God nyhed fra butikslivet: Strikkeglad Givepige overtager Garnkæret
Som mange ved, flytter nuværende indehaver af Gives garnbutik Garnkæret, Jette Sønderholm, til Taiwan i forbindelse sin mands jobskifte. I den forbindelse har hun ønsket at videresælge butikken, og det er nu lykkedes, idet Maja Bank Harrestrup, der er født og opvokset i Give, overtager butikken 10. april.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE BUTIKSLIV: Der er særdeles gode nyheder fra butiksfronten i Give. En af byens populære og velbesøgte specialbutikker, Garnkæret, vil fremover fortsat være en del af det i forvejen fine butiksliv i byen. Det er en kendsgerning, efter af butikkens nuværende indehaver, Jette Sønderholm, torsdag den 14. marts kunne offentliggøre, at hun har fundet en ny ejer til butikken.
Og det er en vaskeægte, og strikkeglad, Givepige, der bliver den nye indehaver af Garnkæret. Maja Bank Harrestrup er født og opvokset i Give, datter af Inge og Hans Jørn, og hun overtager formelt butikken onsdag den 10. april.
- Kunne mærke i maven, at det her skal være min butik
Da Jette bekendtgjorde, at hun skulle videre i sin tilværelse og derfor havde sat butikken til salg, skete dette stort simultant med, at Maja tilfældigvis trådte ind i butikken i Give for at hente garn.
-Jeg var vel nærmest den første udenfor Jettes familie, der vidste, at Jette ville sælge - og jeg kunne bare mærke i maven lige med det samme, at den butik her, den skulle jeg overtage. Så jeg skyndte mig at spørge hende, hvad hun skule have for butikken. Det overraskede hende ret meget, at jeg så impulsivt var klar til at handle, fortæller Maja med et stort smil.
Men dermed var forbindelsen skabt, og de to strikkeglade piger arbejdede herefter energisk og målrettet på at få det hele til at gå op, så det kunne ende lykkeligt for begge parter.
-For mig har der været utroligt vigtigt, at butikken her i Give kunne køre videre med en ny ejer. Både fordi det jo lidt er mit livsværk, og fordi de mange trofaste kunder stadig har et sted at købe garn, og fordi, at sådan en specialbutik også er vigtig for butikslivet generelt i byen. Og jeg er bare så utroligt glad for, at det hele nu går op i en højere enhed med salget af butikken til Maja, siger Jette.
39-årige Maja Bank Harrestrup overtager Garnkæret den 10. april, og hun forventer så at åbne den 20. april efter at butikken lige er blevet shinet op. Foto: Jim Hoff
Forudbestemt og ren karma
Maja tog straks fat i sin kæreste, Lars, som er filialdirektør i en af byens førende banker
og forelagde ham ideen om, at fruen i huset nu ønskede at blive selvstændig med egen garnbutik. Den skulle lige ind og vende, men han var med på ideen ud fra devisen om, at man ikke skal sætte sig op mod en dedikeret kvindes planer, smiley.
-Jeg kunne mærke lige med det samme, da jeg kom ind i butikken her, at det her, det skulle være min butik. Det var jo nærmest forudbestemt og ren karma, at jeg træder ind i butikken stort set samme tid, som Jette skriver på Facebook, at den er til salg. Da jeg så kom hjem fra besøget hos Jette, og havde luftet min interesse for køb, sendte jeg en mail til hende med 1000 spørgsmål til professoren. Efterfølgende tog hun mig med på garnmesse, og så begyndte vi målrettet på at få det økonomiske til at falde på plads – og det lykkedes heldigvis.
Strikningen tog for alvor fart under sygemelding
Maja, der sidst boede i Give tilbage i 2017, har tidligere været selvstændig med rengøringsvirksomheden “Fruens Rengøring”, og efter at hun i nogle år har arbejdet som lønmodtager, har hun hele tiden haft en stor lyst til igen at blive selvstændig. Og det er langt fra tilfældigt, at det blev med en garnbutik.
-Jeg var på et tidspunkt sygemeldt fra mit arbejde, og i den periode fik jeg for alvor gang i strikkeriet. Sammen med min søster havde jeg strikket lidt før, men nu tog det for alvor fart. Jeg strikkede nærmest uafbrudt i 8 måneder, og min læge sagde da også til mig, at det skulle jeg blive ved med altid. Nu ligger det også mine gener det med håndarbejde, for min mor, Inge, var knalddygtig til at strikke, så her har jeg fået en hel masse med hjemmefra.
Beholder butikkens fine sortiment af kvalitetsgarner
Hun er mere eller mindre autodidakt mht. strikning.
-Jeg strikker sammen med min søster og nogle veninder, og en af dem er bare superdygtig til det, så hende har jeg da lært en masse af. Derudover kan man jo se en masse om strikning på Youtube. Så det har jeg også benyttet mig af. Med hensyn til butikken her, så beholder jeg Jettes fine sortiment af kvalitetsgarner, som for eksempel Sandness, Isager og Filcolana, som er tre af de helt store anerkendte mærker.
-Jeg vil også blive ved med at afholde strikkecaféer, og derudover vil jeg også invitere ind til diverse arrangementer og events. Jeg har mange nye ideer, og det venter også kunderne en overraskelse som de kan se frem til, når jeg åbner. Hvad der er vil jeg dog ikke afsløre nu, lyder det hemmelighedsfuldt fra den kommende butiksejer i Give downtown.
Jette og Maja er begge superglade for, at det lykkedes t få butikken til at køre videre i Give. Foto: Jim Hoff
Butikken skal lige shines op
Hun overtager som sagt butikken den 10. april og hun forventer åbning den 20. april. De 10 dage skal bruges til at give butikken et brush up, den skal simpelthen “Majaficeres, “så den 39-årige kvinde kan sætte sit helt eget præg på butikken. (nævn måske at der vil en mere præcis udmelding senere)
-Der vil blive malet, og der vil komme nogle flere siddepladser og hyggekroge. De ting her hjælper min far mig med, da han nu får officiel titel af vicevært og handyman her i butikken. Det bliver så godt, og så kan han jo også få lov til at give aftensmad en gang imellem, siger Maja med et stort smil. Hun forventer at åbne den 20. april, og når alle de praktiske ting med Jette og turene frem og tilbage til Taiwan er på plads, vil de to strikkepiger invitere til en “Goddag-og-tak for nu-reception” i butikken, hvor man officielt kan sige farvel til Jette og goddag til Maja.
Kan slet, slet ikke vente med at komme i gang
Maja forklarer, at torsdag bliver den lange dag, hvor der vil være strikkecafe hver torsdag aften. Man kan forvente, at der kommer nogle events og arrangementer på andre dage i løbet af året.
-Der lukkes delvist ned fra 17.00 til 19.00, men fra 19-21.30 må man gerne må poppe ind og lige købe en lille ting eller to, nu hvor jeg er der alligevel i forbindelse med strikkecafe.
Mandag holder jeg lukket, så jeg lige kan få en lidt lang weekend også. Og så vil jeg godt lige sige her til slut, at jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang Jeg kan overhovedet ikke vente på det skal blive den 10. april – jeg er simpelthen bare så klar her og nu.
Det her er rigtig godt nyt for både de garn- og strikkeglade samt for Give Handelsby – og så er det endda en vaskeægte Givepige, der fører den fine garnbutik videre. Det bliver det på ingen måde ringere af, som vi siger på jysk!