Give Y’s Men’s Club Inviterer til Jul i Fællesskab i samarbejde med menighedsrådet
Igen i år er Give Y’s Men’s Club klar til at invitere ind til en hyggelig juleaften i Sognehuset i Give. Det sker naturligvis den 24. december, og arrangementet er målrettet enlige og ældre bosiddende i gamle Give kommune.
Af Jim Hoff – jimhoff@voresokalavis.dk
JUL: Give Y’s Men’s Club har gennem flere år rakt hånden ud til ældre og enlige i forhold til at tilbyde en god, hyggelig og behagelig juleaften i andre menneskers selskab. Konceptet hedder “Jul i Fællesskab”, og det afholdes fra 16.30 – 21.30 i Sognehuset i Give i tæt samarbejde med menighedsrådet ved Give Kirke.
-Det koster 100 kroner at deltage alt inklusiv lige fra den gode julemad til eventuel transport. Det er en tradition, at vi også deltager i julegudstjenesten i Give Kirke før selve sammenkomsten. Det er naturligvis frivilligt, om man deltager i gudstjenesten. Herefter åbnes Sognehuset, hvor der er kaffe og før-jule-hygge, inden vi klokken 18.00 går i gang med selve julemiddagen, fortæller Jørn Jessen og Anitta Møller fra Y’s Men’s Club i Give.
Medlemmer fra Give Y’s Men deltager i arrangementet sammen med frivillige og lejlighedsvis også medlemmer fra menighedsrådet.
Man tilmelder sig arrangementet via de foldere, der er delt ud. Man kan også henvende sig i Sognehuset og tilmelde sig der, hvor man får udleveret en blanket, der skal udfyldes - på den helt gode gammeldags facon. Man kan kontakte Sognehuset på tlf. 51 85 05 06 eller på mail give.sogn@km.dk
Tilmelding og betaling skal ske senest den 12. december.