
Give misser rækkens 1. plads efter 31-30 nederlag i giganternes kamp
Foto: Emil Pil bragte Give på 30-30 blot 4 sekunder før tid, da Give spillede 7:6, men Fredericia udnyttede, at Give havde tomt mål og scorede fra midten til 31-30 i kampens absolut sidste sekund. Foto: Jim Hoff
Efter sidste søndags triumftog i Kolding, hvor Give HK’s 2. divisionshold sikrede sig oprykning til 1. division, stod der søndag ’giganternes kamp’ på programmet, da Give denne dag tørnede ud mod Fredericia HK. Vinderen af dagens dyst ville definitivt erobre rækkens 1. plads. Og her blev det så hjemmeholdet, der trak det længste strå efter en vanvittig tæt afslutning.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DIVISIONSHÅNDBOLD: Så gik den ikke længere for Give HK’s ellers fremadstormende håndboldkamptropper. Efter 5 turneringssejre og 1 sejr i pokalen i rap, og dermed en sikring af en oprykningsbillet til 1. division, stoppede sejrsfesten for Give søndag eftermiddag i Fredericia, hvor Give på rækkens 2. plads var oppe mod rækkens nr. 1 i en direkte konfrontation om rækkens 1. plads.
Hensigten var krystalklar i Givelejren før dagens topbrag mod et særdeles kompetent hjemmehold: Vi går efter at vinde rækken – også selv om oprykningen er i hus! Det handlede om stolthed, og om at vise, hvem der er rækkens bedste hold – ganske enkelt.
Det var lidt lala
Men måske triumfen og lettelsen over at have sikret sig oprykningen i sidste weekend havde taget toppen af de sidste par måneders flotte adrenalinsus, for det var et Givehold, der ifølge cheftræner Erik Flak ikke havde ramt det rigtige spændingsniveau, da nyoprykkerne løb på banen.
- Det er sådan lidt lala i 1. halvleg. Og vi mødte et supermotiveret hjemmehold, der bare kom blæsende og var klar til at dele øretæver ud. Fredericia gik til pause med en føring på 16-12, og det scenarie kunne vi langt fra være tilfredse med. Jeg efterlyste noget mere power og vilje til 2. halvleg, men det er igen Fredericia, der kommer ud som lyn og torden og ligger rykker fra på måltavlen, fortæller Givetræner Erik Flak.
30-30 blot 4 sekunder før tid
Men han kunne så se sit mandskab stramme op i 2. halvlegs sidste tredjedel. Og det var også nødvendigt, hvis man skulle undgå en afklapsning, for med 6 minutter tilbage førte hjemmeholdet med 29-22.
- Der kommer noget mere power i vores forsvar, og Fredericia kører også trætte. Her får vi et fysisk overtag og en rigtig god tro på tingene. Og her ser vi også en Simon Madsens kvaliteter, for han er om nogen med til at holde os inde i kampen. Vi satser hele butikken til sidst, spiller 7-6 og scorer også til 30-30 ved Emil Pil med blot 4 sekunder tilbage – men for at det ikke skal være løgn, så løber Fredericia lynhurtigt til midten og scorer fra midten i tomt mål.
- Nej, hvor var det bare irriterende, men sådan er det jo, når man satser, så kan det gå begge veje. Vi kunne så heller ikke have brugt uafgjort til noget i forhold til at hente 1. pladsen, men det havde været et fedt signal at sende og godt for selvforståelsen med så flot et comeback på 6 minutter, konstaterer Erik Flak.
Fløjspiller Jakob Frederiksen blev Gives topscorer med 6 mål mod Fredericia. Foto: Jim Hoff
Nu skal der laves en kæmpe håndboldfest på lørdag
Han roser igen Givefolket for flot opbakning på udebane, hvor man spillede i en fyldt hal lige efter Fredericias Ligahold.
- Det er to gode hold, der i dag møder hinanden, men det var tydeligt, at det betød meget for Fredericia at vinde denne kamp. Overordnet set manglede vi lige det sidste i dag, og det er bare for sent, at alvoren går op for os. Heldigvis betød det her nederlaget intet for vores oprykning, og nu ser vi frem mod sæsonens sidste kamp på hjemmebane på lørdag mod SUS Nyborg, hvor vi virkelig glæder os til at levere et brag af en kæmpe opryknings- og byfest sammen med vores fantastiske tilskuere.
- Vi glæder os helt sindssygt til denne kamp, hvor vi kan få sagt en stor tak til alle de gode folk, der har bakket os så flot op, lyder det med positive forventninger i stemmen fra Erik Flak. Oprykningsfesten spilles lørdag den 5. april klokken 14.30, og mon ikke Vestjysk Bank Arena bliver fyldt til bristepunktet denne håndboldhistoriske dag!
Mål for Give: Jakob Frederiksen 6, Simon Søgård 5, Simon Madsen 5, Kristian Nederby 3, Mads Høj 3, Tobias Lykkeskov 2, Emil Pil 2, Jakob Stork 1 og Adam Hansen 1.
Redninger: Jacob Skov 8 og Frederik Lindeman 6