Godt gået: Vejle Kommunes lækreste skaterbane ligger i Vonge 

Søndag den 1. september kunne man officielt indvi den nye lækre skaterbane mellem hallen og skolen i Vonge. Et ildsjælsbåret landsbyprojekt til 1.8 millioner kroner, der både giver positiv branding til byen og tilbyder ungdommen et godt alternativ til de traditionelle idrætsgrene. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

VONGE: Efter 4 års kamp kunne ildsjælene bag projekt ‘skaterbane’ i Vonge invitere til officiel indvielse af det knap 2 millioner kroner dyre projekt. Der var rigtig flot opbakning til indvielsesceremonien, hvor en masse vonge-kollemortenborgere med børn og unge var dukket op for at se og eventuelt også prøve det nye fantastiske anlæg.  

Der var linet op med ølvogn, en bod med pølser og brød, ansigtsmaling og generel god stemning. Første kvinde i den officielle talerække var Anne Sofie Stjernholm (A), der er næstformand for Udvalget for Lo­kal­sam­fund og Nær­de­mo­kra­ti.  

Stærk branding af byen 

Hun pointerede blandt andet at byen med den nye skaterbane nu har fået et nyt samlingssted til byens børn og unge, og at det her projekt er med til at skabe en rigtig positiv branding omkring Vonge-Kollemorten. 

-I har nu efter en flot kamp et godt alternativ til indendørssportsgrenene, og det I her har præsteret er virkelig godt for byen og med til at sætte byen positivt på kortet. Imponerende. Dette flotte fremmøde her i dag, vidner om et stærkt fællesskab. Et fællesskab og en vilje til at kæmpe for tingene, vi i kommunen også oplevede, da både Vonge og Kollemorten måtte ud og kæmpe for deres købmand - og det lykkedes I med begge steder.  

-Nu går vi til oktober i gang med en brainstorm i forhold til at skabe en ny landsbyvision for området her, og den vilje og styrke, som både kampen for købmandsbutikkerne og skaterbanen her, som I har fremvist her, den håber jeg, I kan tage med ind i formuleringerne og udførelsen af den nye landsbyvision, hvor det handle rom at få fokus på, hvordan vi kan gøre et godt landsbysamfund endnu bedre og fremtidssikre det, lød det fra Anne Sofie Stjernholm.

 Den lokale ungdom fik frit lejde på skaterbanen efter talerækken var slut. Foto Jim Hoff

Ideen opstod i 2020 

Herefter var det Torben Spejlborg, en af idemændene bag skaterbaneprojektet, der fik ordet. 

-Endelig! Endelig kan vi nu indvi skaterbanen her i Vonge. Ideen til skaterbanen opstod tilbage i 2020, da vi stod med noget ledig jord efter at der blevet revet nogle bygninger ned. Dengang kiggede skolens daværende pedel Thomas og jeg på hinanden og fandt frem til, at det kunne være fedt at etablere en skaterbane – en rigtig fed skaterbane. Så vi gik efter guldet, lød det med et stort smil fra Torben.  

Stærk opbakning fra lokalsamfundet og fonde 

Med på guldgraverholdet var områdets foreninger, der alle bakkede op om ideen, også da prisen på 1.8 millioner kroner blev forelagt.  

-Vi skaffede pengene via lokalt engagement og søgning af fondsmidler. I forhold til det sidste har Erna Storgaard været en fantastisk og uvurderlig ildsjæl. Hun søgte midler i alt 15 steder, og regnestykket gik op, idet vi skaffede 1 million kroner fra Nordeas ‘Her bor vi’ fond, Vejle Kommune var klar med 400.000 kroner, lokalsamfundets foreningsliv havde skaffet 220.000 kroner, Norlys Vækstpulje donerede 150.000 kroner, og så var der 40.000 kroner fra Jelling Sparekasses Fond. Så var vi i mål rent økonomisk. 

 Torben Spejlborg er en af idemændene til den nye skaterbane. En ide, der opstod allerede tilbage i 2020. Foto: Jim Hoff

Lang og sej proces omkring byggetilladelse 

-Vi gik så i samarbejde med SFR, der er specialister i den slags byggeri her, idet de har bygget 70 baner her i Danmark. Næste udfordring handlede så om byggetilladelsen; uden at gå i detaljer vil jeg bare her sige, at det godt nok var en lang proces og en sej kamp.  

-Jeg var godt no ved at give op på et tidspunkt, men så kom skolens nye pedel, Jeppe Buch Mathisen, på banen med fornyet energi og kampgejst, og hans vedholdenhed og Ernas kompetencer forenet bevirkede, at byggetilladelsen endelig kom i hus den 25. marts 2024 efter et møde med byrådspolitikere, støjmålerfirmaer og støbere – efter at vi havde fundet en ny placering til skaterbanen her mellem hallen og skolen, lød det fra Torben. 

Han takkede Vejle Kommune, trods den tunge sag med byggetilladelsen, de lokale politiker Jørgen Mikkelsen og Gerda Jørgensen, og så var der blomster til Erna Storgaard og Jeppe Pedel. 

Så var der skater-workshop 

Afslutningsvist opfordrede Torben de nye unge brugere til at behandle banen med respekt, at være god ved den og at være med til at holde den ren. 

-Nu har vi her en helt fantastisk legeplads, så vis respekt og pas godt på den, lød udgangsbønnen fra Torben Spejlborg.  

Herefter var det Kolding Skateklub med Kim Batiste ved roret, der viste deres skills på skateboards. Derefter var det den lokale ungdom, der blev sluppet løs. Kim Batiste havde medbragt 20 skateborard med hjelme osv., så det var bare med at komme i gang. Mange af de lokale havde også medbragt løbehjul hjemmefra, så man kan roligt sige, at den nye skaterbane blev indviet med manér.  

Skaterworkshoppen kørte frem til klokken 16.30, og Vejle Kommune havde fundet 7.000 kroner til dagens eventholdere, så der var lidt at starte festlighederne op med. 

 Du kan se flere billeder fra indvielsen HER

 

 Kan man godt køre på to hjul på et skateboard? Ja da - det kan man da sagtens. Foto: Jim Hoff

Anne Sofie Stjernholm, der er næstformand for Udvalget for Lo­kal­sam­fund og Nær­de­mo­kra­ti, roste Vonge/Kollemorten for deres store viljestyrke og ildsjæleri i forbindelse med at holde gang i de to lokale samfund. Foto: Jim Hoff  

Erna storgaard har leveret en kæmpeindsats i forhold til at skaffe de fornødne midler til den nye skaterbane - og det blev hun belønbet for med en buket blomster. Foto: Jim Hoff

Jeppe Buch Mathisen, der er pedel på skolen i Vonge, fik også blomster for sin vedholdenhed, da det så sortest ud i forhold til at skaffe en byggetilladelse til projektet. Foto: Jim Hoff