad men noget hæs Givetræner, Erik Flak, efter kampen, og han havde kun ros til overs for sit mandskab.
- Vi leverer en helstøbt indsats i aften mod et meget forstærket Rækker Mølle-hold. Gutterne fightede benhårdt gennem samtlige 60 minutter, og det er sgu’ flot, at vi kan slide et ellers fysisk stærkt mandskab som Rækker Mølle op, som vi gjorde her i aften.
- Indrømmet, da vi så deres holdkort en god times tid før kampen, måtte vi lige kalde til samling og lave en ny drejebog for kampen og lige få lavet noget research på deres spillere. Her stod vi med en test, der skulle vise, om vi er gode nok fysisk. Vi skulle lige bruge de første 15 minutter til at finde os til rette, og så begyndte tingene at lykkes rigtig godt for os i begge ender af banen. Vi vidste godt, at den her kamp ville blive et ’hundeslagsmål’, men vi fik i den grad vist, at vi har fysikken på plads, konstaterer Erik Flak, der i samme ånd roser dagens dommerduo for at tillade et højt og intenst niveau i de fysiske dueller.
Der blev gået til stålet i kampen, men det blev aldrig svinsk og beskidt. Foto:Jim Hoff
- De skal ikke komme her og tro, de kan køre os over
Adspurgt om deres reaktion på, at Rækker Mølle stillede op med en håndfuld 1. divisionsspillere, var de tre rutinerede gutter Simon Madsen, Jakob Frederiksen og Jakob Stork ganske klare i mælet:
- Når modstanderne på den måde hiver spillere ned fra 1. holdet, så bliver man som modspillere endnu mere tændt. De skal ikke komme her og tro, at de kan køre os over, tværtimod skal vi ud og vise, at vi er klar til at øve os seriøst i at spille med på det her niveau – det er jo også det mål, vi har, at vi skal op i 1. division – og så kan vi jo lige så godt gå ud og vise, at vi kan være med, lød det med stålsatte stemmer fra de tre herrer.
For Mads Høj og Emil Pil, der tilsammen scorede 11 mål, var det en helt speciel oplevelse denne aften, for de tørnede ud mod deres tidligere holdkammerater.
- Det var en fed oplevelse i en superflot kulisse, og hvor var det fantastisk, at vi hev så sikker en sejr hjem. Man vil jo da overhovedet slet ikke tabe til sine tidligere holdkammerater, og at vi nailer den med 10 mål, jamen det gør jo ikke håneretten mindre, lyder det fra de to storskytter med cykelstyrbrede grin.
Flak: Vi skal selv gøre tingene færdige!
Som sagt nærmer Give sig nu med hastige skridt 1. division, men som Erik Flak pointerer, så er den ikke matematisk hjemme endnu.
- Nu skal vi selv ud og afgøre det her. Jeg vil gerne skrive under på, at optimismen ikke er blevet mindre efter aftenens flotte sejr. Men tingene skal gøres helt færdige, vi skal vise, at vi er værdige oprykkere – og med 1 point i Kolding næste søndag, så kan vi selv afgøre det – så fyld endelig bilerne og kom til Kolding den 23. marts og bak os op, lyder opfordringen fra Givetræneren.
Man kan sagtens hive enkelte spillere frem og rose dem for en flot indsats denne aften, men det, der overordnet set falder i øjnene, var den flotte holdindsats. Denne aften præsenterede Give sig som et stærkt og sammenspillet hold med gejst og ild i øjnene – og når det er tilfældet, så er der også plads til, at individualisterne kan shine i holdets tjeneste.
Mål for Give: Jakob Frederiksen 7, Emil Pil 6, Mads Høj 5, Kristian Nederby 3, Tobias Lykkeskov 3, Jakob Stork 2, Adam Hansen 2, Simon Madsen 1 og Simon Søgård 1.
Du kan se en masse fotos fra den fine håndboldaften lige HER
Gives keeper Jacob Skov blev kåret til Man of The Match efter en række pragtredninger især i 2. halvleg. Her sammen med en ret glad eliteudvalgsformand, Henrik Henriksen. Foto: Jim Hoff