Garnbutikken i Give er til salg: Jette skal ud på et asiatisk eventyr

Der har åbnet sig en dør for Jette Sønderholm og hendes mand, Henrik, som giver dem mulighed for at komme ud på et stort eventyr i det kinesiske øhav på Taiwan. Det betyder, at Jette har sat sin butik, ‘Garnkæret’ på Torvet i Give til salg. En vigtig specialbutik for byens handelsliv, som alle gerne ser, kører videre. 

 Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

BUTIKSLIV: Nogle gange i livet åbner der sig bare en dør, som man ikke kan lade være med at gå ind ad, ikke mindst hvis timingen bare passer. Det er lige nøjagtigt her i livet, Jette Sønderholm og hendes mand Henrik står.  

Henrik har takket ja til et job i Taiwan, og det betyder, at såvel Jette som Henrik snart drager rigtig meget øst på for at slå sig ned og for at etablere en helt ny tilværelse.  

-Henrik er tidligere blevet tilbudt job i Taiwan, men dengang havde vi to skolesøgende og hjemmeboende børn, så her passede timingen ikke. Nu er vores børn blevet 20 og 21 år og er selvkørende og er fløjet fra reden. Så nu er tiden bare helt rigtig for os begge to, fortæller Jette.  

 I Give i 14 år på 3 lokationer 

Henrik har tidligere arbejdet som projektleder, og Jette kender de fleste jo nok som indehaver af garnbutikken i Give.  

Hun kom til Give i 2010, hvor hun overtog Madame i Østergade 20, hvor hun solgte både garn og undertøj til kvinder. I 2013 flyttede hun til en noget større butik i Østergade 2, og i 2021 flyttede hun så for tredje gang, nemlig til Torvet 2 – bygningen der tidligere har været både købmandsbutik og døgnkiosk.  

Og nu flytter Jette så igen – og det er godt nok noget længere væk denne gang, idet Taiwan ligger godt 9.000 kilometer fra både Give og hjembyen Brande, hvor hun bor.  

Butikken på Torvet 2 er nu sat til salg, og der er flere interesserede købere. Foto: Jim Hoff

 Nu står den på boligjagt i Taiwan 

Så nu står der beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed på programmet for Jette og Henrik, der drager til Taiwan den 18. februar for at lede efter en bolig. Dermed lukker Garnkæret i nogle uger, mens boligjagten er i gang på den smukke ø sydøst for Kina. 

-Jeg er tilbage igen her i butikken fra den 7. marts, og så er det jo mit håb, at jeg får solgt butikken, inden jeg drager afsted til Taiwan igen for at slå mig ned derude permanent sammen med Henrik. Der er heldigvis folk, der har vist seriøs interesse for at overtage butikken, så jeg håber, det falder på plads i så god tid, at vi kan undgå en periode med ophørsudsalg. Det ville være lidt træls at skulle igennem, siger Jette, der har gang i en seriøs købssnak med et par potentielle købere. 

Flere interesserede købere 

-Jeg tror på, det nok skal lykkes at sælge butikken her. Interessen er stor, så det skal nok løse sig, lyder det forventningsfuldt fra Jette, der her gerne vil pointere, at det er hendes egen beslutning at sælge butikken. Det er ikke noget med, at banken har sagt fra. 

-Jeg har fået oparbejdet en god og veldrevet butik efter 14 år i Give. 2023 var eksempelvis det bedste år nogensinde. Det er blevet trendy blandt de unge at strikke, og det kan godt mærkes i antallet af kunder, der køber garn. Så det er rigtig godt, lyder det fra Jette med et smil. 

Hun har ikke nogen decideret deadline, men forventer at hun holder den kørende frem til omkring maj måned, inden hun siger farvel til Give, Brande og Danmark.  

-Det ville være helt ideelt, hvis en eventuel køber kunne få nogle uger her i butikken sammen med mig og komme godt ind i tingene og løbende lære både kunderne og varelageret at kende. Det værste der kunne ske, er jo hvis butikken kommer til at stå tom – det ville jeg have det svært med. understreger Jette.  

En velkørende og aktiv butik 

Det synspunkt står hun næppe alene med, idet det for handelsbyen Give ville det være et tab at miste garnbutikken, der trækker masser af kunder til byen udefra, og som er med til at gøre Give til en god og unik handelsby. 

Hun har med tiden oparbejdet et stort varelager og har eksklusiv forhandling af velrenommerede mærker som Filcolana, Sandnes og Isager.  

-Det er nogle meget attraktive mærker af meget høj kvalitet, som man kun må sælge online, hvis man har en fysisk butik, at jeg må og kan sælge det her i Give, er også et stort plus for butikken. Vi er jo også aktive her i butikken med strikkecafeer og camps. I 2023 afholdt jeg således 30 strikkecaféer, fortæller Jette. 

Jette er rigtig god til at afholde diverse strikke-events. her er vi udendørs til Kunst & Skulpturfestival i 2023. Foto: Jim Hoff

Vemodigt at sig farvel til de gode loyale kunder 

Hun er naturligvis vemodig ved tanken om, at hun nu efter 14 år siger farvel til garnbutikken og de mange loyale kunder.  

-Det er mest, når jeg er her i butikken, at jeg tænker på det. Mange kunder kommer jo og udtrykker ærgrelse over, at jeg stopper. Ja, nogle har nærmest været i chok over det. Jeg har fået så mange positive tilkendegivelser både her i butikken og på min Facebookside, og det er da rigtig dejligt. Så jo, jeg vil komme til at savne de gode relationer her med kunderne. Men som sagt, hvis vi skal ud på det her eventyr, så er det nu tiden er den rette. Børnene er fløjet fra reden, der er ingen børnebørn - og det er nu, tilbuddet ligger der til Henrik. 

Man sælger også garn i Taiwan 

- Jette har lavet en intern ‘kontrakt’ med Henrik om, at hun kan flyve jævnligt hjem til Danmark for at besøge familien. Vi beholder vores hus i Brande, så der er noget at falde tilbage på, når vi vender tilbage fra Taiwan. Men i starten handler det om lige at falde godt til i Taiwan. Jeg har lige her og nu ingen planer om arbejde derude, men jeg vil lige se tingene an. Jeg har jo en uddannelse som beklædningshåndværker, og de kompetencer vil jeg muligvis genoptage i al min fritid. Jeg vil da helt sikkert få mere tid til at lave en masse nye strikkeopskrifter – og så er der pudsigt nok også forhandling af Isager-garn i Taiwan, så jeg skal nok få tiden til at gå, konstaterer Jette med et stort smil.

Lysten til at springe ud i eventyret

Og så lige en lille sjov krølle på denne fortælling:

Da jeg første gang skrev om Jette tilbage i 2010 afslørede hun allerede her, at hun er en eventyrlysten pige. Hun havde nemlig været faldskærmsudspringer - og nu her i 2024 er hun så klar til igen til, billedligt talt, at kaste sig ud i et nyt eventyr fra stor højde. 

- Man skal have modet til at springe ud i de chancer man får i livet, have vilje til at ville noget nyt, og her håber jeg jo så også, at der er nogen, der har lysten og viljen til at springe ud som nye ejere af garnbutikken i Give, lyder det afslutningsvist fra Jette.